En anden verden er mulig

Euforien efter den kolde krigs afslutning har lagt sig. Den gamle verdensorden var ikke hensigtsmæssig, men afløseren er det slet ikke. Det må kunne gøres bedre.

Det var udgangspunktet for World Social Forum, den verdensomspændende græsrodsbevægelse, som 10 år efter Berlin-murens fald begyndte at stille spørgsmål ved tingens nye tilstand. Spørgsmålene er siden blevet flere og mere påtrængende.

Hvorfor er det, at der er flere krige end nogensinde før? Hvorfor er det, at de fattige bliver fattigere og de rige ekstremt meget rigere i et tempo og i et omfang som aldrig før set? Hvorfor denne konsekvente udsultning og privatisering af den offentlige sektor i land efter land?

Bud på forklaringer var der mange af, da 20.000 deltagere fra mere end 600 sociale, politiske, faglige og andre slags NGO-organisationer og bevægelser i sidste uge var samlet til European Social Forum i London. Blandt dem var en delegation på 36 fra BUPL og næsten ligeså mange fra Pædagogstuderendes LandsSammenslutning (PLS).

Midt i al diversiteten var der dog én forklaring og én antagelse, som gik igen. Forklaringen gik på, at det er den globaliserede neo-liberalisme, altså en særlig perverteret form for kapitalisme, som vil overlade alt til markedskræfterne, som er det basale problem. Antagelsen er, at der er andre og bedre måder at indrette sig på. "En anden verden er mulig" lyder således bevægelsens hovedparole.

At denne tredje europæiske udgave af græsrøddernes topmøde netop blev holdt i London var ikke noget tilfælde. I Europa var Storbritannien under Margaret Thatcher først til at gennemtvinge en neo-liberalistisk nyordning af samfundet. Andre landes politikere har taget ved lære, så de britiske værter syntes, at det var blevet pay back time.

Og betalt tilbage blev der. Arrangementet forløb stort set gnidningsfrit. Den vistnok eneste mislyd kom, da et angiveligt højtstående medlem af den USA-indsatte regering i Irak blev smidt ud fra et møde, han var blevet inviteret til. Andre mente dog at vide, at der var tale en irakisk fagforeningsmand af kommunistisk observans, som var udsat for en smædekampgane fra en gruppe trotskister og maoister.

Apropos højtstående. Londons venstreorienterede borgmester Ken Livingstone, som den britiske premierminister Tony Blair bare ikke snupper, udtalte ved åbningen sin fulde støtte til arrangementet. Til stede ved åbningen var også Gerry Adams, det kontroversielle nordirske Sinn Fein-politiker, samt Adelia Guevara, børnelæge på Cuba og datter af revolutions-ikonet Che Guevara.

George W. Bush og Tony Blair var der til gengæld ikke, men kom alligevel til at spille en hovedrolle gennem det tre dage lange forløb, udsat som de var for foragt og fordømmelse især på grund af krigen i Irak.



Stop Krigen. Hvordan et møde med 20.000 deltagere lader sig opføre? Man definerer en akse, hvorom det hele drejer. Denne gang "Stop Krigen (i Irak, red.)", "For global fred og retfærdighed", "Nej til racisme", "Offentlig service, ikke privat profit", "Lighed og diversitet" og "En bæredygtig verden". Inden for hvert af de seks hovedtemaer benyttes forskellige mødeformer: plenarforsamlinger, seminarer, workshopper og kulturelle events af fra to til tre timers varighed. Møderne, løseligt anslået 600-700 stykker og blandt dem workshoppen "Børn og Neo-liberalisme", som BUPL arrangerer i samarbejde med Storbritanniens største fagforening, UNISON, starter klokken 9.00 og slutter klokken 21.00. De virkeligt udholdende går videre til fest eller når en pint of lager på nærmeste pub.

Rammerne i London er dels Alexandra Palace, et monstrøst viktoriansk bygningsværk fra 1873, som engang husede BBC, og hvorfra det første TV-program blev udsendt i 1936, dels 11 forskellige adresser i universitetskvarteret i Londons bymidte.

Til at holde sammen på det hele, herunder forestå simultantolkning til samtlige hovedsprog, er der siden 2002 opbygget en stab af 5000 frivillige.

Den afsluttende demonstration under parolerne "Stop krigen, nej til racisme, slut med privatisering" samlede ifølge arrangørerne tæt ved 100.000 deltagere. Politiet siger 20.000, så det korrekte tal befinder sig formentligt et sted midt i mellem.

Næste udgave af European Social Forum er henlagt til Athen i Grækenland i 2006, mens World Social Forum mødes allerede i januar i 2005. Det sker i Porto Alegre, byen i det sydlige Brasilien, hvor det hele startede i 2001.



World Social Forum

World Social Forum (WSF) er i henhold til det charter, som blev formuleret i 2001, et "åbent mødested for refleksiv tænkning, demokratisk idedebat, formulering af forslag, fri udveksling af erfaringer og samarbejde om effektiv handling mellem grupper af bevægelser i det civile samfund, som er imod neo-liberalismen, imod en verden domineret af kapitalkræfter og imod enhver form for imperialisme". Hvad man går ind for er "et samfund, som tilstræber frugtbare relationer mellem mennesker og mellem menneskene og jorden".

WSF kan ikke træffe beslutninger, som binder de tilsluttede organisationer. Der stemmes ikke om tingene, hvorfor flertallet heller ikke bestemmer over mindretallet.

WSF beskriver sig selv som en proces, som tilskynder de tilsluttede organisationer og bevægelser til at udvikle deres handlinger fra det lokale til det nationale og internationale niveau og til (...) at sætte deres eksperimenter og erfaringer på den globale dagsorden med henblik på opbygningen af en ny og solidarisk verden.



London - en succes

Allan Baumann fra BUPL's forretningsudvalg, som siden 2002 har fulgt udviklingen, kalder London-udgaven af European Social Forum en succes.

"Deltagerkredsen udvides for hver gang. Det stærke ved projektet er mangfoldigheden. Det er den, der giver bredden, og der er også den, vi skal stå vagt om."

Der er kræfter inden for bevægelsen, som mener, at den bliver mere slagkraftig, hvis der indføres en anden struktur.

"Diskussionen går på, om det som nu skal være et forum for erfaringsudveksling og samarbejde, eller om der skal kunne træffes bindende beslutninger. Det sidste er jeg imod, fordi bevægelsen så risikerer at komme ud i ødelæggende magtkampe."

Det, der ifølge Allan Baumann først og fremmest gør det interessant og vedkommende for BUPL at engagere sig i socialt forums arbejde, er, at kampen mod privatiseringen af den offentlige sektor her er sat på en global dagsorden.

"Landene befinder sig på forskellige niveauer i den udvikling, men problemstillingerne er de samme, og det virkelig slemme, som er overgået andre, kommer til os, hvis vi ikke i fællesskab får vendt udviklingen."

Allan Baumann opfatter det ikke som kontroversielt, at BUPL er del af en sammenslutning, som, trods sin mangfoldighed, har en klar venstreorienteret og meget kapitalisme-kritisk tendens.

"Mit udgangspunkt er, at vi skal være i London og i Nr. Snede, hvis det er det, der skal til for at varetage pædagogernes interesser. Det mener jeg, der er bred tilslutning til i BUPL, selv om der da nok er nogle, som vil være uenige i den konkrete prioritering."



Voxpop

Karin Pedersen, SFO-pædagog i Odense, tillidsrepræsentant og medlem af BUPL Fyns bestyrelse:

"Jeg havde hørt om de mange mennesker, som ville noget andet end det etablerede system. Det ville jeg gerne deltage i og var heldig at være en af de to fra bestyrelsen, som efter lodtrækning fik lov at tage af sted.

For en gammel, rød socialist, der tit og ofte er blevet beskyldt for at være forstokket, har det været en stor oplevelse. Jeg bemærkede for eksempel, at der findes en fraktion for trotskister. Jeg troede, den slags for længst var forbi. Men den socialistiske vision lever åbenbart i bedste velgående, i hvert fald her i London. Det bliver man altså glad for."



Anne Lund Nielsen, fællestillidsrepræsentant for SFO-pædagogerne i Odense og på femte år medlem af den fynske BUPL-bestyrelse.

"En bedre verden er mulig, og sammen bliver vi stærke. Jamen, det tror jeg på. Jeg har aldrig været politisk organiseret, men altid politisk interesseret og kan sagtens se, at det her kan give et kick af begejstring til os, der er med. Og også give anledning til, at der bliver knyttet nyttige, internationale kontakter, men det er nu nok mest på topniveauet, at det sker.

Det, jeg ikke kan blive enig med mig selv om, er, hvorvidt det gavner medlemmerne af BUPL, at jeg er her, eller om det mest er for min egen udviklings skyld. Jeg er ikke kommet til nogen konklusion endnu, men jeg mener under alle omstændigheder, at det er godt, at det sociale forum findes."



Juan Calero, souschef i Albertslund, tidligere hovedbestyrelsesmedlem og stadig med i bestyrelsen i BUPL Afdeling 4.

"I disse individualistiske tider er det overvældende, at der kan samles 20.000 til en begivenhed, der i den grad betoner fællesskabets værdier. Det forekommer mig endda, at flertallet af deltagerne er purunge teenagere. Noget er i gære, vinden er ved at vende, tror jeg.

Derfor undrer det mig også, at ikke engang de lidt mere progressive medier i Danmark, jeg tænker på Politiken, Information og DR, med et ord har fortalt om begivenheden. Det er simpelthen udslag af dårlig dømmekraft."



Maria Petersen, 5. semester studerende på Odense Socialpædagogiske Seminarium og medlem af lokalbestyrelsen for Pædagogstuderendes LandsSammenslutning.

"Uh, det har været svært at vælge mellem alt det, jeg godt kunne tænke mig at deltage i. Og derfor også ekstra træls, at to af de tre workshops, jeg valgte mig ud, blev aflyst. Den største oplevelse har været workshoppen "Art, not war". En meget kreativ proces, hvis politiske pointe var, at man kan gøre modstand mod krig på mange måder. Opgaven, når jeg kommer hjem, bliver at udbrede de vigtige diskussioner, som er foregået her. Det ser jeg frem til, selv om det nok ikke bliver så let."