Forlis

Nogle vil juble, andre vil græde, jeg vil beklage. Beklage, at det ikke i tirsdags lykkedes KTO og de kommunale arbejdsgivere at nå til et aftaleresultat for den kommende overenskomstperiode. Det, der afbrød forhandlingerne, var uenighed om, hvor meget der skal afsættes til lokal løndannelse - den såkaldte "forlodsfinansiering" af Ny Løn.

BUPL's kongres i november 2001 lagde stor vægt på væsentlige forbedringer i det lokale forhandlingssystem, blandt andet en opstramning af forhandlingsprocedurer og konfliktløsningsmekanismer. For BUPL er forlodsfinansiering af Ny Løn kædet sammen med, at arbejdsgiverne aktivt lever op til intentionerne i Ny Løn.

Men OK-02 er ikke nogen hellig krig mod Ny Løn eller lokal løndannelse for BUPL. Vores lønstrategi er fortsat, at den samlede løndannelse skal være et samspil mellem central og decentral løndannelse.



Arbejdsgiverne er gået til overenskomstforhandlingerne med ønsket om, at op mod halvdelen af forbedringerne i den nye overenskomst skal udmøntes via lokal løndannelse. Dette ønske har selvfølgelig ikke nogen let gang på jorden. Men det har forestillingen om, at vi kan lave et forlig med arbejdsgiverne uden forlodsfinansiering af Ny Løn heller ikke. Der skal findes et kompromis omkring størrelsen på forlodsfinansieringen



KTO har det meget realistiske udgangspunkt, at forlodsfinansieringen fra OK-99 også må være tilstrækkeligt for OK-02 - al den stund, at kommunerne samlet set ikke har udnyttet de reelle muligheder for ny løndannelse, der har været i sidste overenskomstperiode. Arbejdsgiverne mener, vi skal højere op, men reelt er det vel kun omkring 0,5 procent af et samlet aftaleresultat på 9-10 procent, der skilte parterne.

BUPL's kongres slog fast, at første prioritet er, at de centrale lønforhandlinger giver et resultat, der sikrer det enkelte medlem en forbedring af reallønnen. Jeg er overbevist om, at det forlig, der tegnede sig, ville have imødekommet dette hovedkrav. Vi var også nået meget langt i forhold til andre krav, som vores kongres lagde vægt på, nemlig at pensionsindbetalingerne kunne forhøjes, ferien kunne udvides til i alt seks uger, forhandlingsprocedurer og konfliktløsningsmekanismer kunne strammes op, og at tillidsrepræsentanternes vilkår skulle kunne forbedres, både hvad angår tid og løn.



Derfor er det brandærgerligt, at vi ikke kunne få enderne til at mødes. For - bortset fra forlodsfinansieringen - var det en meget god "pakke", der lå på bordet.

Hvad der herefter sker, har vi ikke nogen aftalt procedure for. Det sandsynlige er, at vi - hver for sig eller sammen - skal forhandle videre i Forligsinstitutionen. Hvor meget af det, vi nærmest var enige med arbejdsgiverne om, inden forhandlingerne brød sammen, der vil gælde i Forligsinstitutionen, ved vi heller ikke, men vi forventer selvfølgelig, at arbejdsgiverne står ved deres tilsagn.



Vi er uden tvivl rykket nærmere en konflikt. En konflikt, som kan omfatte stort set alle overenskomstgrupper og måske alle overenskomstansatte på det (amts)kommunale arbejdsmarked. Derfor er det vigtigt, at vi gør os klart, hvor grænsen går mellem løn-ideologisk snak og den reelle kamp for at forbedre medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår. For hvis vi skal i konflikt, så er det vigtigt, at det vi konflikter på, har afgørende betydning for det enkelte medlem.