Dogmeleg

To forbipasserende trækker på smilebåndet, da de går forbi legepladsen ved Fritidsklubben Smilehullet på Amager.

Det er ikke hver dag, de ser 12 pædagoger og medhjælpere, der skiftevis brøler som aber, slår sig på brystet og udstøder Tarzanskrig.

Som med små skridt vimser rundt i gården, mens de basker med vingerne og pipper som kyllinger. Eller som går med knæene samlede i noget, der ligner Amagermesterskaberne i kapgang for kalveknæede.

De ser 12 voksne, der gør noget så usædvanligt som at lege sammen. Som drøner rundt, leger fangelege og har det rigtig, rigtig sjovt med det.

Midt blandt legesyge pædagoger løber en slank mand rundt i blå arbejdsbukser og en løjerlig brun skindhat og leder slagets gang. Han hedder Lars Hazelton, og han er manden, der på rekordtid har fundet pædagogernes indre legebarn frem.

Den integrerede institution Smilehullet består af fritidshjem og fritidsklub. Her har godt 160 børn mellem seks til tretten år deres daglige gang, og det er mange børn. Ikke mindst når de skal lege på det sparsomme areal, der omgiver institutionen.

Derfor står den ofte på mooncars, rulleskøjter eller rundbold, mens pædagogerne påtager sig rollen som gårdvagter, der skridter rundt og sørger for god ro og orden.

Det er ikke kun pladsen, der kniber med. Også pædagogernes fantasi er blevet støvet og rækker som oftest ikke længere end til dåseskjul eller tagfat, når der skal sættes gang i en fælles leg. De indrømmer det selv, og det vil de gerne have lavet om på.

Derfor er Lars Hazelton hyret for en dag for dels at gennemgå legepladsen og give gode ideer til indretning, dels at give pædagogerne inspiration til nye lege. Og han ved, hvad han taler om. Til daglig er han pædagogisk leder af

Idrætshistorisk Værksted i Gerlev ved Slagelse og ekspert i gamle lege. Dogmelege kaldes de, og de har eksisteret i hundredvis af år, men er nu ved at gå i glemmebogen. Blandt andet derfor drager han gerne landet rundt for at give sin viden om legene videre.



Bacillerne flyver rundt. Lars Hazelton går lige til sagen, da han træder indenfor i institutionen klokken 9.00. Med sig har han sin brune skindhat, en taske fuld af legerekvisitter og sin fem-årige søn Jesper, der er taget med, fordi "det er ikke sikkert, jeg kan nå at hente ham, inden hans institution lukker."

"Det er godt, at børn dyrker idræt i fritiden, men de skal også ud i løbet af dagen, og det kommer de ikke nok. De skal ud at lege. Ved at lære de gamle lege og spil, får I endnu et pædagogisk redskab. Legene er rasende simple og kræver stort set ingen rekvisitter. En pind eller en klud er alt," fortæller Lars Hazelton.

Udenfor trækker sorte skyer sammen. Der er lagt i kakkelovnen til et godt regnskyl.

"Er det godt vejr i dag?," spørger han og følger selv op:

"JA. Det er yderst sjældent, at vi ikke kan være ude. Det er et spørgsmål om påklædning og aktivitet. Jeg har set mange institutioner, hvor man ikke kommer ud, fordi de små fryser! Det er rystende. Imens flyver bacillerne rundt, og ungerne bliver syge. Jeg ved ikke, hvad det er for en logik, der styrer."

"I skal bruge uderummet som pædagogisk redskab. Mange mener, at pædagogik foregår inden døre. De har holdninger til, hvordan puderummet skal være, men ikke til at være ude. Det bliver nærmest en gårdtur, der snarere handler om, hvornår de kan komme ind igen. Det er synd. Selvom I har et håbløst uderum, kan I lave masser af godt, pædagogisk arbejde med ungerne. Og det er ikke et angreb på musikværksteder og malerværksteder. De er også vigtige. Men det er det også at komme ud nogle timer om dagen. Også for jer voksne," siger Lars Hazelton, og med den svada bliver pædagogerne gennet udenfor. Det er tid til at lege.



Lege som ler. Pædagogerne samles i en rundkreds i gården, tager hinanden i hænderne, bukker og siger godmorgen. Små step på stedet for at få kroppen i gang.

"Vi laver lige lidt let opvarmning, uden at det skal udarte sig til egentlig idræt. Bare rolig," lyder det fra Lars Hazelton, og de første smil bryder frem i rundkredsen.

Det er nu, aberne og Tarzan'erne kan ses - og høres - blandt latterudbruddene.

Så introduceres de for Kispus. En gammel flirteleg, som ungdommen legede i gamle dage.

Pædagogerne står med hinanden i hænderne i en rundkreds. Én står i midten, og det handler om at skifte plads. To blinker til hinanden og løber tværs over midten. Personen i midten skal fange dem, der løber. Bliver man fanget, må man selv ind i midten.

"Når I leger den leg med børn, spørger de altid, om de skal holde hinanden i hånden. Det skal de! Ellers kan ham i midten ikke se den bevægelse, de laver. Derfor skal I arbejde lidt med aversionen mod at holde hinanden i hænderne. Børn i børnehaveklasse og 1. klasse har tit problemer med at blinke, så de kan nikke til hinanden i stedet for. Men hvad værre er. Mange af de små kan ikke tie stille. De kalder på bedsteveninden, men så kan man jo indføre, at børnene skal råbe navnet på den person, de vil bytte med. Eller råbe særlige karakteristika som for eksempel: Stribet halstørklæde. Sorte sko," forklarer Lars Hazelton.

Den oplysning går rent ind hos deltagerne.

"Ubarberet," lyder det fra en, da han skal kalde på kollegaen overfor.

"Briller. Overskæg. Grønne bukser med svaj," kommer det fra andre.

Leger man Kispus med mindre børn, deler de sig ofte op i par. Derfor kan legen også have to stående i midten, mens børnene i rundkredsen parvis skifter plads. I stedet for at råbe til hinanden, kan de efterligne en bevægelse - for eksempel at ryste på hovedet eller gå ned i knæ. Kun fantasien sætter grænser.

"I skal forholde jer til legene som til en klump ler. Form dem, som I har lyst til. Der er ikke noget internationalt legeforum, der har fastsat bestemte regler," råber Lars Hazelton til de blinkende, hostende og hoppende pædagoger, der suser ind og ud af rundkredsen.



Kaffe i gården. Instruktøren er hidkaldt for at genopfriske legen hos pædagogerne i Smilehullet, fordi institutionen har lavet en række omstruktureringer. I stedet for stueinddeling er der nu lavet forskellige værksteder, som børnene selv vælger til og fra. Også legepladsen er udnævnt til værksted, og det gav anledning til diskussioner i personalegruppen, fortæller souschef Snezana Planjanin, der er ophavskvinde til besøget af den legende instruktør.

"Vi var trætte af at gå rundt uden for med kaffekopper i hånden og holde opsyn. Vi ønsker aktivitet i stedet for, og vi vil gerne bruge os selv noget mere," siger Snezana Planjanin.

Det er den ene ting. Den anden er, at pædagogerne gerne vil have, at børnene bliver mere sociale.

"Vi skal væk fra to børn, der leger sammen med hinanden og holder andre ude. Men vi har manglet ideer til, hvordan vi holder flere i leg. Børnene vil gerne fælleslege, men det er os voksne, der mangler inspiration. Alle kan lege, og alle er glade for at lege, men alligevel er der en rimelig stor gruppe af børn, der keder sig. Det er den gruppe, vi gerne vil have fat i. Og børnene er utrolig glade, når vi voksne er med," siger Snezana Planjanin, der ikke tøver, når hun skal beskrive det input, Lars Hazelton giver hende og kollegerne.

"Genialt."

Så er det sagt.



Begræns legerummet. "Hvordan ser en gepard ud på Amager," spørger Lars Hazelton, og straks river pædagogerne kløerne frem.

"Grrrrr," lyder det faretruende.

Næste leg hedder Aberne i træerne - en anden variation af tagfat.

"Geparder elsker abesteg, og der er kun én måde, man kan undgå at blive taget. Det er at finde sammen to og to, stå på ét ben og sige som en abe. Hvis man bliver taget, bliver man til en gepard," forklarer Lars Hazelton, inden han lægger ansigtet i abefolder med tilhørende lyde. De andre følger trop bortset fra geparden, der med hvæssede kløer jagter de stakkels aber på hele institutionens uderum.

Men det viser sig at være en fejl.

"Det værste, der kan ske, når man leger tagfat, er at have et rum, der ikke er afgrænset. Det er en håbløs opgave for den, der skal fange, og man bliver udstillet, hvis man er en dårlig løber. Halte Marie og Tykke Niels gemmer sig, og legen går hurtig i stykker. 20 gange 25 meter er et passende område. Det kan også være svært at se, hvem der er dén i tagfat. Derfor kan et tørklæde være en god ide," forklarer Lars Hazelton.

Der er efterhånden gået en time med fri leg, og pædagogerne sveder, puster og trænger til kaffe. Imens skridter Lars Hazelton en tur rundt på legepladsen, der domineres af en stor jordhøj omkranset af store kampesten. Som sådan en god ting at have og så alligevel ikke.

"En høj er dødgod at løbe op og ned af. Men her er stenene i vejen. Børnene risikerer at slå sig på dem, hvis de falder. Men fjerner I stenene, løber jorden ned, når det regner. Højen er dybest set i vejen. Hvis den var asfalteret, kunne den bruges hele året. Det er et typisk eksempel på en arkitekt, der har tegnet en høj, der passer ind i landskabet. Men han har ikke lige tænkt på, at det er børn, der skal bruge den. Den fylder også meget. Tænk på, hvor meget plads, børnene ville have til at løbe, hvis den ikke var der," siger Lars Hazelton og fortsætter:

"Jeg ser tit, at børnehaver er fyldt med hyggekroge og legeredskaber overalt, og hvor flisearealerne bruges til mooncars. Men hvor kan en fireårig komme i løb?"



Legekulturen bliver ødelagt. Kaffekopperne er tomme, og nye lege venter. For helt små børn er "farlige besøgslege" velegnede. For eksempel "Hvad er klokken Hr. Ræv?"

"I er små kyllinger, men jeres mennesker er rejst, og nu er I sultne og må ud i skoven efter mad. Og der bor ræven! Men han spiser kun klokken tolv, og derfor skal I spørge ham, hvad klokken er, mens I går rundt. Først svarer han klokken 10, så 11, og når han siger "klokken er 12" og råber "spisetid," gælder det for kyllingerne om at løbe hjem i hønsegården. De, der bliver fanget, bliver til ræveunger," råber Lars Hazelton.

Det er vigtigt at holde fast i klokkeslættene.

"Ligesom i eventyr er det tredje gang, det farlige sker. Rammen for legen er at bruge fortællingen. Gør I det, har I børnene i jeres hule hånd. Og så har måden, der bliver sagt "spisetid" på, også betydning. Jeg har set en dreng fra 2. klasse, der kunne være op til 30 sekunder om at svare kyllingerne. Han fik hele klassen til at dirre, fordi han legede med ordene. Andre gange svarede han med det samme, så de vidste aldrig, hvad der skete."

Pædagogerne pipper, griner og løber. Indtil nu har de ikke brugt andre rekvisitter end et par tørklæder. Alligevel har de været gennem en række forskellige lege, og de har haft det sjovt.

Lars Hazelton introducerer dem til Slå munk. Et spil, hvor der skal bruges en række træstave, der kastes efter en høj træklods - den såkaldte munk. Munken kan købes, men man kan også sagtens laves den selv.

Meningen med dogmelege er nemlig også, at der ikke skal bruges en række avancerede rekvisitter.

Lidt maling på en asfaltgård, kridt til at indramme en løbebane eller tegne en hinkerude og klude og træpinde er alt, der skal bruges for at sætte gang i et utal af lege.

"Nu har vi leget i flere timer, og vi har kun brugt fire klude. Der er ikke mange ting i vores samfund, der kan holde så mange mennesker i gang med så få redskaber. Derfor er dogmelege gode. For de handler ikke om ressourcer," understreger Lars Hazelton.

Alligevel er legene ved at forsvinde ud af vores bevidsthed.

"Det tager ikke mere end en til to børnegenerationer, så er en legekultur ødelagt. Mange steder bliver børnene passet i aldershomogene grupper. Tidligere lærte man nye lege af ældre børn, men den overførsel bliver skåret over. Børn er hele tiden med jævnaldrende, og det er ikke særlig inspirerende."



Papmache-pædagoger. Kort før klokken 13 emmer institutionen pludselig af liv. Skolen er slut, og børnene myldrer ind. Det er tid for pædagogerne til at prøve deres nye lærdom sammen med ungerne. De deler sig ind i fem hold, og på skift prøver børnene at lege Banke Bøf, Grøftekællingen, Bjergmandens ærter, Stikke Palles øje ud, og hvad legene ellers hedder. Alle steder lyder samme melding fra pædagogerne: "Ungerne elsker det. De bliver ved og ved."



Dogmeleg betyder

- At hvem som helst kan lege hvor som helst med hvad som helst.

- At man ikke altid behøver trænere, ledere, lærere, pædagoger eller terapeuter for at udfolde legene, men at inspiration i ny og næ i form af voksendeltagelse og vokseninteresse ikke er af vejen.

- At man ikke nødvendigvis behøver særligt indrettede parker, baner, stadioner, haller eller huse for at lege, men at nærmiljøet i reglen trods alt byder på områder, som med beskeden indsats kan forvandles til mødesteder for spontan udfoldelse.

- At rekvisitter og udstyr ikke behøver at være en bekostelig affære, men at de findes lige ved hånden, kan fremstilles af deltagerne selv eller erhverves uden større omkostninger.



6.000 kroner

Det koster 6.000 kroner plus transport at få en instruktør fra Idrætshistorisk Værksted i Gerlev på besøg en dag.

Instruktøren underviser op mod 20 pædagoger samtidig.

Idrætshistorisk Værksted tilbyder også kurser for både børn og voksne i Gerlev, hvor der ligger en stor legepark.

Du kan læse mere om dogmelege på hjemmesiden www.ihv.dk.