En fantastisk fortælling bliver til

Foran den store grotte af papmache lurer Dæmontrolden, og Alfekongen, alferne og egerntroldene danser rundt foran Himmel-tinderne. Der er den smukke prinsesse og den grimme prinsesse og den forheksede prins Toruk med sit skræmmende dinosaurushoved og hans medhjælper, dværgen Towår, med selebukser og fjer i hatten. Fællesrummet i daginstitutionen Regnbuen er forvandlet til et sandt eventyrland.

På tværs af køn og alder har børnehavebørn og skolebørn fra den integrerede daginstitution Regnbuen i Hampen ved Nørre Snede forfattet deres helt egen fantasifortælling i samarbejde med personalet fra Regnbuen og forfatter Jacob Hedegaard Pedersen. Sidstnævnte har skrevet flere fantasy-bøger og er meget fortrolig med genren. Bogen, "Den forheksede Prins Toruk's forunderlige rejse", bliver nu udgivet sammen med en dvd, hvor børnene opfører scener fra bogen.

Ideen med projektet var at stimulere børnenes sprog, men det endte som et stort projekt, der varede et halvt år og førte nye og uventede udfordringer med sig, fortæller leder af Regnbuen Peter Jessen.

"Det var en meget større udfordring, end vi troede. Egentlig var det sproget, der skulle have et spark, men vi havde helt overset hele den sociale og personlige udfordring, som var en uventet sidegevinst."

For at skabe en ramme for historien tegnede forfatter Jacob Hedegaard Pedersen et landkort over en fantasiverden, som børnene så var med til at videreudvikle, ved at mindre børnegrupper på skift mødtes med forfatteren.

"De mindste børn fandt på, at der skulle være et kongeslot, og en dreng fandt på De Vilde Dyrs Skov. Og efterhånden som børnene blev enige, blev kortet fyldt ud og fungerede som en slags kontrakt om, hvordan historien udviklede sig," siger Peter Jessen og fortæller, at fantasy-genren er oplagt, fordi der er plads til børnenes fantasi og vanvittige påhit.

De fleste børn har bidraget med en selvstændig fortælling til bogen. Selvom forfatterens opgave var at rette sproget til, har både forfatter og pædagoger været opmærksomme på ikke at påvirke børnenes ideer for meget. Det er deres historie, understreger Peter Jessen.

"Vi skulle jo påvirke og udvikle deres sprog, men vi skulle også være tro mod deres historie."



Prinsesser eller drager. Smukke prinsesser og alfer eller seje riddere, trolde og drager? Armene blev hurtigt lagt over kors, og protester brød ud, når drengenes og pigernes fantasi fik frit løb. På et tidspunkt i forløbet delte personalet drenge og piger i separate grupper, så de forskellige interesser kunne få plads. Men de måtte respektere hinandens ideer.

"Da pigerne fandt på, at Toruk's medhjælper Tore skulle dø, syntes drengene jo, at det var det værste, der kunne ske. Så de gik i aktion og fandt på, at det bare var hans spejlbillede, der døde, og det accepterede pigerne så," siger pædagog Dorthe Lind.

Også aldersforskellen mellem de yngste børnehavebørn på tre år og de ældste skolebørn på ni år gav anledning til konflikter undervejs. For eksempel opfandt en yngre dreng en dræberfrikadelle, der spiste elefanter. Den var lidt svær at sluge for de ældre børn, fortæller Peter Jessen.

"Det var også en af de sociale udfordringer at acceptere, at der var altså nogen, der havde bestemt noget. Men dræberfrikadellen blev accepteret til sidst."

Der var også forskel på, hvad de yngste og ældste børn var gode til at finde på. Hvor de små fandt på steder som slotte og troldeskove, digtede de store børn personerne i bogen. De store skulle også digte videre på noget, de små havde fundet på.

"I begyndelsen afhang det meget af børnenes fantasi, og de skulle hele tiden finde på noget nyt, men efterhånden som de fandt på flere ting, blev opgaverne lidt mere bundne," siger Dorthe Lind.

At imødekomme de mange krav og sociale udfordringer, processen førte med sig, var en udfordring for børnene, men til gengæld bærer bogen tydeligt præg af, at det er børnenes egen fantasi, der har formet historien.



At vokse med opgaven. Det har styrket børnenes selvværd at bryde nye grænser og i den grad være på, mener Peter Jessen.

"Vi kan se, at de nu er mere ivrige efter at optræde og synge, og at de tør stå frem. Og det kommer af en anerkendelse af, at de har lavet et vigtigt bidrag til det her."

Nogle af de meget stille børn får en masse selvtillid ved at stille sig op og turde, mener Dorthe Lind. Som et eksperiment samlede pædagogerne på et tidspunkt de meget stille børn i en gruppe for at tvinge dem til at komme på banen. En af de mest tilbageholdende drenge fik pludselig en fremtrædende rolle på den måde. Til sidst fik forfatter Jacob Hedegaard Pedersen ideen med at lade de meget stille børn digte slutningen.

"På den måde har det været de små personlige sejre, der virkelig har givet noget," siger hun.

Ideen med at filme processen og spille scener fra bogen var dels at fastholde pædagoger og børn i det, de lavede. Men det var også at skabe flere indgange til den sproglige udvikling og på den måde give børnene flere muligheder for at komme på banen. Men også i filmdelen var der op- og nedture.

"Hele følelsesregistret kom op i børnene. Fra at de var helt vildt glade og stolte over det, de kunne og så til at man ikke lige fik hovedrollen og tog en tudetur over det," fortæller Dorthe Lind.



Ingen struktur. Fleksibilitet har været et nøgleord hele vejen igennem forløbet, og i Regnbuen ser man helst, at der er så lidt struktur som muligt. Der har således ikke været mange personalemøder undervejs, selvom det meste var nyt for alle. Av-udstyret voldte problemer og måtte skiftes ud flere gange. Enkelte aftener blev taget i brug for at få ro til filmoptagelserne, men så væltede en stol - om igen. Børnegruppernes sammensætning blev hele tiden ændret for at få alle med.

Peter Jessen mener, man bare skal kaste sig ud i det, og han har da også et par ord med på vejen til læreplanerne:

"I stedet for at lave planer om, hvad vi vil gøre mandag og tirsdag og på hvilken måde, skal vi bevæge os ud på eventyr og være opmærksomme på, at vi skal have noget på det personlige, sociale og kulturelle plan. Hvis vi giver tid og plads til det, så får vi masser af læring ind. Det er, når man har det sjovt, at det rykker."

Temaerne fra de pædagogiske læreplaner er da også til fulde repræsenteret i forløbet, hvor pædagoger og børn i vid udstrækning har haft samme udgangspunkt og på den måde været ligeværdige partnere, som Peter Jessen formulerer det.

"Vi vovede os ud i noget, vi ikke anede noget om, og hvor vi ligesom børnene oplevede, at vi kunne noget, vi ikke vidste, vi kunne," siger han.