For dyr

Udenfor hænger skyerne som et gråt slør over haven. Det er en af de dage, hvor solen ikke rigtig står op.

Indenfor sidder pædagogen Pernille Egebak ved stuebordet med en kop te, mens katten lister rundt i et roligt tempo på gulvet. Her i huset i Ringe på Fyn har ingen travlt.

Pernille Egebak blev uddannet pædagog i 1982, men siden maj sidste år har hun gået arbejdsløs. Panikken har ikke bredt sig endnu, og hun klarer situationen bedre, end da hun gik ledig i 1989. Hun læser en del, laver god mad, går ture, og alt det, der er for travlt til i mange andre danske hjem. Alligevel er hendes situation frustrerende.

Én gang har hun fået at vide, hun var for dyr, da hun fik afslag på en ansøgning til et vikariat. Selv om hun kun er 47 år, har hun for længst ramt det højeste løntrin og er nu blevet en af de "dyre".

"Det er da et problem for institutionerne, hvis de ikke har råd til de erfarne. Vi kan hurtigt få overblikket over en børnegruppe, se hvilke typer børnene er, vide hvad en treårig bør kunne. Vi har erfaring med at samarbejde med talepædagoger, skrive udtalelser, snakke med forældre. Alt det sidder på rygraden," siger Pernille Egebak.

Hun er nærmest mere ked af, at hun ikke kan bruge sig selv til at gøre noget godt for børnene, end hun er ked af, at hun skal gå hjemme. Især fordi hun føler, der er brug for hende.

"Op gennem 90'erne er der kommet flere børn ind i daginstitutionerne, uden der er blevet ansat mere personale. Jeg kunne mærke, at vi ofte manglede hænder, at du stod alene med 18 børn om eftermiddagen, og der ikke var vikarer under sygdom. Arbejdet er blevet mere stressende, og der er børn, som ikke får en ordentlig støtte," siger Pernille Egebak.

Hun vil hellere arbejde 25 timer for de dagpenge, hun får, frem for at være arbejdsløs. Men hun erkender, at der er en risiko for, at kommunen så bare ville skære de 25 timer væk et andet sted.

"Jeg ved, at børnene er pressede. Man snakker om, at den sociale arv skal brydes, men der er ingen handling bag ordene," siger Pernille Egebak.

Derfor føler hun også, det er paradoksalt, at hun ikke kan få et arbejde. Men det svært her på Fyn som mange andre steder i landet.

Pædagogen skriver ansøgninger, når der bliver slået et job op, og så har hun gået rundt til flere daginstitutioner i Ringe for at søge vikararbejde, hvilket hun også har fået nogle gange. Alligevel kommer hun til at føle sig skyldig, når hun er i kontakt med arbejdsformidlingen. Hun føler, at man får en etikette på sig, som siger, at man bare kan få sig et arbejde.

"Mødet med arbejdsformidlingen er ubehageligt. Tonen i papirer og breve får en til at føle sig skyldig med det samme, som om man på forhånd har tænkt sig at snyde," fortæller Pernille Egebak.

Pædagogen er dog stadig optimistisk. Snart skal hun begynde på praktikvejlederuddannelsen på CVU Fyn. Hun skal gå til undervisning tre gange to uger, og forløbet slutter med en eksamen. Pernille Egebak håber, uddannelsen forøger hendes chancer for at få et arbejde, så hun kan komme tilbage til børnene.