Fire til ni år - Fokus på følsomme emner

Hele to nye, fremragende forestillinger for de mindre børn handler om døden. Et følsomt emne, men præsenteret med et overskud af humor og respekt, musik og flot scenografi. I "Franskbrød i himlen" går forfatteren Bo hr. Hansen tæt på sorgen og ensomheden hos Niels, hvis mor på vej for at klage over legekammeraten Carl, der slår, køres ihjel af en bil. Nu står moderens franskbrødsmad tilbage på bordet, og den skal hun have med sig i graven, mener sønnen. Men det er lettere sagt end gjort, selvom Carl, der har dårlig samvittighed, hjælper til.

I Limfjordsteatrets og Teatret Lampes usentimentale iscenesættelse og sjove, hjertevarme dukkespil er Niels og Carl hvid og sort, og også andre forskelle gør historien levende og troværdig. Niels har lært af sin mor, at mennesker ikke kommer i himlen, og beskriver rimelig råt, hvordan ormene vil fortære hende. Publikum kan også nyde synet af et par enorme, komiske maddike-dukker, men det løser ikke Niels' problem. For hva' nu, hvis Carl har ret, så moderen ikke er nede i jorden, men ligesom Carls morfar sidder oppe i himlen? Teatrene siger for børn fra tre år, fire er mere realistisk.



En enestående nattergal. Det Lille Turnéteater, der skaber suveræne klassikerforestillinger for børn, sætter mere indirekte fokus på døden. På miniscenen i bussen Selma opfører skuespilleren Peter Holst en poetisk og livlig udgave af "Nattergalen", der gør H. C. Andersens rørende eventyr til en enestående teateroplevelse. Alt overflødigt er skåret væk, så historien om den døende despot, der reddes af en lille fugl og lærer at holde af livet og friheden, står klart og forståeligt. Men trods den enkel form fortalt med et væld af teatralske virkemidler - dukker, skyggespil og musik.

Bragende smukke, sølvfarvede hoffolk, den ene mere komisk end den anden, køres på svingarme ind og ud af spillet. Og blændende flotte computeranimationer får den yndefulde, lyse nattergal til at vippe med halen, folde vingerne ud og åbne det slanke næb, så de lysende toner fra violin kan slippe ud. Selv holdes den bag tremmer af den fineste silke, men stikker alligevel af. Dét kan den kunstige, røde nattergal ikke, for den er jo kun mekanisk, og når mekanikken er slidt op, er dens historie ude. Kejseren og den ægte nattergal har derimod et langt, godt liv foran sig.



Kunsten at vente. "Gulerødder vokser ikke på træer". Men de gror usædvanlig godt i Valdemars urtepotte, hvorimod der ikke kommer noget brugbart op af Kalles. Det undrer ham, for de to lurvede gutter deler deres sparsomme regnvandsrationer ligeligt imellem sig - eller gør de? Der sker mange uforklarlige ting i Skægspires lille, fornøjelige tomands-spil om at vente uden at vide hvor længe eller helt nøjagtigt på hvem. Affekterede Valdemar med bowler og vest og den mere løsslupne, fiffige Kalle, kendte ikke manden, der efterlod to rejsekufferter på deres lille, stenbelagte plads.

Herfra giver en visuel opfindsom scenografi udsigt til svimlende horisonter. Men når man nu har lovet at vente og at passe på nogle kuffert, så er det svært at beslutte at rykke blot en lille smule væk. Valdemar og Kalle bliver, hvor de er og fortsætter deres småabsurde hverdagsritualer. De driller hinanden, og Valdemar opdrager på Kalle med franske vendinger, der er i overkanten for børn. Forestillingens budskab går til gengæld rent ind. De har hinanden - på godt og ondt - og det er det vigtigste.



Energiske trolderier. Troldungen Ystad har ikke behov for at være sammen med nogen. Faktisk er hun stukket af hjemmefra, spruttende og hvæsende af raseri, fordi hendes forældre synes, hun er for lille til at få sin egen tryllebog. I trods har den møgfrække finke med strittende rottehaler og laaang hale taget sin faders enorme tryllebog med sig. Ystad har bare "lånt" bogen for at kigge lidt og måske afprøve et par ting. Den første, spændende oplevelse er dog publikum, synet af mennesker er skræmmende for en troldunge. Men for hyperenergiske Hege Eugenie Tokle er det adgangen til en kontakt til publikum, hun med sin pågående stil forstår at bruge, når der skal trylles ildkugler og andre farlige sager frem.

Historien om Ystad er ikke voldsomt original. Men med sit herlige gummiansigt og forrygende adrætte kropssprog giver Tokle den en komisk og menneskelig drejning, der mod slutningen næsten bliver rørende. Det afsløres nemlig, at forældrene har ret. Ystad er stadig en lille troldunge, der fælder tunge tårer, når tingene begynder at gå hende imod, og hun bare vil hjem igen.



"Franskbrød i himlen" 4 - 8 år,

Limfjordsteatret og Teatret Lampe

"Nattergalen" 5 - 9 år,

Det Lille Turnéteater,

http://www.detlilleturneteater.dk

"Gulerødder vokser ikke på træer"

4 - 8 år, Skægspire,

"Ystad og tryllebogen" 5 - 9 år,

Teaterkompagniet