Forskelsbehandling. Asylbørn får discountløsning

Normering og pædagogandel i en asylbørnehave i Tranum i Jammerbugt Kommune er ringere end i kommunens almindelige børnehaver. Uansvarligt, siger BUPL.

Jammerbugt Kommune har en af landets laveste normeringer i dagtilbud, men når det kommer til asylbørn, er forholdene endnu ringere.

Asylbørnehaven Svalen i Tranum har i øjeblikket en normering på én voksen til 10 asylbørn, mens den gængse børnehavenormering i kommunen er 7,7 børn pr. voksen.

Kommunen anbefaler samtidig, at 70 procent af de ansatte skal være uddannede pædagoger, men selvom det ifølge BUPL i vid udstrækning gør sig gældende i kommunens øvrige børnehaver, er det langtfra tilfældet i asylbørnehaven: Ud af 7 medarbejdere er kun én uddannet pædagog. Da næsten alle andre er på deltid, svarer normeringen for tiden til 6 fuldtidsansatte til op til 60 børn.

Asylbørnehaven Svalen har eget hus, men er en børnehaveafdeling i en kommunal landsbyordning og hører under samme ledelse som naboinstitutionerne Uglen og Tranen, der begge har bedre normering og pædagogandel.

Faglig sekretær i BUPL Nordjylland Kristian Kold er rystet over den ’discountløsning’, han mener, Jammerbugt Kommune giver asylbørnene.

»I forvejen har kommunen en uansvarlig generel normering, og at sætte normeringen lavere for ofte traumatiserede asylbørn er himmelråbende uansvarligt. Fordi børnene kommer fra Syrien eller Eritrea, synes man åbenbart, det er okay at differentiere. Det er det ikke. Normeringen skal som minimum være det samme som i andre institutioner i kommunen, hvis ikke bedre, når man tænker på de udfordringer, der er i arbejdet med asylbørn,« siger han.



Børnetal eksploderede. En af de største udfordringer er uforudsigelighed. Da Børn&Unge i oktober besøgte asylbørnehaven i Tranum, var normeringen også 1:10, men der kunne højst komme op til 20 børn i børnehaven til dengang to fuldtidsansatte. Kort tid efter eksploderede børnetallet, og siden november har der kunnet komme op til 60 børn i børnehaven.

Eksplosionen skyldes den konstante flygtningestrøm til Danmark og åbningen af et helt nyt lokalt asylcenter, som køber børnehavepladser i Svalen af kommunen.

»Vi har kørt 35 nye børn ind på to uger. Da vi ikke kunne være i huset længere, har vi taget et SFO-lokale på skolen i brug, hvor 25 af børnene kan komme,« fortæller pædagog i asylbørnehaven Annitta Damsgaard.

Der er også ansat nyt personale, men hun så gerne, at de var flere.

»Jeg har været her i tre år, og jeg er med på, at børnetallet konstant kan variere, og at vi ikke altid er alle 60, fordi asylansøgere kommer og går. Men i fredags havde vi 58 indskrevne, og siden jeg startede for tre år siden, har jeg kun set normeringen blive ringere,« fortæller Annitta.

Hun har fået ansvar for op til 35 af de 60 børn.

»Da vi tidligere var 25 børn i huset, sagde en psykolog, at vores pædagogiske barre skulle sættes der, hvor det bare handler om, at de børn, der kommer om morgenen, har overlevet, når de går om eftermiddagen,« siger Annitta Damsgaard.

BUPL Nordjylland arbejder på, at normeringen og pædagogandelen i asylbørnehaven bliver den samme som andre steder i kommunen.

Børn&Unge har forsøgt at få en kommentar fra Jammerbugt Kommunes skole- og dagtilbudschef Diana Lübbert Pedersen.

»Jeg vil ikke udtale mig om noget, jeg ikke har været mere nede i detaljen i,« siger hun, men vil undersøge sagen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.