Filtrering er et sikkert våben

Filtrering af computere er en meget sikker løsning, hvis man vil forhindre børn i at se pornosider. Det forklarer Bo Holst-Christensen, som er lektor i datalogi ved Roskilde Universitets Center. I ni år har han beskæftiget sig med filtrering. Han siger, at filtrering ikke blot er sikkert, men også nemt at have med at gøre:

»De, der udbyder pornosites, lever af at have en masse nøgleord, som søgemaskinerne på nettet får fat i. Disse ord er altså udbydernes vej ud til kunderne. Filtreringssystemer går overvejende ud på at fange hyppighed og kombinationer af netop ord. Derfor er porno ikke bare nemt at bortfiltrere: Det er det nemmeste af alt, simpelthen fordi den slags sider har et lille antal præcise ord, der ikke går igen andre steder.«

Men ord som "sex" og "pik" kan jo godt forekomme på en lødig, seksualorienterende side?

»Ja, men ikke "hardcore" og "animalsex". Selvfølgelig bliver fejlraten større, hvis man kun måler på seksualoplysende sider, men systemet er alligevel meget, meget sikkert.«

Han giver et eksempel:

»E-mails er mindst lige så svære at bortfiltrere, som netsider er, fordi e-mails bare kommer dumpende af sig selv. Men jeg beskæftiger mig for tiden med et program, der har en fejlrate på højst en promille.«

Han mener, at angsten for det fremmede afholder mange fra at afprøve filtrering.

»Filtrering er nyt. Derfor overvåges det af systemets administrator. Så kan man se, om der filtreres for lidt eller for meget fra. Denne overvågning skaber utryghed hos nogle pædagoger og lærere, tror jeg. Men jeg tvivler på, at de får sat ord på denne angst.«

Bo Holst-Christensen antyder også, at institutionernes it-ansvarlige kan have svært ved at erkende, at teknikken ser vanskelig ud. Sådan at de må søge råd andre steder.

Han mener dog ikke, at der er grund til at være bange for teknikken, og han kan ikke selv få øje på problemet. Holst-Christensen forklarer videre, at filtrering ikke behøver at begrænse voksnes brug:

»Alle mener, at grove sexsider er noget skidt for børnene. Men nogle voksne vil gerne bevare adgangen til alle siderne på institutionernes internet. Derfor kan man nøjes med at sætte filtrering på børnenes pc'er, mens de voksne har adgang til alt. På denne måde burde diskussionen - ja-eller-nej-til-filtrering - være slut, død, færdig,« siger han.

Om sikkerheden tilføjer han, at filtrering hele tiden er et område i udvikling, og at det især fungerer godt i Danmark. Han advarer mod, at man ukritisk benytter sig af udenlandske undersøgelser om sikkerhed. Emnet er lige så taknemmeligt, som statistik i almindelighed er, mener han.

»Gå i stedet ud og stil to spørgsmål til dem, der har afprøvet filtrering: Om de ønskede sider kommer - og om de uønskede bliver væk: Så får du det mest ærlige svar, og det vil være, at filtrering er særdeles præcist,« siger lektor i datalogi Bo Holst-Christensen.



Danske erfaringer med filtrering

er endnu begrænsede. Kommunernes Landsforening kan ikke på forespørgsel pege på hverken SFOñer, fritidshjem eller klubber, som har afprøvet filtrering. BUPLñs pædagogiske sektion nævner et enkelt fritidshjem, der senere vil afprøve metoden. Men dele af det pædagogiske personale ved dette fritidshjem er stadig skeptisk over for filtrering. Den pågældende institution har mest sagt ja til afprøvning for forældrenes skyld, erfarer Børn&Unge.

Danske forældre vil nemlig gerne have filtrering. I en Gallup-undersøgelse fra sidste år mente kun syv procent af de adspurgte forældre, at børn skulle have uhindret adgang til pornosider. Blandt de adspurgte mente hovedparten, at filtrering var en god løsning.


Pædagogerne i de danske fritids- og ungdomsklubber har ansvar for 65.000 børn (1999).

Hertil kommer 191.476 børn (1999)

i SFO'er og fritidshjem. Hvor mange steder, der er pc'er og internetforbindelse, er ikke opgjort centralt. Men skøn fra flere fagfolk fører til, at børn har pc-adgang i otte ud af ti af disse institutioner - og at antallet af institutioner med netadgang stiger hver dag. Et forsigtigt bud lyder, at snart halvdelen af danske klubber, SFO'er og fritidshjem har internet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.