Den sunde slåskamp

Louise og Maria betragter hinanden fra hvert sit hjørne af arenaen. Så snart signalet til kamp lyder, bevæger de sig ind mod midten og tager brydetag på hinanden. Akkompagneret af høje hvin, begejstrede kampråb og masser af grin aser og maser de krop mod krop.

Til sidst lykkes det Louise at skubbe Maria væk fra måtten og ud i sandet. Sejren er i hus! De to piger giver hånd og når lige at sige tak for kampen, inden den næste udfordrer står klar på måtten. Louise og hendes nye modstander samler deres hænder foran brystet og hilser på hinanden med et let buk. En ny brydekamp går i gang.

Børnene i Fritidshjemmet Himmelblå er vant til at slås. Pædagogerne på institutionen, der ligger i Harlev vest for Århus, bruger slåskultur som et pædagogisk redskab. De lærer blandt andet børnene at aftale regler, at slås på fair vilkår og ikke mindst at respektere modstanderen uanset udfaldet af kampen.

"Børnene må gerne være glade for en sejr, men de må ikke hovere. Det kan de godt finde på, og så taler vi med dem om, at det ikke er fedt at blive hånet. De kan godt huske, hvordan det mærkes i maven, når det går ud over dem selv," siger fritidshjemmets leder, Irene Blume.

Pædagogerne hører også tit børn ærgre sig højlydt over et nederlag.

"Det gør ikke noget, at de bliver sure over et nederlag. Når man stiller op til kamp, er der altid en risiko for at tabe. Men når de har talt til ti, snakker vi om, hvad de kan gøre anderledes, så de måske vinder næste gang," siger pædagog Klaus Rasmussen.



Grundlæggende regel. "Nu synes jeg, vi skal lave numsebrydekamp. Kan I huske reglerne," spørger Irene Blume.

"Ja, vi må kun bruge røven til at skubbe med," lyder det fra en af pigerne.

Selv om børnene går op i slåskampene med liv og sjæl, er der altid én grundlæggende regel, de skal overholde:

Før de går i gang, skal de aftale reglerne for kampen. De skal være enige om, hvornår man har vundet, og om hvordan man slipper ud af en kamp, hvis det begynder at gøre ondt, eller hvis man bare ikke har lyst til at være med længere.

"Nogle børn kan magte slåskampene selv, andre skal have en voksen med. Ikke kun til at styre, men også som en del af kampene. Børnene synes, det er sjovt, når vi er med til at slås," fortæller Irene Blume.

Børnene på Himmelblå har altid tumlet i puderummet. Når pædagogerne er begyndt at bruge slåskampene mere bevidst, skyldes det inspiration fra Irene Blumes mand, seminarielærer Michael Blume, der har skrevet en bog om slåskultur.

"Vi begyndte med små skubbe- og trækkelege, og så har det udviklet sig derfra. Børnene har lært at følge nogle regler, som gør, at legene ikke går over gevind. Vi får de vilde armbevægelser ned i et niveau, hvor de er til at styre, og børnene er selv meget bevidste om, hvornår reglerne er overtrådt. Det gør, at jeg føler mig på sikker grund, når børnene tumler med hinanden," siger Klaus Rasmussen.

Tidligere havde pædagogerne en tendens til at genne drengene ind i tumlerummet, når de blev vilde og støjende, erkender Irene Blume.

"Det kan godt være, at børnene selv vælger at gå i tumlerummet, men vi lukker ikke uden videre døren bag dem og lader dem tumle alene. Vi hjælper dem med at iscenesætte kampene, og det lærer de utrolig meget af. Vi kan se, at de bruger det i andre lege. De er blevet rigtig gode til at aftale reglerne fra start og til at stoppe og revurdere dem, hvis ikke de fungerer. Det er ikke sjovt at spille rundbold, hvis det ene hold er meget stærkere end det andet," siger Irene Blume.



Hud mod hud. Bag pigerne er fire drenge i gang med en voldsom fight på sværd, men snart bliver de tiltrukket af brydekampene. Intensiteten i kampene stiger mærkbart, da de to køn begynder at kæmpe mod hinanden.

"De ældste af vores børn har en alder, hvor de ikke giver hinanden ret mange knus. I slåskampene kan de ikke undgå at røre hinanden. De mærker hud mod hud og sved mod sved. Legen og kampen løser op for de kropslige blokeringer mellem børnene. De mærker også sig selv, fordi de kommer i kontakt med deres fysiske grænser. Især når de må slå i måtten som tegn på, at de giver op," siger Irene Blume.

Piger bliver tit sat i bås som pæne og stille, men slåskampe er ikke kun for drenge. Pigerne i Himmelblå er også meget begejstrede for at bruge deres kroppe, understreger Klaus Rasmussen.

"Pigerne vil også være vilde. De vil gerne vise, at de kan markere sig over for de højrøstede drenge på stuen. Pigerne har lige så meget brug for at hævde sig," siger han.

Det er hans erfaring, at de fleste børn gerne vil slås.

"Nogle børn står på sidelinjen og betragter de andre i lang tid. Men lige pludselig har de et sværd i hånden, og i takt med at de kæmper, føler de sig stærkere," siger Klaus Rasmussen.



En arm på ryggen. Simon kaster sig frem og dykker ned for at få fat i Silas' ben, så han kan vælte ham omkuld. Men Silas undviger, og kampen udvikler sig til en lang og jævnbyrdig affære på midten af måtten. Med en sidste kraftanstrengelse lykkes det alligevel Simon at mase Silas ud over det ene hjørne.

Børnene er gode til at udfordre hinanden, og hvis et barn vinder tre brydekampe i træk, laver de måske en regel om, at han skal kæmpe med den ene arm på ryggen. Den slags handicap gør også, at de voksne kan kæmpe med børnene på fair betingelser.

"Der skal mod til at gå ind til en modstander, der er større end én selv. Men måske vinder den lille, fordi den store har fået et handicap. Børnene er selv med til at udvikle reglerne og får på den måde indflydelse på kampene, selv om de kun kigger på," siger Klaus Rasmussen.

Han er ikke i tvivl om, at der kommer bedre mennesker ud af slåskulturen.

"Det er bedre, at vi lærer børnene at slås, end at de senere kommer i slagsmål og bliver ved med at sparke til modstanderen, selv om han ligger ned. Hvis vi præsenterer dem for slåskultur gennem længere tid, får de respekt for modstanderen og lærer at trække sig i tide," siger Klaus Rasmussen.

Slåskulturen er blevet en del af hverdagen i Himmelblå. Ingen forældre har på noget tidspunkt undret sig over, at deres børn lærer at slås. Men slåskulturen er heller ikke det eneste redskab, pædagogerne tyr til, understreger Irene Blume.

"Slåskultur er ikke bare lyset. Men sammen med sang, musik og teater gør den os bevidste om at arbejde med børnenes fysik," siger hun.





Slåskulturens mål:

- at lære børn at kæmpe en ærlig kamp

- at de lærer at kæmpe hensynsfuldt

- at de lærer slåslege og deres variationer at kende

- at de selv kan regulere og dømme en kamp

- at de får direkte og elementære kropserfaringer

- at kropserfaringer fører til erkendelser om sig selv, ens kunnen og ens grænser og til erkendelser om sociale værdier og normer, som er forbundet med at kæmpe.



De vigtigste regler

- kæmp med hinanden, ikke mod hinanden

- find en partner med samme størrelse eller vægt

- kæmp fair: Det er forbudt at slå, sparke, knibe, kradse og bide. Og det er forbudt at slå i hovedet og i skridtet, og hvis der er store piger med også på brystet

- hvis en af de kæmpende råber "stop" eller klapper med hånden på gulvet, skal man holde inde med det samme

- giver pædagogen et bestemt signal, skal kampene afbrydes med det samme

- inden kampen begynder, skal du spørge din modstander: "Er du klar?"

- respekter dommerens afgørelser.







Kamplege fra bogen



Whopper

To børn ligger oven på hinanden med hoveder og fødder hver sin vej. De er brød. Imellem brødene ligger et tredje barn og er bøf. Bøffen ligger på tværs af de to brød og skal så hurtigt som muligt mave sig ud af brødene. Brødene skal holde godt sammen for at forhindre det.



Bagdelkamp

De to modstandere står ryg mod ryg 10-20 centimeter fra hinanden. Det gælder om at skubbe med bagdelen på en måde, som får modstanderen til at tage et skridt frem.



Kamp om øen

To modstandere står over for hinanden på en ø i form af en måtte, et liggeunderlag eller et tæppe. Opgaven er at skubbe den anden ud fra øen og i havet. Men de må ikke bruge deres hænder, som de derfor har over kors eller samlet på ryggen. Hvem forsvarer øen bedst?



At skubbe bold

To modstandere ligger på maven over for hinanden. I midten ligger en stor bold, som de begge skal forsøge at skubbe over en kridtlinje med hænderne.



Flugtforsøg

På midten af en måtte på cirka to gange to meter ligger en fange på alle fire. Vogteren ligger på knæ ved siden af ham. Fangen forsøger at bryde ud af firkanten, vogteren skal forhindre det.



Riddertvekamp

To modstandere står over for hinanden i et begrænset område på fem gange fem meter med hver sit sværd, som de selv har lavet af bløde materialer.

Kampen går ud på at slå hinanden "ihjel". Bliver man ramt på benet, må man fortsætte kampen siddende på knæ. Går det ud over armen, må den om på ryggen. Bliver man ramt på brystet, er kampen tabt. Hvis man selv rammer modstanderen i hovedet eller i skridtet, har man tabt kampen med det samme.