Elisa er klar til valg - er du?

Elisa Rimpler fortæller, hvordan BUPL arbejder for at få børn og pædagoger på dagsordenen under valgkampen. Du kan også gøre en vigtig indsats, siger hun.

Efter folketingsvalget 5. juni får en ny regering roret. Et nyt regeringsgrundlag giver pejling for fremtidens politik – herunder også børnepolitik.

Lige siden det seneste folketingsvalg for fire år siden har BUPL forberedt sig på valget. Hver eneste dag har vi arbejdet med at sætte børnenes og pædagogernes sag på dagsordenen, fortæller formand Elisa Rimpler.

»Vi har gjort det ved at køre kampagner på de sociale medier, gennemføre analyser, sprede viden, være synlige og ved at følge, hvordan pengene bliver brugt i kommunerne. Vi dokumenterer pædagogernes pressede hverdag, og vi støtter stærke forskningsprojekter på børneområdet. Og vi er i dialog med partierne om bedre normeringer,« siger hun.



Hvordan kan pædagoger selv gøre politikere opmærksomme på børnenes og deres sag?

»BUPL er jo et fællesskab og en forening af pædagoger, og vi har brug for hinanden. Vi har brug for, at den enkelte pædagog står frem og fortæller om den virkelighed, som vi og børnene hver dag står i. Ikke mindst under et folketingsvalg, hvor der er langt fra christiansborgpolitikerens virkelighed til virkeligheden ude i institutionerne og på skolerne.«



Hvordan skal de gøre det?

»Mange pædagoger gør et kæmpe stykke arbejde med at skrive læserbreve, blogindlæg og skrive direkte til både lokal- og landspolitikere for at gøre dem opmærksomme på både pædagoger og børns pressede vilkår. Under valgkampen kan pædagoger være med til at gøre en forskel ved at møde op til så mange debatter med kandidater som muligt, deltage i andre lokale aktioner og bakke op om de landsdækkende kampagner på de sociale medier, som vi sætter i værk. Jo flere vi sammen når ud til med vores budskab om at stemme for et godt børneliv, jo stærkere står vores sag i valgkampen.«



Er der andre dagsordener end børnedagsordenen, BUPL prøver at tale ind i?

»Rigtig mange andre dagsordener i valgkampen har også betydning for pædagogers liv og arbejdsliv. Selv debatter om forsvaret har en betydning, fordi de handler om prioriteringer af pengene. Debatter om sundhed handler også om mental sundhed og altså både om børns trivsel og trivsel i arbejdslivet. Debatter om klima og bæredygtighed handler i høj grad om, hvilken verden vi vil give videre til vores børn og børnebørn, og hvordan vi tager ansvar for at ruste børnene til fremtiden. Det handler ikke mindst om at lære børnene empati, fællesskabsfølelse og at passe på hinanden og verden. Dannelsen starter så at sige i vuggestuen.«



Skal der stå minimumsnormeringer i daginstitutioner et sted i regeringsgrundlaget, når politikken formuleres af den nyvalgte regering?

»Regeringsgrundlag er aldrig særligt specifikke, så vi skal ikke blive skuffede, hvis det ikke står med lige det ord, men det er vigtigt for os, at den kommende regering dedikeret vil arbejde på at finde en løsning på de alt for dårlige normeringer, som børn og pædagoger mange steder hver dag lider under. Genopretning af børneområdet og minimumsnormeringer er et klart mål for os. Og det er faktisk ikke nogen luksusmodel, vi beder om. Vi kræver blot, at der sikres et bundniveau for normeringer i danske dagtilbud, og hvis Christiansborg giver penge til bedre normeringer, så skal de også bruges til præcis det i kommunerne.«



Hvilke andre mål har BUPL i valgkampen?

»Eksempelvis på skoleområdet at få politikerne til at ville sikre en økonomi, der gør det muligt at få SFO'erne og fritidsklubberne på benene igen. Her handler det om at være pædagoger nok, også i skoletiden, så der bliver tid til lærer- og pædagogsamarbejdet og tid til forberedelse. Økonomi til det forebyggende arbejde og inklusion er også vigtigt, da vi lige nu oplever, at mange børn og unge har det svært og mistrives. Pædagogerne lider også, og mange får stress, og derfor arbejder vi i valgkampen på at påvirke politikerne til at ville sikre pædagogerne et godt arbejdsliv og en værdig tilbagetrækning, før man er slidt ned til sokkeholderne.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.