Fodbold losser drengene væk fra gaden

Der er helt stille på det stadion, der ellers runger af tilråb fra 28.000 hoppende og dansende tilskuere, når Brøndby IF spiller kamp. Selvom der er mørkt og tåget herude, lyser stadion op. Ser man bag det oplyste stadion, kan man ane et træklubhus. Derinde klæder omkring 40 unge mænd og drenge om til træning.

De har med hjælp fra en pædagog har fået lov til at starte to fodboldhold op i Brøndby IF. Betingelsen var, at de skrev under på ikke at lave ballade i Brøndbys gader længere.

»Nogle af dem var udenfor arbejdsmarkedet og uden uddannelse. De havde en gadeorienteret livsstil og manglede noget at stå op til,« siger pædagogen bag projektet, Mohamad Saleh, der er mentor i Ungeindsatsen i Brøndby.

Mohamad Saleh var med til at etablere fodboldholdene for at få unge ud af kriminalitet og væk fra livet på gaden. Projektet hedder ’Fra gadeliv til foreningsliv’ og startede i 2016 under Ungeindsatsen i Brøndby Kommune. Nogle af drengene på holdene har været på kant med loven og haft hashproblemer. De skulle på rette spor igen.

»Det var vigtigt for os at få dem etableret i en forening. Hvis man kommer ind i trygge rammer i en forening, har man bare et andet liv. Man er en del af noget større,« siger Mohamad Saleh.



Hårdt arbejde

I klubhusets gange blander lugten af sure sokker sig med en gennemtrængende dunst af teenagesved. 21-årige Emil Petersen henter træningstrøjer i et depotrum. På væggene i gangen hænger glasmontrer med pokaler, medaljer og billeder af fodboldhold gennem tiden.

Klubhuset emmer af stolthed.

Emil kaster trøjerne rundt til drengene i omklædningsrummet. Han og 20-årige Tobias Bengtson startede det første hold, seniorholdet, som det stadig hedder i dag. Tobias var én af dem, der hang på gaden og lavede drengestreger, som han selv kalder det. På gaden mødte han Mohamad, som var SSP-gadeplansmedarbejder. De fik en tæt relation, og Tobias betroede sig til ham.

Mohamad ville have Tobias og de andre drenge væk fra gaden og spurgte, hvad de ville have.

»Vores eget fodboldhold,« svarede Tobias.

Og det fik de, men først efter lang tids hårdt arbejde.

»Vi skulle selv finde 20 drenge, der ville spille på holdet. Vi skulle have alle navne klar og selv oprette holdet. Vi var kun 19 år, så det var hårdt og svært. Men også vildt fedt at få lov til at få medbestemmelse,« siger Tobias, der boede ved siden af Emil og har kendt ham, siden han var lille.

Det var vigtigt for Mohamad, at drengene selv tog ansvar og stod for alt det praktiske på holdet. Han ville mærke, at de virkelig brændte for det. At det ikke bare var en god idé, som de ikke fulgte til dørs. Derfor tog det et par måneder, før første træning gik i gang i efteråret 2016.

Brøndby IF gik med til at oprette holdet i klubbens regi, og det første årskontingent blev sponsoreret af Dansk Idrætsforbund. Emil og Tobias tog ejerskab over holdet, og hurtigt blev de 20 drenge et sammentømret hold med et unikt fællesskab.

»Jeg hjalp med at starte holdet op, men resten har de to drenge sørget for. Hvis jeg gjorde alt for dem, var det for nemt. Jeg sagde til dem: Det er ikke mit eller kommunens hold, det er jeres hold,« siger Mohamad, der har været et kendt ansigt for de unge i Brøndby siden 2012. Han har både været mentor, SSP og projektmedarbejder i brobygningsprojekter.



Én for alle

Drengene i omklædningsrummet er mellem 16 og 23 år. Der er så stort aldersspænd, fordi der sidste år blev etableret et nyt hold, nemlig ungdomsholdet.

Historien om det hold begyndte, da politiet, Ungeindsatsen og ungdomsskolen var bekymret for en ny gruppe unge på 30-40 stykker, som fyldte meget i Brøndby. Der var hooliganrygter og uroligheder i bydelen. De fleste af drengene var blevet smidt ud af ungdomsklubben og havde intet sted at opholde sig. Mohamad tog derfor kontakt til ’de øverste luftlag’ i gruppen.

»Jeg kunne ikke tale med alle 40, så jeg ledte efter dem, som jeg mente, kunne påvirke de andre. Det var tre drenge, som jeg begyndte at opbygge en relation til. Det tog et par måneder, men jeg kom tæt på dem og fandt ud af, at de også ønskede deres eget fodboldhold. Så vi gik i gang igen,« fortæller Mohamad.

Der var flere bekymringer for denne gruppe unge end den første. De var sværere at komme ind på, og alle i byen kendte dem og deres uheldige adfærd. Så Mohamad indgik en aftale med dem: Alt balladen på gaden skulle stoppe omgående. Ellers fik de ikke deres fodboldhold.

»Vi inddragede alle samarbejdspartnere i byen: ungdomsskolen, politiet og SSP. Vi gav drengene plads til at vise, at de kunne få urolighederne til at forsvinde. Og det skete. Hooliganrygterne forsvandt, og hærværket i gaderne blev formindsket. Så fik de lov til at etablere fodboldholdet på samme måde som den første flok,« siger Mohamad.

Mohamad udviklede sammen med Brøndby IF en kontrakt, som har fået stor betydning for drengenes opførsel og engagement på begge hold. Kontrakten fungerer som en musketer-ed, hvor drengene har skrevet under på og lovet Mohamad, at de vil opføre sig ordentligt.

»Én for alle, alle for én, står der i kontrakten. Det betyder, at hvis én laver ballade på gaden, så lukker vi holdet. Vi var bekymret for, om de ville trække ballade med ind i BIF. Men da rammerne var sat og kontrakten skrevet under, har det bare fungeret. De fik det, de ønskede. Men vi kunne sagtens tage det fra dem, så de havde noget at miste,« siger han.



Relationsarbejdet sejrede

Mohamad har forsøgt at holde sig i baggrunden for at give drengene en chance for at vise, at de kan selv. Men han har altid kun været ét opkald væk, som han siger. Relationen mellem ham og drengene er kun blevet stærkere, og den vedligeholder han.

»Relationen har gjort meget. Vi har noget imellem os. Den respekt, vi har overfor hinanden, og den tillid, jeg viste dem, betyder meget for dem og for projektet. De vil ikke skuffe mig i sidste ende,« siger han.

Det var vigtigt for Mohamad, at det var drengenes egen idé at etablere fodboldholdene. Fagpersoner er ofte for gode til at komme med en masse idéer i stedet for at lytte til, hvad de unge selv vil og brænder for, synes han.

»Vi skal spørge de unge, hvad deres drømme er, og hvad de vil have. For på den måde ved man, at de engagerer sig i projektet,« siger Mohamad og sætter ord på sin tilgang til de unge:

»Jeg ved godt, at de har lavet noget lort, men det behøver de ikke at fortælle om. Jeg har aldrig dømt dem. Jeg har fokuseret på de drenge, som jeg vidste, jeg kunne rykke ved, og som kunne rykke resten af gruppen med. For det handler ikke om at ødelægge deres gruppe på gaden. Det handler om at få flyttet deres fokus.«



Den gule trøje

Emil og Tobias sagde ja til at træne ungdomsholdet i klubben frivilligt. Holdet betyder så meget for dem, og den gule trøje har en helt speciel plads. De fleste af drengene har været fan af Brøndby IF, siden de var små, og har siddet på tribunerne med deres fædre hver weekend. Selvom de kun har træningstrøjerne på, den dag Børn&Unge møder dem, er stoltheden ikke til at tage fejl af.

»Det at tage den gule trøje på betyder meget, og det forpligter. Der er et helt unikt fællesskab i Brøndby IF og på vores hold. Vi er blevet enormt tætte,« siger Emil.

Det er ikke alle drenge på holdene, der har opholdt sig i gademiljøet. Det var nemlig vigtigt for Mohamad, at holdene er en blanding af unge fra gaden og helt ’almindelige’ unge.

»Drengene fandt et miks af nogle, som vi var bekymret for, og nogle velfungerende unge. Det var vigtigt for os ikke at tage de 20, vi var bekymrede for, og sætte på et hold for sig selv. Der skal være et miks, så drengene kan supplere hinanden. Så ser de hinanden i andre kontekster, og stigmatiseringen forsvinder,« fortæller Mohamad.

21-årige Emil er en af de unge, der aldrig har hængt ud på gaden. Han er enig med Mohamad i, at de forskellige drenge på holdet bidrager med hver sit til fællesskabet.

»Vi er meget sammentømret. De fleste har kendt hinanden altid. De drenge, som kommunen havde i søgelyset, er blevet en del af et fællesskab med helt almindelig unge. Nu er alle ligeværdige holdkammerater og venner,« siger Emil og tager bolde under armen og går ned mod fodboldbanerne.



En pris værdig

Flere instanser i Brøndby har været inde over projektet, som har modtaget roser fra de unges støttende forældre og resten af lokalbefolkningen. En fælles indsats og engagementet fra Mohamads side gjorde, at projektet og han personligt blev nomineret til Det Kriminalpræventive Råds pris 2018.

»Jeg troede aldrig, at det ville blive så stort. For mig har det aldrig været målet, men jeg har lagt meget arbejde i det. Projektet lyder simpelt, men der har været mange valg og overvejelser over flere år. Det er mit hjertebarn, og jeg er meget stolt af det,« fortæller han med et stort, men ydmygt, smil på læben.

I dag er der mindre uroligheder i gaderne i Brøndby. Drengene møder stadig op til træning to gange om ugen og spiller turneringer i højsæsonen. De er blevet voksne mænd lige pludselig, siger Mohamad.

Effekten er ikke til at tage fejl af, hvis man spørger ham.

»Nogle af drengene er begyndt på ungdomsskoler igen. Andre har fået jobs eller er begyndt på videregående uddannelser. De er kommet ind i positive fællesskaber, som de manglede før. De problematikker, der var dengang, er der ikke længere,« siger han og er sikker på, at foreningslivet og fællesskabet i Brøndby IF har gjort en forskel.



En lys fremtid

Mohamad står på sidelinjen og kigger på drengenes driblende fødder. Han var både bekymret for sit eget og for Brøndby IF’s ry, da ungdomsholdet startede i 2017. Han sad de første måneder og ventede ved telefonen. Han frygtede, at nogle ville ringe og fortælle, at der var problemer.

»Men det opkald har jeg aldrig fået. Og nu kører projektet bare. Drengene er velfungerende, og jeg er kun med på sidelinjen,« siger han.

KLASK.

Emil giver en highfive til en af medspillerne til træning.

»SÅDAN! Godt lavet,« nærmest råber han og giver et nik. Han kan godt mærke, at Mohamad er begyndt at trække sig og lader drengene om selv at styre holdet og spille bolden.

»Det er en stor anerkendelse at få, og jeg er så stolt af det. Nu har man noget at glæde sig til, både at spille fodbold og ses med alle drengene. Jeg elsker det,« siger Emil og forsikrer os om, at han bliver ved med at spille fodbold til den bitre ende.

Drømmen er at få lov til at spille foran de 28.000 dansende og syngende tilskuere en dag. Og han er da et stykke af vejen: For i dag er drengene ikke længere blot tilskuere på stadion. De er en del af klubben. En del af noget større.



3 GODE RÅD

Mohamad Saleh, pædagog og mentor i Ungeindsatsen, Brøndby, giver sine råd og erfaringer videre til andre pædagoger, der arbejder med at få unge på rette spor.



Giv de unge ejerskab og ansvar

De unge skal selv komme med idéen til projektet. Det er deres, ikke jeres. Lad dem formulere, hvad de vil, og sæt god tid af til det. Test dem i deres idé, så I kan mærke, om de mener det og brænder for projektet.



Find et miks af unge

Lad de unge styre, hvem der er med. For os har det fungeret, at de unge selv har valgt både velfungerende unge og unge, vi var bekymrede for. De to forskellige typer har inspireret hinanden, og det har bidraget positivt til fællesskabet.



Det behøver ikke at være fodbold

Hos os var det fodbolden, der rykkede drengene væk fra gaden. Men det kan ligeså godt være et andet foreningsliv. Det vigtigste er at skabe et foreningsliv og et fællesskab, som de unge interesserer sig for.



OM PROJEKTET

Ungeindsatsen i Brøndby Kommune banede vejen for et foreningsliv for unge drenge, der hang på gaden, fordi de manglede fritidstilbud. De lavede hærværk, kedede sig og havde ingen sunde fællesskaber. Pædagog og mentor i Ungeindsatsen, Mohamad Saleh, fik sammen med de unge idéen til projektet. Med Mohamad i spidsen etablerede Ungeindsatsen et samarbejde med fodboldklubben Brøndby IF, hvor drengene i dag træner to gange om ugen og spiller turneringer som alle andre fodboldhold. Formålet med projektet er at flytte unge fra en gadeorienteret livsstil til et aktivt foreningsliv med solide netværk og gode værdier. Drengene skrev under på en kontrakt, hvor de lovede at opføre sig ordentligt både på gaden og banen. Den har fået de unge til at forpligte sig og tage ansvar – og det motiverer dem til en bedre fremtid.