Flygtningebørn; Sprog på udebane

Tre femårige drenge - to danske og en somalisk, der ikke kan ret meget dansk - bygger med store træklodser og leger med ridderfigurer. De er i gang med hvert sit byggeri, og den somaliske dreng har efterhånden bygget et ret højt tårn.

De to danske drenge kigger på tårnet og bygger lidt videre på deres egne, mens de snakker om, hvad de laver. Denne ene spørger den somaliske dreng, hvad han vil bruge sit tårn til, men får ikke andet svar end et skævt smil. De to drenge kigger lidt, så begynder den ene at skubbe til tårnet.

"Nej," siger den somaliske dreng. Drengene kigger på ham, og det andet barn tager en klods og skubber også lidt til tårnet.

"Nej," siger den somaliske dreng igen, men drengene fortsætter med at skubbe til tårnet, og nogle klodser falder ned.

"Nej," siger det somaliske barn igen, men stadig uden effekt.

Efter fem "nej'er" tager den somaliske dreng en stor byggeklods og løfter den truende. De to danske drenge bliver bange og råber, at han slår. En pædagog kommer til hjælp og fortæller den somaliske dreng, at han ikke må slå, men skal sige kraftigt "nej".

Eksemplet stammer fra en daginstitution i Odder. Her har en række pædagoger netop afsluttet et projekt, hvor de har undersøgt og beskrevet de sociale strategier, flygtningebørn bruger i daginstitutioner, når de ikke taler dansk.

Og det kræver sit barn at navigere i en dansk institution uden sproget som kompas.

"Sproget er det største virkemiddel, vi har, og det behersker flygtningebørn jo ikke. Fra første dag i en daginstitution lærer danske børn, at de skal tale om tingene og udtrykke, hvad de vil. I eksemplet med den somaliske dreng er det tydeligt, at de danske børn forventer, at han siger, hvad han mener. Men det gør han ikke, for han har ikke sproget til det. Konsekvensen for ham er, at han må finde sig i mere, end han bør," forklarer Inger Togeby.

Hun er pædagogisk konsulent i Odder Kommune og ankerkvinde på projektet, der blandt andet blev til på baggrund af hendes personlige erfaringer. Sammen med familien har Inger Togeby ad flere omgange boet i udlandet - blandt andet i Italien, hvor hendes dengang tiårige søn på egen krop oplevede, hvordan det er at begynde i en skole uden at kunne tale med de andre børn.

"Jeg spurgte ham, hvordan det gik i skolen, og han svarede, at "jeg spiller klovn, så nu gider de andre mig igen." Og det er tit det, der sker. Børn påtager sig en rolle for at være med i fællesskabet," siger Inger Togeby.



Klovne og betragtere. Ved at studere flygtningebørnene i Odder har pædagogerne fundet frem til en række metoder og roller, børnene benytter sig af for at få kontakt med de øvrige børn. Metoderne er samlet og beskrevet i en såkaldt værktøjskasse.

Klovnerollen bruges til at komme med i samværet. Andre børn bliver meget fysiske, spiller for eksempel Tarzan og smider rundt med tingene for at påkalde sig opmærksomhed. Andre igen benytter en stik modsat strategi og bliver passive og indadvendte.

Ikke mindst de passive børn har brug for pædagogernes hjælp.

"Hvis vi ikke gør noget, resignerer barnet og kan blive isoleret i børnehaven. Ingen børn vil lege med det, fordi et passivt barn uden sprog ikke har noget at byde ind med i gruppen. Derfor er det vigtigt at få en grundig snak med forældrene om deres barn og derudover tage barnet ved hånden og hjælpe det, så det ikke bliver hængende i den rolle," siger Lene Ørhøj.

Hun er pædagog i Parkvejens Børnehave i Odder og har været med i projektets styregruppe.

Lene Ørhøj har konstateret, at flygtningebørn ofte er meget iagttagende, når de begynder i en dansk daginstitution.

"De kigger og suger til sig. Nogle af dem imiterer det, de andre børn laver, og det kan være en god måde at komme med i en leg, fordi barnet er aktiv i sin kontakt. Problemet opstår, hvis barnet ikke går videre og bliver selvstændigt. Så må vi som pædagoger kigge på de situationer, hvor barnet imiterer, og hjælpe det til at få kontakt. For eksempel ved at vise, at barnet kan tage legesager med ind i legen," siger hun.



Underkastelse og ensomhed. Igennem de seneste år har børnehaverne i Odder Kommune modtaget mange flygtningebørn. Nærmest fra første dag har børnene skullet deltage i institutionernes sociale liv, selvom de hverken har sprog eller kultur tilfælles med de andre børn og voksne.

For flygtningebørnene er det hård kost at blive kastet ud i mødet med en helt ny kultur.

"Jeg tager hatten af for de børn, der hurtigt bliver en del af fællesskabet. Det er nogle seje små børn, for det er hårdt at begynde i børnehave, når man ikke taler sproget. Mange af børnene er heldigvis gode til at vise, hvad de vil, og de bliver ved for at komme med i legen. Den bedste vej til integration er en god, udadvendt stædighed," siger Lene Ørhøj.

Men ikke alle børn har det gåpåmod.

"Vi har en tendens til at forvente, at børnene hurtigt finder ud af, hvordan det er at være i en børnehave. Børn er jo børn, og det skal nok gå. Men flygtningebørnene kommer med en kultur, de pludselig ikke kan bruge. De ved ikke, hvordan danske voksne reagerer på børn, og de kan hverken bruge deres eget sprog, måder at lege eller være sammen på," siger Inger Togeby, som har set mange eksempler på, hvad der kan ske, når et møde mellem danske børn og flygtningebørn ikke falder heldigt ud.

"Flygtningebørn underkaster sig, bliver afvist, ignoreret og negligeret i kontakten til andre børn og viser ofte tegn på afmagt og ensomhed. Fordi de ikke taler dansk og forstår de sociale koder og strategier, kan det resultere i, at de taber ansigt og dermed selvagtelse og selvtillid," siger Inger Togeby.

Generelt er de danske børn dog gode til at tage sig af flygtningebørnene.

"Vi appellerer til de danske børns forståelse, empati og medfølelse. Men hvis flygtningebørnene reagerer meget voldsomt, trækker de danske børn sig. Tosprogede børn lever med mange afvisninger. Mange af dem kender ikke de sociale spilleregler, og især de udadvendte kommer ofte til at overtræde andre børns grænser. Det betyder, at barnet kan blive ensomt, holdt udenfor, så her skal vi pædagoger ind i billedet - og helst inden det er for sent," siger Lene Ørhøj.



Misforståelser mellem børn og voksne. Når et flygtningebarn begynder i en institution, er det nødvendigt, at pædagogerne bruger ekstra tid for at få afklaret, hvad det er for et barn, der er begyndt. Alligevel sker der misforståelser mellem børn og pædagoger.

"Vi skal bruge vores indlevelsesevne. Når et barn for eksempel spiller klovn, skal vi vide, om han gør det, fordi han er usikker og vil have kontakt. Eller elsker han at optræde? Men vi er ikke altid så gode til at fange, hvad der sker i alle situationer. Vi har ikke mulighed for at være hos børnene hele tiden, så de render ind i problemer, og vi reagerer ind imellem forkert," erkender Lene Ørhøj.

For at få en bedre forståelse af relationerne mellem danske børn og flygtningebørn, har pædagogisk konsulent Inger Togeby besøgt institutionerne for at iagttage samspillet mellem børnene. Det har været meget lærerigt for både hende og pædagogerne.

"Et godt eksempel er den somaliske dreng, som blev opfattet som meget vild. Som et barn, der slog hele tiden, og som de andre var bange for. Ved at iagttage ham kunne jeg se, hvorfor han slog. At han faktisk ad mange omgange forsøgte at sige fra uden at blive forstået. Det ser pædagogerne ikke. De ser kun ud af øjenkrogene, at der sidder et par drenge og hygger sig med klodser, og i næste øjeblik hører de råb og skrig," siger Inger Togeby og fortsætter:

"Man tror, at man ser noget, mens det reelt er noget helt andet, der foregår. Jeg har flere gange oplevet, at jeg har lavet iagttagelser, som pædagogerne bagefter underkender. Det afhænger også af de øjne, der ser. Ved at sætte sig ned og se på børnene, falder der skel fra øjnene en gang imellem. Iagttagelse er et godt redskab, og det behøver ikke at tage mere end ti minutter."

Projektet i Odder er støttet af KiD. I øjeblikket er pædagogerne ved at lægge sidste hånd på den værktøjskasse, der fremover bliver en vigtig del af arbejdet med integration i daginstitutionerne.



De mange ansigter

Flygtningebørn benytter en række forskellige strategier, når de vil i kontakt med danske børn og voksne uden at kunne bruge sproget. Det kan for eksempel være:

Klovnen: Barnet optræder for at få kontakt.

Iagttageren: Barnet går rundt og studerer de andre børn.

Imitatoren: Barnet efterligner de andre børn.

Den vedholdende: Barnet er vedholdende i sine forsøg på kontakt - nogle gange på en uhensigtsmæssig måde, fordi det ikke kender de sociale spilleregler.

Den appellerende: Barnet kigger på børn og voksne med store "hundeøjne".

Den passive: Barnet er passivt og handlingslammet.

Den simulerende: Barnet lader som om, det kan mere, end det i virkeligheden kan.

Den pjevsede: Barnet pylrer og græder meget.

Den aggressive: Barnet slår og bider.