FORSKNING. Telefonsnakken med forvaltningen styrker kvaliteten

Forskere undersøger, hvordan daginstitutioner og forvaltning udveksler viden for at styrke kvaliteten i det pædagogiske arbejde. Uformelle samtaler og menneskelige relationer ser ud til at have helt afgørende betydning, fortæller forsker No Emil Kampmann, der står bag projektet.

Hvad undersøger I?

Vi undersøger, hvordan daginstitutioner og forvaltning udveksler informationer og viden om kvalitet i det fælles arbejde med kvalitetsudvikling. Det er meget interessant for os at se, hvor meget de mundtlige dialoger faktisk fylder. De menneskelige relationer er bare sindssygt afgørende. Den helt klare oplevelse, hos nærmest alle vi har snakket med, er, at de er usikre på, hvad de skriftlige formater til dokumentation bliver brugt til – og af hvem. Institutionerne oplever i udpræget grad, at de ikke får feedback på den dokumentation, som derfor nemt bliver oplevet som meningsløs. Det kan føre til sådan noget pseudoindberetning. De ved godt på forvaltningen, at det ikke er i et dokumentationsskema, man skriver, hvis noget er gået helt galt, så der faktisk er et behov for udviklingen af kvaliteten.

Den uformelle udveksling af viden på telefon eller mail opleves generelt meget mere meningsfuld i institutionerne. Man sætter også fra forvaltningens side stor pris på at have en menneskelig relation, for der får man en reel føling med, hvad der faktisk sker ude i institutionerne.



Hvorfor er jeres undersøgelse vigtig?

Pædagoger og forvaltning er underlagt helt forskellige krav. Det er vigtigt at undersøge de forskellige forståelser og rationaler for kvalitet, der er på spil, for at man kan forholde sig lidt mere refleksivt i fællesskab til de her udvekslinger om kvalitet. Lige nu er vi meget optagede af det med relationerne, som fylder utroligt lidt i den offentlige debat, der meget hurtigt bliver teknisk. Hvilke nye dokumentationssystemer, skal vi have? Eller hele diskussionen om kolde og varme hænder - har vi for meget dokumentation eller for lidt?

Vi kan se, at både pædagoger og forvaltning giver udtryk for, at fokus skal være på gode menneskelige relationer, hvis kvalitetsudviklingen skal understøttes på tværs. Jeg har et meget poppet slagord, som er, at ’hvis ikke relationen er på plads, så kommer vi ikke til at diskutere fakta, men fiktion’. Vi risikerer, at det bliver de selviscenesatte fortællinger, som forvaltningen styrer og navigerer efter, fremfor at vi får øje på, hvor vi rent faktisk har behov for at udvikle kvaliteten.



Hvordan undersøger I det?

Vi laver et dybdegående casestudie i to kommuner. Vi laver interviews ad flere omgange med dels forvaltningsansatte og pædagoger i to institutioner i hver af de to kommuner. Vi prøver også at få enkelte observationer med. Vi ser på udveksling af viden i helt bred forstand. Det er forskellige koncepter, dokumentation, redskaber og skriftlige formater, som institutionerne jo bliver pålagt eller opfordret til at bruge og udfylder til forvaltningen. Ofte er der en tendens til, at man, lidt firkantet sagt, ser daginstitutionerne som de gode varme hænder og forvaltningen som de onde kolde hænder. Sådan er virkeligheden ikke, og vi arbejder ikke med at udpege skurke, men i stedet mange helte. Det gode er, at vi kun har mødt mennesker, der virkelig brænder for feltet og for børn.

Vi skriver en rapport med resultaterne, og derudover forsøger vi at bruge det som et indspil i den politiske debat. Vi har været på Christiansborg og præsentere projektet for nogle politikere, og vi håber også på at komme med til KL’s børnetopmøde til vinter.

Om forskeren

No Emil Kampmann er lektor, ph.d. og ansat på Københavns Professionshøjskole og projektleder. I projektgruppen bag forskningsprojektet ’Dialoger om kvalitet’ er også Lotte Trangbæk, chefkonsulent, og Anja Pors, lektor og ph.d. på Københavns Professionshøjskole. Derudover er professor Jan Kampmann fra Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet med i projektet. Rapporten udkommer i foråret 2019 og projektet er finansieret af BUPL og Københavns Professionshøjskole.

Vil du høre mere om projektet, så kontakt No Emil Kampmann via mail: noka@kp.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.