For få konsekvenser i klubberne

Tirsdag den 7. januar sammenkaldte undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) sine embedsmænd og Folketingets Uddannelsesudvalg på Vitskøl Kloster ved Limfjorden. Landets øverste beslutningstagere på uddannelsesområdet var draget til den anden ende af landet for at tale om konsekvenspædagogik. Vært var Jens Bay, konsekvenspædagogikkens fader og forstander for TAMU-skolerne. Oplæggene og debatten begyndte i den gamle kirkesal klokken 16.00, og den fortsatte med stort engagement til langt ud på aftenen før landets øverste beslutningstagere på uddannelsesområdet fandt deres værelser i de gamle fløje.

Konsekvenspædagogik er relativ ukendt på universiteter, seminarier og i pædagogiske institutioner, men hos politikere og enbedsmænd stiger populariteten tilsyneladende stødt. Årsagen er blandt andet pædagogikkens succes på Danmarks syv TAMU-skoler, hvor arbejdsløse unge på samfundets kant gennem et praktisk uddannelsesforløb kommer ind på arbejdsmarkedet for første gang. Et til to år efter TAMU-forløbet er over 60 procent enten under uddannelse eller i arbejde. Men årsagen er også, at mange finder forståelse og sympati for både konsekvenspædagogikkens ideer og dens kritik af pædagogikken i danske institutioner generelt.

»Den bløde pædagogik er alt for rodfæstet i Danmark. Mange pædagoger i klubberne svigter de unge ved ikke at stille dem overfor ansvar, holdninger og faste rammer. I stedet gemmer mange pædagoger sig i ly af forældrenes ansvar for opdragelse og psykologers individuelle behandling af de unge. Mange klubber er mere et værested end et pædagogisk tilbud,« siger Jens Bay, der begyndte sin lange rejse mod sin egen pædagogiske teori allerede i 1974.

»Dengang troede jeg, at jeg kunne udvikle en færdigudviklet pædagogik på fem år. Ambitionen var gennem praksis at udvikle en teori, som løsrev pædagogikken fra psykologien og i stedet tog udgangspunkt i filosofien og sociologien. Pædagogikkens fejl er, at den som videnskab har haft så lille selvtillid, at den har underlagt sig psykologien. Men psykologien lammer pædagogerne,« siger Jens Bay.



Væk med psykologerne. »Psykologien kigger hele tiden tilbage, og det kan pædagogerne, som beskæftiger sig med fremtiden på baggrund af nutiden, ikke bruge i dagligdagen. For pædagogik handler om social læring, ikke om behandling af fortidige traumer og neuroser som i psykologien. Psykologerne skal holde sig fra pædagogikken, for de kan ikke løse pædagogiske problemer, lige så lidt som pædagogerne kan løse psykologiske problemer,« siger Jens Bay, der som konsekvens mener, at hele grundlaget for undervisningen på de pædagogiske uddannelser og praktikken i danske institutioner er forfejlet.

Jens Bay blev i begyndelsen af 70'erne gift med en socialpædagog, hvilket førte filosoffens interesse over i pædagogikken. Han blev engageret i "Træningsskolen for Unge" under Kofoeds Skole, og her blev han i 1974 forstander for at udvikle og gennemføre sine pædagogiske ideer. Han begyndte med at smide elevernes nervemedicin ud af vinduet, de fleste har ikke savnet den siden. Dernæst skar han personalet til 40-60 elever ned fra 40 til 15 medarbejdere. Det var det pædagogiske system og elevernes eget ansvar, som skulle udvikle eleverne, ikke mandsopdækning af dem. Pædagogerne arbejdede efter samme livssyn, værdier, metoder og kultursyn - en fast ramme, som eleverne kunne spille op i mod.

»Og så fik eleverne et stort ansvar selv. For læring af ansvar er i høj grad, hvad det hele drejer sig om,« siger Jens Bay.

Efter ti år, i 1984, udgav Jens Bay bogen "På vej mod konsekvenspædagogik". Og nu, ikke efter fem, men efter 29 år skriver Jens Bay den endelige lærebog om konsekvenspædagogik.

»Det har været en besværlig proces hele tiden at gennemprøve sine teorier på skolerne, før jeg kunne komme videre. Til gengæld kan jeg nu skrive en bog om konsekvenspædgogik, som har stor troværdighed, og hvor alle teorier er gennemprøvede og meget udviklede. Jeg ved nu, at teorierne virker i praksis,« siger Jens Bay.



Ikke nogen sygdom. Grundlæggende mener Jens Bay, at pædagogik, som den praktiseres i danske ungdomsklubber, skoler og så videre, lider af en fundamental svaghed. Al social afvigelse bliver betragtet som en sygdom, biologisk eller psykologisk. I stedet for at opfatte tilpasningsproblemer som mangel på social læring, som pædagoger kan rette op på, så mener danske pædagoger, at der er noget galt med sociale afvigere.

»Men normalt er der ikke noget galt med de sociale afvigere, men de har brug for at lære noget andet, end hvad de hidtil har praktiseret. Nogle har muligvis også brug for psykologisk bistand, men det har ikke noget med det pædagogiske arbejde at gøre,« siger Jens Bay.

På TAMU-skolerne, Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser, får eleverne et stort ansvar for, at skolen fungerer som en arbejdsplads, og at kunden får produkterne leveret i perfekt kvalitet til tiden. En opfattelse af ansvar, som Jens Bay mener helt mangler i klubberne.

»Unge har en formidabel evne til at leve op til omgivelsernes forventninger. Derfor bærer de ansvaret formidabelt, når de får det. På TAMU-skolerne står der ikke nogen til at tage over, hvis de unge svigter. Når vores forventninger er store og positive, så lever de op til det. I almen pædagogik er forventningerne ofte negative.

Så lever de normalt også op til det,« siger Jens Bay, der mener, at konsekvens kommer i direkte forlængelse af ansvaret.

»Når man bærer ansvaret, så bærer man også konsekvenserne af ens handlinger. Der af navnet, konsekvenspædagogik. Navnet kommer ikke af, at medarbejderne skal være konsekvente, men en forståelse af at ansvarlige mennesker må bære de logiske konsekvenser af deres handlinger. Det forstår de unge,« siger Jens Bay.

På TAMU-skolerne må fraværsprocenten ikke overstige 20 procent. De socialt svage elever får en margin ekstra i forhold til gymnasieeleverne, som må være fraværende i 15 procent af timerne. Til gengæld bliver TAMU-eleven automatisk meldt ud af skolen, hvis fraværsprocenten kommer over de 20 procent. På gymnasiet bliver hver sag individuelt vurderet af rektor, på TAMU-skolen er konsekvensen helt entydig.

»Unge vil i dag betragtes som voksne, men i klubber og på skoler giver pædagogerne alligevel ikke de unge ansvar derefter. Det er forkert. Ansvar og indiskutabel konsekvens er centralt i udviklingen af unge i dag. Følelser er o.k., men de tilhører hvert enkelte individ - dette er jo pædagogik, ikke behandling,« siger Jens Bay.



Faste holdninger. Holdninger og faste rammer er også ting, som Jens Bay savner i ungdomsklubberne. Konsekvenspædagogikken bygger på faste holdninger, som danner ubrydelige mure om elevernes hverdag.

»I dagens individuelle kultur tager de unge livets beslutninger mere ensomme end nogensinde tidligere. De vælger selv livsstil, kammerater, job, uddannelse, og hvad der er rigtigt og forkert. Blandt andet derfor har de brug for modspil, holdninger og faste rammer fra pædagogerne for at udvikle dem. Hvis rammerne omkring samværet mangler, så er tilbuddet uden pædagogisk værdi. Mange klubber laver i dag aktiviteter primært på de unges betingelser og sekundært på pædagogiske betingelser. Det er ikke, hvad de unge har brug for,« siger Jens Bay, der ikke er i tvivl om, at der er masser af holdninger i mange klubber.

»Unge i dag ved, at de bliver vist respekt, når de får ansvar og bliver stillet krav,« siger Jens Bay, der ikke mener, at de frivillige klubber behøver frygte, at de unge forsvinder, hvis klubberne begynder at stille krav.

»Tværtimod. Klubberne bør sige, "vores regler, værdier, kultur og krav er sådan her. Vil du være med, eller vil du ikke." Resultatet bliver oftest, at klubben bliver endnu mere interessant, for det er sådan, at pædagogikken rammer tidens unge,« siger Jens Bay.

Det behøver ikke at være et tungt åg for en klubpædagog at arbejde efter konsekvenspædagogikkens principper. Tværtimod, mener Jens Bay.

»Klubberne kan stå på den konsekvens-teori, som jeg har udviklet fra TAMU-skolernes praksis i snart 30 år. Pædagogernes opgave bliver så at finde deres egne værdier, kultur, rammer og så videre. Derefter bliver det lettere at arbejde med de unge. De faste rammer bliver et fælles udgangspunkt for klubmedarbejderne, en støtte i hverdagen. I konflikter med de unge skaber man en mere ligeværdig situation. "Klubben har den holdning, du har en anden. Hvad gør vi?" Det reducerer konflikterne,« siger Jens Bay.



Ingen forskning. Der bliver ikke forsket i konsekvenspædagogik på danske universiteter, og der bliver ikke undervist i konsekvenspædagogik på danske seminarier. Men det gør der i Norge og Sverige. Ud over at pædagoguddannelserne underviser i faget, så beskæftiger flere forskere sig med konsekvenspædagogik i vores nordiske broderlande. En ny finsk undersøgelse af Sonja Kurten-Vartio baseret på elevinterview gør endda konsekvenspædagogikken til "nordisk mester" i at få risiko-unge ind på arbejdsmarkedet.

»Der kan være flere forklaringer på, at konsekvenspædagogikken ikke er populær i Danmark,« siger Jens Bay.

»Dansk pædagogik baserer sig mere end i resten af Norden på den europæiske, især tyske, tradition, hvor pædagogik og psykologi er blandet sammen. Desuden er der i dansk pædagogisk tradition en modvilje mod faste rammer, krav og konsekvenser, og endelig får mange teorier jo mere respekt uden for landets grænser end i hjemlandet,« siger Jens Bay.

Nu hvor TAMU-skolerne er flyttet fra Arbejdsministeriet til Undervisningsministeriet, og dermed er rykket ind i den pædagogiske verden, så tror Jens Bay, at der sker noget. For ikke blot blandt den politiske top, også blandt studerende og forskere er der ved at ske noget. Henvendelserne til Jens Bay er efterhånden mange, den efterhånden slidte bog, "På vej mod konsekvenspædagogik", må biblioteket melde om to måneders ventetid på, og Jens Bay hører hele tiden spørgsmålet: Hvornår kommer den bog? Den kommer til efteråret.



Hvad er konsekvenspædagogik?

Konsekvenspædagogikken afviser grundlæggende den tilbageskuende psykologi som grundlag for pædagogikken. Psykologi er behandling af noget fortidigt, mens pædagogik skal være social læring i nuet for fremtiden. Konsekvenspædagogikken tager i stedet afsæt i eksistentialismens ideer om hver enkelt individs ansvar for egne handlinger og deres konsekvenser.

Hvor psykologien og oftest pædagogikken taler om adfærd som et resultat af biologisk og social arv, så giver konsekvenspædagogikken hver enkelt ansvaret for egne handlinger og den fulde frihed til at vælge og ændre egne handlinger. Dermed er der mulighed for personlig udvikling.

Egne handlinger og den følgende konsekvens af vores handlinger er den vigtigste sociale læremester. Derfor fordrer konsekvenspædagogikken at enhver skole eller institution udvikler et præcist pædagogisk system med klare mål, holdninger og konsekvenser, som den unge kan bruge som pejlemærker i sin individuelle udvikling.

Konsekvens er ikke straf eller sanktioner, men logiske følgevirkninger af de handlinger, vi foretager. Kun ved at lade de unge tage den fulde konsekvens af sine handlinger viser vi vedkommende respekt.

Pædagogens opgave er i høj grad at gøre eleven klart, hvilke konsekvenser - også de vidtgående konsekvenser - vedkommendes valg af handlinger har, gerne inden den unge handler. Ikke for at styre, men for at give eleven grundlag for at lære at bedømme en handlings konsekvens inden han eller hun handler.