FORSKNING. Sådan har følelserne fyldt i pædagogikken

Reformpædagogikken fremmer fantasien

Leg og fantasi er afgørende for et afbalanceret følelsesliv



De tidlige reformpædagoger i Danmark virkede allerede i 1920’erne og 1930’erne og havde som ambition at skabe generelt ændrede

forudsætninger for børns opvækst.

Reformpædagogikken har traditionelt lagt stor vægt på at fremme børns fantasi, alsidige udtryk, kreativitet og leg. Daginstitutionerne har historisk været præget af skabende aktiviteter med stor respekt for og plads til børnenes lege. Det er blevet betragtet som centralt for, at børnene kunne udvikle sig personligt og blandt andet få mulighed for at bearbejde deres følelsesmæssige impulser. Barnets fantaseren i legen er blevet betragtet som afgørende for at kunne udvikle et sundt og afbalanceret følelsesliv. Det gælder både forholdet til dets egne følelser og til andre menneskers.

Reformpædagogikken har været inspireret af psykoanalytisk teori og dens forståelse af barnets udvikling. Winnicott, Eriksson og Stern har haft stor betydning for daginstitutionsområdets børnesyn og dermed også for den betydning, som følelserne er blevet tillagt.



Psykoanalytisk teori får betydning

Børn og unge udnævnes til narcissister



I slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne fik psykoanalytisk teori igen betydning for de pædagogiske diskussioner. Her drejer det sig om, hvorvidt ungdommen har forandret sig og nu i stigende grad er præget af narcissisme. Indenfor pædagogik og uddannelse drejer diskussionerne sig om, hvorvidt både børn og unge er ’blevet mere narcissistiske’, her forstået som selvspejlende og selvoptagede, betragtet ud fra deres adfærd. Og hvordan man som opdrager eller underviser kan stille noget op i forhold til det. Mens børn og unge kaldes narcissister, klandres forældre, lærere, og pædagoger for ikke at være tilstrækkelig stringente og konsekvente i opdragelsen. Andre kræver, at børn og unge får bedre muligheder for at ’finde sig selv’, eventuelt med støtte fra terapeutisk præget pædagogik.



Omsorgsdiskussionen fylder mere

Hvilke konsekvenser har det for børn at komme tidligt i vuggestue?



I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var der en betydelig interesse for omsorgsudøvelsen i daginstitutionerne. Den danske udviklingspsykolog Inger Bernths bog ’Institutionsbørn og hjemmebørn’ (1972) gav allerede i 1970’erne anledning til diskussioner og tvivl om konsekvenserne af, at små børn ikke i samme omfang som tidligere havde en hverdag sammen med deres forældre. I 1992 udgiver psykologen Ann Jacobi en undersøgelse, der beskriver og problematiserer den praksis, hun møder i vuggestuerne. Hun finder, at der ikke altid ydes den omsorg overfor børnene, som man kunne forvente.

Omsorgsperspektivet betonede følelsesmæssige aspekter af arbejdet og lagde op til at betragte pædagogen som en person, der indføler sig, aflæser og lytter til børnene for at kunne reagere mest adækvat over for dem. Interessen for omsorg i pædagogisk arbejde er siden slutningen af 1990’erne blevet mindre. Med de skærpede krav til læring, pædagogiske læreplaner, dokumentation og evaluering efterlyses der nu snarere pædagoger, der aktivt strukturerer daginstitutionen som et rum for læring og præstationer.



Emotionel intelligens

Følelser som sociale færdigheder, der kan optimeres



Et ganske anderledes forsøg på at fremhæve følelsers betydning er den såkaldte emotionelle intelligens.

Da den amerikanske journalist, forfatter og ph.d. Daniel Goleman i 1995 udgav bogen ’Følelsernes intelligens’, havde den amerikanske psykolog Howard Gardner allerede banet vejen med sine argumenter for, at den menneskelige intelligens er mere mangfoldig, end traditionelle opfattelser af intelligens afspejler. Golemans bog har fået meget stor opmærksomhed og udbredelse. På baggrund af bogen er der blevet udviklet pædagogiske programmer, der hævdes at kunne lære børn og unge, hvordan de skal blive emotionelt intelligente.

I det hele taget er interessen for at undersøge og diskutere emotionelle emner indenfor pædagogik og pædagogisk forskning vokset. Den mere eksplicitte inddragelse af følelsesmæssige temaer i pædagogikken synes motiveret af, at følelserne kan og skal disciplineres og medvirke til en effektivisering af pædagogik og læring.



Kilde: Forkortede og redigerede uddrag af bogen ’Følelser og pædagogik – i samfundsteoretisk perspektiv’ af Peter Ø. Andersen. Bogen udkommer på Hans Reitzels Forlag i januar 2018.