FORSKNING. Synlig pædagogik gavner de urolige drenge

De halter bagud fagligt, larmer, er urolige og gør det svært for pædagoger og lærere

at gennemføre undervisningen i klassen. De senere år har der været meget fokus på de såkaldte lavt præsterende drenge i folkeskolen. Statistikken viser, at drenge generelt får lavere karakterer end piger, læser dårligere og oftere bliver henvist til specialundervisning. En gruppe forskere har nu undersøgt skolepædagogernes

praksis: Rykker pædagogerne gruppen af drenge, der har det svært i skolen?

Nej, ikke udpræget. Sådan lyder den foreløbige og knap så opmuntrende konklusion fra lektor Niels Rosendal Jensen, da Børn&Unge møder ham på DPU, Aarhus

Universitet, hvor han netop nu er i færd med at samle trådende fra de observationer og interview med pædagoger og elever, som forskerne har foretaget på fire folkeskoler.



»Det mest almindelige er desværre stadig, at man tager uromageren og smider ham ud af klassen. Så kan han sidde sammen med støttepædagogen, og så kan hun prøve at instruere ham i det stof, som hun i øvrigt ikke er fagligt hjemme i,« siger Niels Rosendal Jensen.



Potentialet ved at bringe pædagogernes faglighed ind i skolen for de lavt præsterende drenge ser dermed ikke ud til at være blevet indfriet, påpeger Niels Rosendal Jensen. Tværtimod er det generelle billede i forskernes observationer fra fire folkeskoler, at alt er ved det gamle, forklarer han.



»Vi havde den forestilling, at når skolepædagogerne kender børnene i SFO’en,

så ville de se på dem med lidt andre øjne,« fortæller Niels Rosendal Jensen om

forskernes tese, der gik på, at pædagogerne kunne bringe ressourcer i spil hos de

lavt præsterende drenge, som lærerne ikke har den samme opmærksomhed på.



»Men både lærerne og pædagogerne får meget hurtigt øje på alle fejlene hos

drengene, og de bliver ved med at fokusere på dem. Fejlfindingskulturen tonser

derudaf,« siger forskeren.



SYNLIG PÆDAGOGIK

Forskerne skulle indsamle eksempler på god pædagogisk praksis i forhold til de lavt præsterende drenge. Observationer fra en enkelt skoleklasse adskiller sig markant i deres materiale.



»Det var helt ejendommeligt meget anderledes end i alle de andre beskrivelser,«

siger Niels Rosendal Jensen.



Forskernes observationer i den klasse indeholdt nemlig ikke de sædvanlige

beskrivelser af støj og uro. Alle – også gruppen af lavt præsterende drenge –

markerede sig og deltog aktivt i undervisningen. Forklaringen var tilsyneladende, at her var der en meget synlig pædagogik, fortæller forskeren med henvisning til den britiske sociolog Basil Bernstein, der skelner mellem synlig og usynlig pædagogik (se boks side 45).



»I den synlige pædagogik er det meget klart for eleven, hvad der foregår. Hvor lang tid har vi til det, og hvad skal vi levere? Der er meget variation, men også meget styring,« siger Niels Rosendal Jensen om klassen, hvor lærere og pædagoger havde lagt en fælles linje med en stram struktur.



»Det er lidt ’den sorte skole’, men det har åbenbart en virkning, hvis undervisningen bliver kørt meget firkantet. For det betyder, at de børn, der har det svært fagligt, forstår, hvad de skal, siger han.«



En stram struktur og styring består blandt andet i, at læreren eller pædagogen skriver på tavlen eller skærmen, hvad børnene skal nå i løbet af timen. Børnene får

detaljeret forklaret, hvad de skal gøre, og de kan hele tiden følge med i, hvor i programmet, de er.



»Der er måske en 10-minutters opgave, og her får de så ikke lov til at sidde at tale om, hvad de har lavet i weekenden. Det bliver kørt meget stramt. Men det betyder, at børnene oplever progression i undervisningen: ’Så, nu fik vi gjort det, og nu skal vi videre med det’,« fortæller forskeren.



TYDELIGE RAMMER

Pia Hass arbejder som skolepædagog på Sletten skole i Otterup. Hun har mange års erfaring fra en specialklasse på skolen for utilpassede drenge og har også timer i den almindelige undervisning. Hun genkender den fejlfinderkultur, som Niels Rosendal

Jensen taler om fra almenområdet. Der skal noget helt andet til, mener hun.



»Hvis du bedømmer en fisk på, hvordan den går på land, så vil den altid fejle. De drenge har ikke fået det vand, de egentlig skal svømme i,« siger hun.



Ifølge Pia Hass er det netop helt afgørende for gruppen af lavt præsterende drenge, at rammer og krav er tydelige, så de er helt med på, præcis hvad de voksne forventer af dem. Pia Hass og hendes kolleger bruger en helt fast struktur og billeder på, hvordan

dagen skal forløbe. De arbejder med de ’8 H’er’ (se boks på side 45), som hele tiden giver børnene klare svar på spørgsmålene: Hvad skal jeg? Hvorfor skal jeg det? Hvor længe skal jeg det? Og så, ifølge Pia Hass, det allervigtigste: Hvad skal jeg bagefter?

Belønning motiverer nemlig, forklarer hun.



»Mange drenge kan godt lide at få sat et kryds i bogen og få at vide, at du skal lave dertil, og når du har nået det, må du løbe ud og lege,« fortæller hun.



LYT TIL DRENGENE

Lis Rahbek er lektor på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Hun har gennemført en undersøgelse af inkluderende læringsmiljøer for drenge og skrevet bogen ’Inkluderende læringsmiljøer for drenge i udsatte positioner – Demokratiske idealer og sociale realiteter’ (2013). Hun mener også, at mange drenge vil lære hurtigt, så de kan komme videre til noget andet. De efterlyser mål og mening og at få den oplevelse af progression, som Niels Rosendal Jensen taler om.



»Det er netop, hvad drengene beder om. Jeg er helt sikker på, at de tiltag, som

drengene efterlyser, også vil gavne pigerne,« siger Lis Rahbek, som mener, at det

er på tide at lytte meget mere til drengenes egne stemmer og give dem mere medbestemmelse.



For de har selv mange bud på løsninger, viser hendes undersøgelse. Blandt andet efterlyser drenge også mere bevægelse, variation og forskellige valgmuligheder i undervisningen, og de bliver glade, når undervisningen rykker udendørs i andre rammer.



VENLIGHED OG OMSORG

Lis Rahbek mener, at pædagogerne har meget at byde på, når det kommer til at skabe læringsmiljøer til gavn for lavt præsterende drenge i skolen. Men hun ser samtidig også, at potentialet ikke udnyttes.



»Vi har vidst de her ting i mange år, men jeg synes, der mangler handling,« siger hun.



»Det kræver et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, hvor de sammen

afprøver tiltag, observerer, reflekterer og analyserer egen praksis. Det interessante er, om man gør det, man tror, man gør. Er der for eksempel forskel på kommunikationen med drenge og piger?« spørger hun.



Og svaret er ja. Ifølge Lis Rahbek oplever mange drenge, at de får for meget skæld ud og negativ opmærksomhed fra de voksne i skolen. Pædagogernes viden om og fokus på relationer kan gavne de lavt præsterende drenge, mener hun.



»Vi skal holde op med at skælde ud og have mere venlighed og omsorg, og der tror jeg, at pædagogerne kan komme på banen med nogle ressourcer,« siger hun.



Det er enormt vigtigt som pædagog – og sammen med lærerne – at arbejde på at udvikle en værdighedskultur, hvor børnene oplever samhørighed, mener hun:



»Måden, jeg tænker, det skal udfolde sig på, det er gennem aktionslæring. At lærere og pædagoger i samarbejde planlægger tiltag, ’nu gør vi noget andet, end det, vi har gjort før’.«



MANGLER LIGEVÆRD

Det overordnede problem er ifølge Niels Rosendal Jensen, at der stadig langtfra er ligeværd mellem læreres og pædagogers faglighed i skolen. Det samme har flere forskere og pædagoger påpeget de senere år. Konsekvensen er, at lærere og pædagoger ikke lægger fælles strategier, som bringer begge fagligheder i spil, mener han.



»Det er ikke enighed om, hvad man skal gøre, og hvilken pædagogik man skal bruge,« siger Niels Rosendal Jensen.



Vejen frem er efter hans mening, at skoleledelsen tydeligt markerer, hvordan

samarbejdet bør foregå. Ellers havner pædagogerne nederst i hierarkiet, hvor de bliver sat til at ’brandslukke’ og holde styr på uromagerne, så læreren kan gennemføre undervisningen for resten af klassen. Hvis pædagogernes faglighed skal i spil i samarbejdet, kræver det gensidig respekt og anerkendelse af, hvad lærere og pædagoger hver især kan, påpeger forskeren.



»Det kræver en ledelse, der siger: ’Nu skal det være! Skolereformen skal gennemføres, og vores opgave som ledelse er at gennemføre den’. Og at ledelsen så ellers sætter dagsordenen for, hvad der skal foregå i skolens team.«



KUN EN VEJ

Det er drengenes fremtid, der på spil. På trods af, at målet gennem mange år har været, at 95 procent af en årgang – sat ned til til 90 procent i 2030 – skal gennemføre en ungdomsuddannelse, så producerer skolen konstant en gruppe unge, der ikke får en ungdomsuddannelse. Den såkaldte restgruppe på knap 20 procent har været stort set konstant gennem årtier. Her er drengene også overrepræsenterede.



»De har førhen haft flere karriereveje, men nu er der kun uddannelse tilbage. De bliver nødt til, hvad enten de kan lide det eller ej, at prøve at møve sig igennem og få taget afgangsprøven. For uden en afsluttet ungdomsuddannelse er det virkelig vanskeligt at klare sig i samfundet,« siger Niels Rosendal Jensen, der taler for et bredere uddannelses- og skolebegreb, som passer bedre til ’de skæve typer’. Dem, som ikke lige kan alt det boglige.



»Det eneste, vi fokuserer på, er det kognitive. Som om hjernen er kæmpestor, og resten af kroppen bare er væk. Men man er nødt til at kigge på andet også, kropslig læring og det sociale.«



Folketingets beslutning før sommerferien om at styrke de kreative, praktiske fag i skolen er et skridt i den rigtige retning, mener han. For det er en rigtig god idé at arbejde med at få de lavt præsterende drenges ressourcer i spil ved at lade dem lære på andre måder end i den traditionelle klasseundervisning, mener forskeren.



»Hvad sker der, hvis man prøver at sætte dem ind i et værksted? Eller giver dem opgaver, som har med naturen at gøre, og hvor de ikke er bundet af at sidde og slå op i en bog og udfylde et ark papir,« siger han.



»Selvfølgelig kan vi ikke løse alt, men noget kan vi gøre, så ikke hver dag er et helvede for dem. Der skal være nogle dage, hvor det kører godt, og hvor de har succes.«



OM FORSKEREN

Niels Rosendal Jensen er lektor på DPU, Aarhus Universitet og forsker i

pædagogik, særlig socialpædagogik og unge med særlige behov. Han leder

forskningsprojektet, der er et samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, University

College Nordjylland og University College Absalon. De andre forskere bag er Susanne Dau, Christian Christrup Kjeldsen, Dorthe Geisnæs, Jesper Stage Petersen

og Dorthe Aabjerg Munk.



OM FORSKNINGEN

Forskningsprojektet ’Nye tilgange til skolepædagogers samarbejde om stærke faglige fællesskaber for lavt præsterende drenge i indskolingen – et praksisforskningsprojekt’ stiller skarpt på skolepædagogers bidrag til at øge lavt

præsterende drenges deltagelse, læring og udvikling. Forskerne har udført et

feltarbejde på fire folkeskoler og to specialskoler. Materialet består af skriftlige

fortællinger fra pædagoger, feltnoter fra observationer, optagelser af teammøder

og interview med lavt præsterende drenge. BUPL har støttet forskningen med

700.000 kroner.