FORSKNING. Pædagoger går langt for at hjælpe udsatte familier

Det kan være en ekstra telefonsamtale eller en sms til forældrene efter arbejdstid. Eller at køre børn og forældre til og fra ting, for eksempel en undersøgelse på hospitalet, hvis forældrene ikke kan finde transport eller ikke kan overskue at komme afsted.

For pædagog Gitte Madsen, der arbejder i en fritidsordning i Furesø og har timer i en specialklasse i indskolingen på den tilhørende folkeskole, rækker forældresamarbejdet om børnene somme tider ud over arbejdstiden og rammerne i institutionen. Det sker, når hun vurderer, at det er gavnligt eller nødvendigt for et barns trivsel og udvikling.



»Hvis jeg ved, at det er vigtigt at få gennemført den undersøgelse, så kan jeg tilbyde at tage med,« fortæller Gitte Madsen.



»Vi har også forældre, som er meget hængt op, fordi der er flere børn med udfordringer i familien. Så kan barnet måske ikke deltage i et arrangement på skolen, fordi mor eller far kan ikke hente en time senere. I de tilfælde kan jeg også tilbyde at køre vedkommende hjem,« siger hun.



Hjælper også forældre

Gitte Madsen er langt fra den eneste pædagog, der involverer sig personligt og en gang imellem lægger en ekstra indsats udover arbejdstiden i institutionen for at hjælpe børn og deres familier. Det viser ny forskning fra UC Syd og Inklusionsakademiet, hvor forskere har undersøgt forældresamarbejdet på fritidsområdet. En pædagogisk opgave, der fylder meget i fritidsinstitutionerne, viser undersøgelsen.



»Pædagogerne strækker sig sindssygt langt,« siger Ole Steen Nielsen Senior



Adviser, forskningssporet ’inklusion’ på UC SYD, der er en af forskerne bag projektet.

Det almene forældresamarbejde handler først og fremmest om at skabe tillid, forklarer han. Den er hele grundlaget for det udvidede forældresamarbejde, der træder i kraft, hvis pædagogerne vurderer, at et barn ikke trives, eller at forældrene har brug for ekstra støtte for at varetage omsorgen og opdragelsen af børnene.



»Det er helt entydigt i vores undersøgelse, at pædagogerne påtager sig det ansvar. De forventer ikke, at forældrene lægger op til samarbejdet. Pædagogerne påtager sig at skabe den tillid og gå det første skridt. Hvis det svigter første gang, femte gang og sjette gang, så siger pædagogerne, ’jamen, så prøver jeg igen’.«



Barnet i fokus

Den tillid, der bygges op i den dagligdags kontakt og til arrangementer i institutionen, kan pædagogerne bygge videre på, hvis der på et tidspunkt er brug for et udvidet samarbejde. Det kan blive nødvendigt, hvis der opstår problematikker, som for eksempel en skilsmisse, eller at den unge begynder at drikke eller ryge hash.



»Så har pædagogerne grundlaget for at gå videre og sige til forælderen ’kan du komme herover i eftermiddag, så kunne vi måske lige snakke sammen?’. Hvis ikke det brede forældresamarbejde fungerer, så vil det være uhyre vanskeligt at tage næste skridt,« siger han.



Pædagogerne ser forældresamarbejdet i fritidsinstitutionerne som en helt selvfølgelig pædagogisk opgave, der skal fungere. Uanset hvor meget eller hvor lidt tid pædagogerne bruger på forældresamarbejdet, er det altid barnet eller den unge, der er omdrejningspunktet, viser undersøgelsen.



»Kontakten og samarbejdet er altid med henblik på barnet. Det er ikke fordi, forældrenes liv i sig selv interesserer pædagogerne,« siger Ole Steen Nielsen.



En selvfølgelig opgave

Forældresamarbejdet er en selvfølgelighed, der hen ad vejen lever et upåagtet liv, både blandt pædagogernes selv og i samfundet generelt, påpeger forskeren.



»Det er så indlysende for pædagogerne, at det slet ikke er noget, vi behøver at tale om,« siger han og tilføjer:

»Det er interessant, for det er ikke helt indlysende, hvis man kigger i lovkomplekserne på området.«



I modsætning til forældresamarbejdet i dagtilbuddene, så er forældresamarbejdet i fritidsinstitutionerne ikke beskrevet særligt fyldestgørende i lovgivningen, som tilmed er fordelt på flere lovkomplekser for henholdsvis SFO’er og klubber.



»Det er en jungle,« siger Ole Steen Nielsen og forklarer, at SFO-området hører i ind under folkeskoleloven, men at man har lavet den lille krølle på folkeskoleloven, at det er op til de enkelte kommuner, hvordan de vil skrive forældresamarbejdet ind i forhold til SFO’er.



»Det gør man så på 98 forskellige måder, da der er 98 kommuner. Hvis man går helt ud i petitesser, kan det være, man gør det på 1300 forskellige måder, nemlig forskelligt på hver enkelt folkeskole i det her land,« siger han.



»Forældresamarbejdet på fritidsområdet er på den måde lovgivningsmæssigt upåagtet. Man kan ikke sådan sige ’jamen, der står jo her’, og derfor skal vi også have timer til det, for eksempel.«



Bevæger sig i gråzoner

Det sparsomme lovgrundlag gør også, at pædagogerne kommer til at bevæge sig i en lovgivningsmæssig gråzone, når de i særlige tilfælde for eksempel tager hjem til en familie i deres fritid eller på andre måder hjælper børn og forældre uden for institutionens rammer.



»Man kan komme i klemme som pædagog. Du har ikke dit lovgrundlag i orden, når du står ude i det hjem og taler med forældrene. For med hvilken ret gør du det? Sådan noget juridisk spidsfinderi er pædagoger på godt og ondt ligeglade med. Det, der betyder noget for dem, er, at ’hvis der er behov for det, så gør jeg det.’ Men det er med risiko for at komme i klemme juridisk,« siger Ole Steen Nielsen.



Set fra forældrenes perspektiv kan en kontakt uden for institutionens rammer også skabe uklarhed om, hvad pædagogen egentlig er bemyndiget til. Forældrene kan for eksempel blive usikre på, hvorvidt pædagogen kan medvirke til tvangsfjernelse af børnene og lignende. Formelt set er det altså ikke altid uproblematisk, når pædagogerne i nogle tilfælde går langt for at hjælpe familier.



»Det er, når man kigger i papirerne. Personligt synes jeg jo, det er vigtigt, at man gør noget,« siger Ole Steen Nielsen.



Selvom lovgivningen ikke er særligt fyldestgørende, så er der ikke brug for mere detaljerede mål og indholdsbeskrivelser for forældresamarbejdet, mener han.



»Man skal nok gøre sig lidt mere umage i lovgivningen med at skrive nogle formål ind, sådan at det fremgår, at forældresamarbejdet er en nødvendighed for at nå de pædagogiske mål. Men man må ikke begynde at beskrive og regulere det ned i målformuleringer og indholdsbestemmelser,« siger han.



»Der er så meget situationsfornemmelse i det arbejde. Der bruger pædagogerne den professionelle dømmekraft.«



Overskrider principper

For pædagog Gitte Madsen skaber forældresamarbejdet, når det i nogle tilfælde breder sig ud over rammerne i institutionen, også et fagligt dilemma, fortæller hun.



»Jeg plejer at sige, at vi som pædagoger ikke skal gøre mere end det, vi får løn for. Vores løn og anseelse er i forvejen lav, og det er det, som strider i mig, når jeg alligevel gør lidt mere,« siger hun.



Selvom Gitte Madsen for eksempel har et princip om ikke at ringe til forældre uden for arbejdstid og ikke at udlevere sit private telefonnummer, så har hun på den anden side en relation til børnene, og den vejer somme tider tungere end princippet.



»Det er et privilegium og et kæmpe ansvar at være sådan en vigtig voksen i børns barndom, og det tager jeg meget alvorligt. Derfor bliver jeg nogle gange nødt til at overskride det der princip, jeg har,« siger hun.



Det er ikke forældrene, der forventer eller stiller krav om, at pædagogerne skal hjælpe dem. De bliver overraskede og er meget taknemmelige, når pædagogerne rækker ud, forklarer Gitte Madsen.



»Det er helt på eget initiativ. Men det gør, at jeg har en kamp inde i mig selv.«



Når Gitte Madsen alligevel en gang imellem gør lidt ekstra, for at hjælpe børn og familier, der står i en svær situation, så er det, fordi hun mener, at det kan betyde noget for børnenes udvikling på længere sigt.



»Hvis man hører eller læser om udsatte børn, så fortæller de næsten altid, at ’jeg mødte en fodboldtræner, eller en pædagog, en lærer, en pedel’ - et eller andet menneske, der gjorde en forskel. Jeg kan ikke vide, om jeg på noget tidspunkt bliver den person, som får noget til at vende i børnenes udvikling, sådan at de lige føler sig hjulpet godt på vej. Det ved du jo heller ikke med dine egne børn. Du håber, det er alt det gode, der sætter sig, men du ved ikke den dag, du farer lidt for meget ud, om det lige er det, de husker,« siger Gitte Madsen.



»Derfor bliver du nødt til at gøre dig umage hver dag.«

Det må især betyde noget for de børn og forældre, der er i en udsat position, at der er nogen omkring dem, der løfter lidt mere og samler lidt mere op, mener Gitte Madsen.



»Det gælder jo også i krisesituationer på almenområdet, altså sorg, krise og skilsmisser for eksempel,« siger hun.



Dannelsesperspektivet

Den indstilling genkender Ole Steen Nielsen som en grundpille i den pædagogiske profession og kultur, der handler om, at pædagogerne løfter den opgave, der handler om en generel dannelse til at være menneske og til at indgå i et samfundsfællesskab. Det ligger dybt i den pædagogiske profession og kultur at gøre meget for at hjælpe, mener forskeren. Det er pædagogens dannelsesperspektiv, forklarer han.



»Det kan være, at barnet engang husker på, at hvis vi er sådan her overfor hinanden, så fører det noget godt med sig. Det handler om de spor, vi sætter, og det er langsigtet arbejde. I de fag, hvor man har med mennesker at gøre, kommer man ofte til kort, for mere hardcore politikere kan sige: ’Hvor ved du det fra?’ Pædagogens svar må være: ’Det kan jeg ikke vide. Men jeg vil gøre mig umage for, at det bliver tilfældet.’«



Om forskeren

Ole Steen Nielsen er Senior Adviser ved forskningssporet ’inklusion’ på UC SYD. Han er en af fem forskere bag projektet ’Pædagogers udvidede forældresamarbejde om udsatte børn og unge i fritidsinstitutioner (6-18 år)’. Forskerne har undersøgt et betydningsfuldt, men upåagtet, udvidet forældresamarbejde og familiearbejde, som pædagogerne anser som en nødvendig opgave i arbejdet med børn og unge med særlige behov. For mere viden om projektet kan Ole Steen Nielsen kontaktes på osni@ucsyd.dk



Om forskningen

Undersøgelsen bygger på interviews med ca. 30 pædagoger og ledere i syv institutioner over hele landet, der dækker alle de lovkomplekser og aldersgrupper, som projektet undersøger (6-18 år). Derudover har forskerne fulgt arbejdet i praksis gennem et feltarbejde i tre institutioner, der dækker flere lovgivninger og geografisk er placeret rund om i landet fra storby til provins.

BUPL har finansieret projektet i samarbejde med Inklusionsakademiet og UC Syd.



5 pointer fra artiklen

• Pædagoger i fritidsinstitutioner strækker sig langt for at hjælpe børn og familier i udsatte positioner. Forældresamarbejdet rækker somme tider ud over arbejdstiden og institutionens rammer, viser ny forskning.
• Pædagogerne ser forældresamarbejdet som en selvfølgelig og nødvendig opgave, men den er upåagtet både fagligt og lovgivningsmæssigt, viser undersøgelsen.
• Når pædagoger involverer sig personligt og hjælper børn og familier på måder, der rækker ud overinstitutionernes rammer, kan både pædagoger og forældre komme i klemme, fordi de bevæger sig i en juridisk gråzone.
• Der er også et fagligt dilemma i at gøre mere end det, man får løn for. Men relationerne til børnene vejer nogle gange tungere end principperne, mener pædagog Gitte Madsen.
• Det er en grundsten i den pædagogiske profession og kultur at gøre meget for at hjælpe, det handler om generel dannelse til at være menneske, mener forsker Ole Steen Nielsen.