Fejldiagnose; Sebastian manglede ord

Tidligere ville de andre børn ikke lege med Sebastian, og han blev ofte ked af det, fordi han ikke forstod, hvad der foregik rundt om ham. I dag bliver han behandlet for APD, og han er langsomt ved at få en normal barndom

"Hent din jakke!" Mere kompliceret måtte en besked ikke være, hvis Sebastian skulle forstå den. Ofte er verden noget mere kompleks, og det gjorde Sebastian ked af det.

Sebastian har APD, men bliver i dag behandlet for lidelsen. Han er så småt begyndt at lege med andre børn, og han forstår, hvad de voksne siger til ham. Flere gange om dagen har Sebastian en FM-modtager på, og hans støttepædagog er udstyret med en sender. På den måde giver støttepædagogens ord pludselig mening, og i dag kan Sebastian godt forstå beskeden "Hent din jakke, tag den på, vi skal på legepladsen".

Siden januar 2003 har syvårige Sebastian gået i specialbørnehaven Minigruppen i Egtved, en institution for børn, som ikke kan integreres i ordinære institutioner.

I begyndelsen havde Sebastian store sproglige vanskeligheder og manglede ofte ord til at fuldføre en sætning. Samtidig havde han meget svært ved at koncentrere sig, og han kunne ikke forstå en simpel besked.

"Han forstod ikke, hvad der skete rundt omkring ham, og han blev tit ked af det. Han var meget opmærksomhedsforstyrret, men det var for tidligt at sige, hvad det skyldtes," siger Søren Bachmann, der er leder af Minigruppen og støttepædagog for Sebastian.

Ofte blev Sebastian irettesat, fordi han ikke gjorde, som pædagogerne sagde. De andre børn ville sjældent lege med ham, fordi Sebastian ikke forstod, hvad de sagde til ham, og derfor ødelagde han legene. Sebastian blev en mere og mere isoleret dreng.

Vendepunktet kom, da Sebastians mor fik mistanke om, at hendes søn led af APD. Hun havde hørt om klinisk psykolog Christian Worsøe, der var den første i Danmark, som begyndte at behandle børn for hjernelidelsen.

Sebastian blev testet, og forældrene og Søren Bachmann skulle svare på en række spørgsmål om drengen. Alt tydede på, han led af APD, og Minigruppen fik en FM-sender på prøve i et par måneder.

Søren Backmann og Sebastian brugte FM-udstyr, der består af et høreapparat placeret i barnets øre, som forstærker lyden fra en sender, som hænger om halsen på f.eks. en pædagog. Pædagogen kan slå lyden fra eller til alt efter, hvornår barnet skal høre, hvad der bliver sagt. I Sebatians tilfælde ved måltider, når de spillede spil og læste historier.

"For første gang kunne han forstå, hvad jeg sagde til ham, og hvad de andre børn sagde til ham. Der skete ingen mirakler, men det var tydeligt, at det hjalp," siger Søren Bachmann.

Efter et par måneder blev det besluttet at bruge FM-udstyrret permanent. Og siden januar i år har Søren Bachmann talt i mikrofonen, så Sebastian kan forstå, hvad han siger. Resultaterne er begyndt at vise sig.

"Sebastian har lært at bygge videre på en leg, og nu er han begyndt at lege med jævnaldrende børn. Før søgte han altid de yngre børn. Samtidig har han også fået større forståelse for at få et afslag fra andre børn," siger Søren Backmann.

Sebastian leger ikke med FM-udstyret på, men alligevel er han blevet bedre til at forstå de andre børn. Det skyldes bl.a., at Søren Bachmann har åbnet Sebastians øjne for de andre børns måde at være på og reagere på. Han har simpelthen taget Sebastian ved hånden og peget på, hvordan de andre børn opfører sig og reagerer i forskellige situationer.

FM-udstyret er dog på ingen måde en mirakelkur og kan på ingen måde stå alene. Det er også nødvendigt, at sebastian har en meget tryg og struktureret hverdag og får meget opmærksomhed og omsorg fra de voksne.

"Når Sebastian ikke forstår alt, er det vigtigt, at dagene er genkendelige. Når han ikke skal gå rundt og tænke på, hvad han skal, når han har spist, er det nemmere at putte noget mere på ham," som Søren Backmann formulerer det.

Samtidig er det også vigtigt, at Sebastian ofte har øjenkontakt til de voksne, og det er også godt, hvis pædagogerne lige lægger hånden på hans skulder, når de taler til ham. På den måde er de sikre på, at han hører, hvad de siger, og at det ikke bare bliver endnu en lyd.

"Det kræver nogle ressourcer at behandle APD. Vi er tre voksne og seks børn i Minigruppen, og det betyder, der er mere ro end i en almindelig institution," siger Søren Bachmann.

Støttepædagogen skal sige farvel til Sebastian til sommer, når han skal begynde i børnehaveklassen. Det bliver formodentlig i en specialklasse, og Sebastian skal fortsat bruge FM-udstyret, men det er meningen, at han med tiden skal begynde i en almindelig klasse.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.