FORSKNING. Sammenhæng i hverdagen er nøglen til trivsel

Arbejdet med at skabe en god hverdag for børn og ansatte er en af de væsentligste pædagogiske opgaver i daginstitutionerne. Begrebet ’trivsel’ er blevet hot inden for de senere år, også politisk.

I en tid, hvor man taler om, at pædagogisk arbejde skal baseres på viden, er en gruppe forskere fra Københavns Professionshøjskole gået den anden vej og har stillet spørgsmålet:

Hvad ved pædagoger i daginstitutioner om trivsel? Hvilke ambitioner har de i forhold til deres arbejde med at skabe trivsel i hverdagen, og hvordan bruger de kritik?

I alt 50 medarbejdere fra tre forskellige daginstitutioner har sammen med en gruppe forskere sat ord på et såkaldt kritisk-utopisk aktionsforskningsprojekt, der har titlen ’Professionelles arbejde med børns trivsel’.

Både kritikken og drømmene har fået frit spil, og pædagogerne har skullet arbejde med at skabe konkrete forandringer i deres hverdag.

Én faktor går igen som helt afgørende i arbejdet med at skabe trivsel for børn og ansatte i daginstitutionerne: Sammenhæng. Uanset hvilken trivselsambition man har, kan den ikke leve, hvis den bryder sammenhængen i hverdagen.

Det fastslår Signe Hvid Thingstrup, lektor på Københavns Professionshøjskole og en af forskerne bag projektet. Hun giver en række eksempler på, hvordan arbejdet med at skabe trivsel handler om at skabe sammenhæng i hverdagen:



»For eksempel at man ikke bliver afbrudt, men at man får lov at fordybe sig i sin leg, til den løber ud. At børnene føler sig forbundet med de andre børn på stuen som en del af et kollektiv. At pædagoger og børn er i sync med hinanden, sådan at pædagogerne kan reagere relevant i forhold til det, børnene har behov for,« siger hun.



Også i samarbejdet med forældrene er sammenhæng omdrejningspunktet – for eksempel når pædagogerne arbejder med at skabe den bedste overgang for børnene mellem daginstitution og hjem.



»Overgangen bliver et sted, hvor man kan arbejde med at få en sammenhæng mellem børns hjemmeliv og institutionsliv.«



Manglede anerkendelse

Pernille Nielsen er pædagog i børnehuset Søndergården i Måløv, en af de institutioner, der har deltaget i forskningsprojektet. Sammen med sine kollegaer skulle hun sætte ord på drømmene for bedre trivsel både blandt pædagoger og børn institutionen.



»Vi manglede anerkendelse for det pædagogiske fag. Forældrene hernede har det godt, er trygge og tillidsfulde, når de afleverer deres børn, så det handler mere om anerkendelse for pædagogfaget som sådan: Ved forældrene egentlig, hvad pædagogik er i vores institution?« fortæller Pernille Nielsen.



»De er her måske i syv minutter, når de afleverer om morgenen, og højst 12 minutter, når de henter. Der skal de nå at få en idé om, hvilket liv deres barn har hernede. Det kan være rigtigt svært.«



Pædagogerne ville arbejde med at kommunikere deres pædagogik til forældrene gennem små praksisfortællinger på institutionens intra. Når de var ude med børnene og oplevede en situation, som skildrede et særligt emne, omsorg, nærhed eller en konflikt, skrev de en lille fortælling om episoden ned.



»Vi fortalte, hvad der er sket, og derefter hvad vi gjorde. Vi skilte tingene ad for at skildre og sætte ord på det pædagogiske arbejde,« siger Pernille Nielsen.



Gør arbejdet nemmere

Forældrene har taget godt imod fortællingerne, som har givet dem større indblik i hverdagen og den pædagogiske praksis, oplever Pernille Nielsen, der har fået tilbagemeldinger fra omkring 20 forældre i institutionen.



»Forældrene skriver, at de kan se en sammenhæng mellem det, vi skriver, og vores værdigrundlag. Nogle skrev også, at de prøver at tage de pædagogiske metoder, vi bruger hernede, med og gøre det samme derhjemme.«



Fortællingerne har også givet forældrene helt konkrete aha-oplevelser i forhold til deres egen rolle. For eksempel handler en fortælling om en episode med en forælder, der kommer ind og forstyrrer i en situation, hvor nogle børn synger julesang.



»En af forældrene skrev til os: ’Puha, den har jeg været inde over, det tænker jeg da rigtig meget over næste gang, jeg kommer ind’,« fortæller Pernille Nielsen.



»Det er klart, at det gør vores arbejde meget nemmere, når forældrene kan se formålet med de ting, vi gør, og har forståelse for det. At de kan sætte sig ind i, hvad der foregår her, og hvorfor vi handler, som vi handler,« siger hun.



Vigtige detaljer

I løbet af forskningsprojektet fik pædagogerne øje på en masse små detaljer, som ofte har større betydning, end man umiddelbart tror, forklarer Anne Leick Jepsen, underviser på Københavns Professionshøjskole og en del af forskergruppen.

Pædagogernes trivselsarbejde går ellers ofte upåagtet hen og bliver usynligt, fordi det er så grundlæggende for dem.



»For eksempel når pædagogen tænker: ’Hvordan får jeg hjulpet det her barn op på denne her stol på en god måde?’. Det er jo slet ikke det, pædagogen bliver målt på, fortæller hun os. Men projektet har skabt opmærksomhed på, hvor meget faglighed, der ligger i det arbejde. Det handler om at blive opmærksomme på det sammenhængsarbejde, pædagogerne udfører i hverdagen, og at det faktisk er virkeligt værdifuldt,« siger Anne Leick Jepsen.



Nærvær og fordybelse var noget af det, mange af pædagogerne ønskede mere af i hverdagen. Men de opdagede også nye muligheder for at opnå det.

For eksempel handlede et projekt om, at pædagogerne begyndte at arbejde med at bruge de små mellemrum, som de har med børnene, for eksempel når de skifter ble, til at få kvalitetstid.



»Så transformeres bleskift fra at være en kedelig opgave, der bare skal overstås, til at være et virkeligt værdifuldt pædagogisk middel til at opnå det, som pædagogerne synes, er det vigtige,« siger hun.



Flyder gennem alt

Det blev ved med at overraske pædagogerne, der deltog i projektet, hvor meget kvalitet, der er i deres arbejde, fortæller forskerne.



»Når vi mødtes med pædagogerne, sagde de undskyldende: ’Vi har ikke nået at forberede os, der er ikke sket så meget siden sidst’. Men så var de alligevel fulde af stikord, for de havde jo lavet noget. I den travle hverdag bliver det ikke fejret. Det stod tilbage som en vigtig pointe,« fortæller Signe Hvid Thingstrup.

Pædagogerne blev i løbet af projektet mere opmærksomme på, at alle de praktiske diskussioner de har, også er diskussioner om pædagogik, forklarer forskerne.



»Når pædagogerne overvejer, om sofaen skal stå den ene vej eller den anden vej, hvornår de skal lave frokost, eller hvor legoklodserne skal stå, så er det al sammen pædagogikdiskussioner, der grundlæggende handler om, hvordan skaber vi gode liv for børn og for voksne,« siger Signe Hvid Thingstrup.



På den måde flyder arbejdet med trivsel gennem alt, hvad pædagoger foretager sig i hverdagen. Det er en stor del af pædagogens identitet at arbejde med trivsel, fordi det er så grundlæggende en ambition i arbejdet.



»Det er jo med en fornemmelse af, om et tiltag skaber trivsel eller ej, at pædagoger vurderer, om det er godt eller et dårligt. De kan ikke gøre ting, hvis det skaber mistrivsel. Og hvis de gør, skaber det også mistrivsel eller smerte hos dem selv,« siger Anne Leick Jepsen.



Savner hyggelæsning

Undervejs i projektet blev forskere og pædagoger opmærksomme på dilemmaer i forhold til at leve op til samfundsmæssige krav, der ikke altid stemmer overens med, hvad der føles meningsfuldt i hverdagen. Pædagogerne diskuterede for eksempel ’dialogisk læsning.’



»Nogle gange kan man drømme om at lave godt trivselsarbejde og skabe nærvær ved at sætte sig og læse med nogle børn i stedet for at skulle lave dialogisk læsning,« fortæller Anne Leick Jepsen.



De pædagoger, der arbejdede med dialogisk læsning, synes, at det var vigtigt, men det var bare ikke det hyggelige, supplerer Signe Hvid Thingstrup og spørger:



»Når det ikke er hyggeligt, er det så udtryk for, at der er nogle problemer, vi overser? Eller skal vi nogle gange give køb på, hvad der er rart?«



Prioritere det vigtige

Pædagogerne pegede på mange forskellige ting, der spænder ben for trivslen i hverdagen: de fysiske rammer, at være træt, når man gik hjem fra arbejde, økonomi, travlhed, larm, følelsen af ikke at gøre det godt nok.

For at skabe sammenhæng bliver pædagogerne nødt til hele tiden at afgrænse sig i forhold til de mange forstyrrelser, der præger hverdagen.



»Når der kommer en forælder og vil snakke, så skaber det én sammenhæng, men det bryder samtidig en anden sammenhæng, og så må pædagogen prioritere. Der ligger et stort arbejde i at beslutte sig for, hvad der er det vigtige her og nu,« siger Signe Hvid



Thingstrup og nævner en væsentlig pædagogisk pointe: ’Jeg har mit fokus et sted, ellers er jeg ingen steder’.

Det er ifølge forskeren også relevant i forhold til den politiske situation, daginstitutionerne står i.



»Vi har fået øje er på, at medarbejderne og lederne laver et stort stykke arbejdet med at afgrænse og oversætte nye tiltag udefra til en pædagogisk praksis. For hvis man bare lader alt komme ind, kan der ikke være et pædagogisk rum.«



4 Spørgsmål til refleksion

Tænk over en hverdagssituation, du syntes var god: Hvordan var den udtryk for sammenhængsarbejde?



Hvad må I afgrænse jer fra i hverdagen for at skabe et pædagogisk rum for at arbejde med trivsel?



I hvilke situationer oplever børn og voksne at have det godt i hverdagen i jeres institution og hvorfor?



Hvad spænder ben for trivslen i jeres institution og hvorfor?



Om forskningen

Forskningsprojektet ’Professionelles arbejde med børns trivsel’ handler om, hvordan godt trivselsarbejde kan se ud, når det formuleres med baggrund i pædagogernes viden. Projektet er et ud af tre relaterede forskningsprojekter om trivsel i daginstitutioner. De to andre projekter handler om forældresamarbejde og om pædagogisk praksis omkring trivselsvurderinger i daginstitutioner. I maj 2019 udkommer en antologi om trivsel på baggrund af projekterne.



Om forskerne

Signe hvid Thingstrup er lektor og forsker i Forskningsprogrammet for Dagtilbuds-, social- og specialpædagogik ved Københavns Professionshøjskole. Anne Leick Jepsen er lektor og underviser sammen sted. Forskergruppen består derudover af Sussie Bonde og Charlotte Algreen Brønsted også fra Københavns Professionshøjskole.