FORSKNING. Hvis forældrene mister tilliden, fylder det alt

Relationen mellem forældre og pædagoger i vuggestuen er præget af et stærkt ideal om lighed, enshed og konsensus. Det er en forudsætning for oplevelsen af tillid, og hvis den svigter, og forældre udtrykker kritik af pædagogerne eller institutionen, har det store følelsesmæssige konsekvenser for pædagogerne.

Det viser ny forskning i relationen mellem pædagoger og forældre, hvor ph.d. og lektor på UCL Ane Refshauge Høyrup, der også er uddannet pædagog, dykker ned i relationen mellem pædagoger og forældre, og hvordan den har ændret sig markant over tid.

Pædagoger og forældre udfører et kæmpe ’tillids­arbejde’, der går ud på at skabe og vedligeholde en tillidsfuld relation. Hvis det ikke lykkes, er følelsen fatal.



»Pædagogerne tager det meget tungt og oplever det meget voldsomt. Det, jeg blev slået af, var deres oplevelse af nærmest at være blevet svigtet, når forældrene ikke gjorde sådan, som pædagogerne forventede,« siger Ane Refshauge Høyrup, der har været på feltarbejde i fire vuggestuer og observeret og interviewet pædagoger og forældre.



Hvis forældre gentagne gange kritiserer det arbejde, pædagogerne udfører med deres børn og helt eksplicit viser, at de ikke har tillid til, at pædagogerne gør deres arbejde ordentligt, så kommer det til at fylde alt.



»Pædagogerne taler om det i pauserne, når børnene sover, og det er nok også det, de tænker på, når de kommer hjem,« siger hun.



De tre R’er. Sådan har det langtfra altid været. Ane Refshauge Høyrup kaster i sine analyser lys over, hvordan nutidens idealer for relationen mellem pædagoger og forældre startede helt tilbage ved de første asyler, der åbnede i midten af 1800-tallet. De åbnede for at trække arbejderbørnene væk fra gaden, hvor de var overladt til sig selv, mens deres forældre arbejdede. Børnene blev passet af frivillige kvinder fra det bedre borgerskab, og institutionernes ideal var de tre R’er: ro, regelmæssighed og renlighed. Forældre havde ingen adgang til institutionen, men afleverede deres børn ved et lille vindue på grund af de strenge hygiejnekrav, der skulle holde børene fri for sygdomme.



»Forholdet mellem asylkvinderne og forældrene, der kom med deres små børn, var et meget skævt magtforhold. Det tog udgangspunkt i, at vi drev denne her institution, og at I forældre havde brug for os. Punktum. Det kalder jeg den formaliserede relation. Man viste helt eksplicit med sin adfærd i de daglige møder, at der er et hierarki,« fortæller Ane Refshauge Høyrup.



Øl på legepladsen. Det blev der vendt fuldstændig op og ned på i efterkrigstiden, hvor man ville gøre op med alt, der bare lugtede lidt af noget autoritært. Samtidig voksede velfærdsstaten, som var med til at udbygge institutionerne og vuggestuerne. I institutionerne begyndte man at dyrke det ligestillede forhold mellem pædagoger og forældre.



»Min gamle leder, der hvor jeg tidligere var pædagog, havde en dejlig fortælling om, at dengang i 70’erne skulle de sidste forældre, der hentede børnene om fredagen, tage en kasse øl med. Det er sådan et godt billede på det, jeg kalder den ’informaliserede relation’. Altså det, at de drak øl og røg smøger på legepladsen sammen,« fortæller Ane Refshauge Høyrup



»Hvor der før var et skarpt skel, begynder forældrene også at blive inviteret ind på stuen til kaffe,« siger hun.



Det gør det vigtigt, at pædagogerne reflekterer over de følelser, de har i forhold til forældrene i forældresamarbejdet, og der opstår et nyt og andet fokus på, at det følelsesmæssige har en betydning, forklarer Ane Refshauge Høyrup.



Nyformalisering. I løbet af firserne og halvfemserne vender det igen: New Public Management kommer på banen med forældrebestyrelser, lærerplaner og et stigende krav til dokumentation, der kommer til at præge institutionernes hverdag.



Den nye bølge kalder Ane Refshauge Høyrup ’nyformaliseringen’. De logikker, der hørte til formaliseringen og informaliseringen, er ikke væk. Nu er der bare hele tre logikker på spil.



»Vi skal stadigvæk tørre smattet væk fra munden og leve op til et klassisk formaliseret civiliseringsideal: Man skal være ren og pæn og høflig, men man må heller ikke være for høflig. Det bliver for eksplicit,« siger hun.



Pædagoger i dag oplever, at de på den ene side skal have en venskabelig og meget tillidsfuld relation til forældrene og på den anden side er tvunget til – i kraft af nyformaliseringen – for eksempel at bruge fagudtryk, som er et udtryk for autoritet.



»Vi har i dag helt detaljerede regler for, hvordan vi skal være sammen med børnene, og hvordan vi skal gå til forældrene. Nogle kommuner har endda helt standardiserede spørgeskemaer, som de skal bruge i mødet med forældrene. Det tvinger pædagogerne til at bruge en autoritet, som på en eller anden måde kommer til at stritte på dem,« siger Ane Refshauge Høyrup.



»Min pointe er, at det, der stritter i dem, er, at de i dag skal navigere imellem alle de her forskellige logikker på en gang,« siger hun.



Nedtoner magt. Pædagogerne er i dag fanget i et krydspres mellem flere forskellige modstridende dagsordner og tendenser, argumenterer Ane Refshauge Høyrup for. For hvor personalet i asylerne var overbeviste om deres egen autoritet, og derfor også om retten til forældrenes anerkendelse og tillid, er det langt mindre selvfølgeligt i dag. Nu jonglerer pædagogerne imellem nyformaliseringens politiske dagsordener på den ene side og den stærkt etablerede demokratiske og informaliserede pædagogiske kultur på den anden.



Det sætter sit præg på de daglige interaktioner mellem pædagoger og for­ældre, som Ane Refshauge Høyrup har observeret. Hun beskriver forholdet som fyldt med underliggende spændinger, men blev overrasket over, hvor meget pædagoger og forældre griner med hinanden og joker, når forældrene henter og bringer deres børn.



»Pædagogerne gør det ikke bevidst for at skjule magt, men det bliver effekten af det. De nedtoner den magt, de i virkeligheden har i mødet med forældrene. Man kan ligesom bare mærke de der spændinger, der er i relationen. Selvom det hele på overfladen virker enormt afslappet og hyggeligt, og der er god stemning,« siger Ane Refshauge Høyrup.



Svært at udfordre. I dag er vuggestuerne forbundet til forældre og pædagoger gennem staten og kommunen i en hidtil uset grad. Den større grad af gensidig afhængighed fordrer en meget høj grad af gensidig tilpasning for både forældre og pædagoger i vuggestuen.



En af Ane Refshauge Høyrups centrale konklusioner går på, at vuggestuerne i dag er underlagt et meget stærkt ideal om lighed og konsensus. Der er altså et ideal om, at forældre og pædagoger skal være enige med hinanden om, hvad der bør foregå i vuggestuen. Det er ikke helt uproblematisk, mener hun.



»Det er hyggeligere at være i relationer, der er tillidsfulde, og hvor vi er enige med hinanden, og det hele bare glider. Men det er problematisk, at det bliver en regel for relationen, at vi skal være enige med hinanden. For det bliver svært at udfordre,« siger hun.



Det gælder både for pædagogerne, hvis Peters mor gør noget problematisk i forhold til Peter, men også for Peters mor, hvis hun oplever, at vuggestuen gør noget problematisk, forklarer hun.



»Når idealet er, at vi skal have tillid til hinanden, og at vi skal have sympati for hinanden, hvordan skal vi så kunne kritisere hinanden?«



Personligheden med. Anette Stoltenberg Hansen er pædagog i vuggestuen Porskjær ved Aarhus. Hun genkender følelsen af, at kritik fra forældre rammer hårdt, når det opstår.



»Vi har fået en pædagogisk faglighed på en anden måde, men vi er også mennesker. Så når forældrene ikke har tillid til os, rammer det både på det faglige, men også på det mere private og personlige plan. For det er voldsomt ubehageligt, hvis folk synes, man er utroværdig eller ikke til at regne med, også selvom man er på arbejde,« siger hun.



Det kan være rigtigt svært som pædagog at skille det professionelle og det private ad, for man går jo også på arbejde med sin personlighed, forklarer Anette Stoltenberg Hansen. Idealet om en uformel og venskabelig relation mellem forældre og pædagoger giver også kritikken svære kår, oplever hun.



»Det bliver sværere, for hvis vi skal være venner, vil vi jo gerne bevare den gode stemning.«



Anette Stoltenberg Hansen peger på, at udviklingen med læreplaner og forskning på småbørnsområdet betyder, at pædagogerne igen bliver lidt mere professionelle personer på arbejde. Og det er nemmere for forældre at kritisere et stykke professionelt arbejde, end det er at stå og kritisere den enkelte pædagog.



»For det bliver mere en kritik af de faglige valg end en kritik af Anette på gul stue, argumenterer hun.«



»Nogle gange sker der jo ting, som er kritisable, og så er det vigtigt, at vi tør stå ved det. For sådan er det også nogle gange i institutioner: Vi overser noget, eller gør det ikke godt nok. Så er det ok, at forældrene kommenterer på det, synes jeg. Netop hvis vi skal bevare den tillid, er det vigtigt at være lydhør.«



Plads til kritik. Ane Refshauge Høyrup opfordrer pædagoger til at reflektere over, hvad idealet om konsensus betyder for relationen til forældrene i institutionen. Hendes pointe er, at det er en samfundsmæssig udvikling og logik, som er i hele det danske og skandinaviske samfund, at vi stræber efter at være lige med hinanden, så man kan ikke løse det som personalegruppe i en vuggestue.



»Men man kan se, hvad man kan rokke ved, hvis man vil og tør give lidt slip på den der ekspertautoritet,« siger hun og uddyber:



»For mig er det ikke en modsætning at holde sig ydmyg til forældrene og samtidig bevare sin ekspertstatus. Måske viser man faktisk en større faglig sikkerhed, hvis man som personalegruppe tør at give lidt mere plads til kritikken.«



Om forskeren

Ane Refshauge Høyrup er ph.d. og lektor på University College Lillebælt. Hun er optaget af hverdagslivets relationer og interaktioner mellem børn, pædagoger og forældre i pædagogiske institutioner og de opdragelsesidealer og kulturelle omgangsformer, der findes i relationerne mellem dem. Ane Refshauge Høyrup er også uddannet pædagog og har tidligere arbejdet i en daginstitution.



Om forskningen

Ane Refshauge Høyrups ph.d. ’Tillidsarbejde og tydelighed. Et studie af tillid, magt og afhængighed mellem pædagoger og forældre i danske vuggestuer’ handler om, hvordan pædagoger og forældre forsøger at etablere, opretholde og udtrykke gensidig tillid. Ane Refshauge Høyrup har gennemført et etnografisk feltarbejde henover 11 måneder i fire vuggestuer. Hun har lavet kvalitative interviews med 13 pædagoger, 4 ledere og 18 forældre, foruden besøg og iagttagelser hos seks familier fra de primære institutioner.