Den dunkle pigeverden - De vilde piger fra Randers

En gang om ugen mødes pædagog Susanne Bjørnelund med 8-10 piger mellem 14 og 18 år. Pigeklubben kalder de det, og her bliver der lagt make-up, ordnet hår, lavet ansigtsmasker og kunstige negle til den store guldmedalje.

»Pigerne interesserer sig meget for sig selv og deres udseende, og det vil vi gerne styrke dem i. Så jeg laver mange pigeting med dem,« fortæller Susanne Bjørnelund.

Fælles for pigerne i klubben er, at de har massive problemer. De passer ikke ind andre steder og er enten kriminelle eller i fare for at blive det.

Ud over den personlige pleje snakker de meget i Pigeklubben. Om stoffer, graviditet, abort, kriminalitet. Om drenge, kost og fremtiden.

For pigerne elsker at snakke, og det er deres styrke.

»Pigerne får hurtigere end drengene løst op for det, de går og slås med. De har lettere ved at erkende deres problemer og få sat ord på dem. Drenge kan du have kontakt med i flere år, før de siger noget. Pigerne lærer meget hurtigere af de hårde erfaringer, de drager på sig selv.«

Pigerne er ikke mindst gode til at bruge hinanden. I Pigeklubben oplever de, at de ikke er den eneste, der hver morgen smører madpakker til mindre søskende eller kæmper for at vække en mor, der ligger døddrukken i stuen midt om eftermiddagen.

Den viden gør en stor forskel. For selvom pigerne udadtil er hårde i filten, så har de én ting til fælles: Inderst inde er de dybt ensomme og føler sig svigtede af alt og alle.



Provinsens Chicago. Vi er i Randers - byen, der stadig kæmper med et ry som voldens by.

Her er Susanne Bjørnelund koordinator for "Projektet", der med fire voksne og et årligt budget på 1,6 millioner kroner har formået at nå ud til en stor del af byens unge kriminelle. Opgørelser viser, at otte ud af ti unge bliver rettet op.

Projektet blev dannet i slutningen af 1997, da Randers lignede provinsens svar på Chicago. Med vold, kriminalitet og en flok barske gutter, der med hård hånd og store BMW'er styrede byen og var truende og aggressive. Det var så slemt, at politiet kastede håndklædet i ringen og nærmest gav op.

Med støtte fra Socialministeriet blev de fire voksne ansat til at trave gaderne tynde. Målet var - og er - at få fat i kriminelle børn og unge under 18 år gennem opsøgende gadearbejde, og det er lykkedes. Bander med navne som Vandpytterne og H2O-babyerne er sprængt, og flertallet af de unge er med i projekter, de selv har valgt.

Susanne Bjørnelund har primært arbejdet med pigerne. For eksempel har hun haft succes med at sætte en flok piger, der lænede sig op af en kriminel løbebane med vold, trusler om vold og butikstyverier, sammen med velfungerende piger fra 13 til 17 år. Pigerne havde det fint sammen, var åbne, lyttede til hinanden og fortsatte med at se hinanden uden for klubben. Efterhånden døde klubben ud, fordi pigerne flyttede sig uden de voksnes hjælp. Alle har siden holdt sig fri af kriminalitet.

En anden gruppe af meget belastede, voldelige og aggressive piger blev også sat sammen i en pigeklub.

De skulle selv sætte dagsordenen i klubben, og de valgte de vildeste ting: de hoppede i faldskærm, var på overlevelsestur og sprang ned fra broer. Og så ville de gerne lave mad og spise sammen.

Det er Susanne Bjørnelunds erfaring, at jo større problemer, pigerne har, des vildere ting vil de lave.

Gennem klubben knyttede de venskaber og brugte hinanden. Status på pigerne er nu, at de ikke længere laver kriminalitet, og selvom medarbejderne i Projektet vurderer, at de måske bliver mødre meget unge, så har pigerne fået noget med sig fra pigeklubben - om ikke andet så lyst og evne til at bruge hinanden.



Stadig ikke gravid. Udflugter er også en del af Projektet. Pigerne kommer til Århus, i sommerhus eller til København - alt sammen for at skabe en tæt kontakt.

I gennemsnit er de med i Projektet et år til halvandet. Så er de parate til at få et andet indhold i deres liv.

Meget af Susanne Bjørnelunds arbejde består af at snakke med pigerne og deres familier.

»Vi har stadig mange vilde piger, men at være vild kan også være positivt. Voldelige piger har vi ikke længere. Dels er vi blevet bedre til at fange de unge ind, og dels er det et langt, sejt træk, der nu bærer frugt. De unge ved, hvor de skal gå hen, og de sender hinanden hen til os.«

Det betyder dog ikke, at pigerne er fromme som lam. Men de holder volden inden for egne grupper.

»De har et groft ordforråd og tyer hurtigt til vold i gruppen. Derfor snakker vi meget med pigerne om, at det er ufedt at være voldelig. Det er ikke særlig piget at slå som en mand. Vi arbejder også meget med ikke at være billig. Pigerne skal ikke udstille sig selv. De tror, det giver status, når de spreder ben, men de opnår det modsatte hos drengene,« fortæller Susanne Bjørnelund, der også taler meget med pigerne om at være ung mor.

»De er fokuserede på at få børn tidligt. De svømmer helt hen, når vi taler om det, og ser kun det lille lyserøde væsen for sig. De drømmer om at få en familie. Så en af mine kæpheste er at undgå, at de bliver gravide. Før jul mødte jeg en af mine "gamle" piger i supermarkedet, og hun rakte armene i vejret og råbte: "Susanne, jeg er stadig ikke gravid" Så de hører efter,« griner Susanne Bjørnelund.



Har kun sig selv. Pigerne kommer fra misbrugsfamilier og brudte hjem og har mange skoleskift og få succes'er med sig.

»De har tidligt oplevet svigt og stor sorg. Det er forsømte liv, piger der er gået i stykker, og det er vores job at få nogle af stykkerne sat sammen igen. Pigerne skal erkende, at de må leve med det, de har med i bagagen, for det er det afsæt, de har ind i det voksne liv. Når en pige har cirklet rundt og haft det skidt, og hun så møder voksne, hun kan stole på, voksne der kan lide hende, så falder noget på plads i hende. Og det er vores erfaring, at når pigerne først trives ét sted, breder det sig som ringe i vandet,« siger Susanne Bjørnelund.

»I Projektet kan de være den, de er. Når en pige som ni-årig har slået en mand bevidstløs med en flaske, fordi han var ved at skære halsen over på hendes far, er det klart, at det præger hende i lang tid fremover. Vi kan ikke gå ind og fjerne følelsen af at slå et menneske eller billederne af gerningsøjeblikket, men vi kan hjælpe hende til at forstå, hvorfor hun nu reagerer meget aggressivt i pressede situationer."

Målet med Projektet er at få de unge ud af kriminalitet, og det lykkes i de fleste tilfælde.

»Jeg har da piger, der sidder som skygger i en lejlighed. Men for langt de fleste går det godt. Selvom de ikke går på universitetet, kommer de videre. Nogle forbedrer deres skolegang, og andre går på social- og sundhedsuddannelsen. Pigerne har et stort, medfødt omsorgsgén, og de vil alle sammen gerne være pædagoger eller hjælpe andre.«



Tilgængelig og troværdig. Når Susanne Bjørnelund skal forklare, hvorfor de når ind til de vilde piger i Randers, trækker hun på skuldrene.

»Jeg synes jo, det er simpelt. Det handler om at gå rundt i byen og være mellem pigerne. Om at være tilgængelig og troværdig. Vi lytter til de unge. Vi går ikke ud og siger, at nu skal vi gøre det og det. Vi spørger dem, hvad de har lyst til. Vi lever fra time til time, fra dag til dag, fra uge til uge. Vi kan omstille os på et kvarter, og det er nødvendigt. Jeg har altid min mobiltelefon med, og de unge ved, at de kan ringe til mig. Også klokken tre om natten. Det er ikke sikkert, jeg tager telefonen, men så kan de lægge en besked,« siger Susanne Bjørnelund, der samtidig er bevidst om, at det kræver meget af den enkelte medarbejder i Projektet.

»Vi overskrider alle grænser om arbejdstider og tilgængelighed. Vi arbejder, når de unge vil os. Vi har kun os selv som redskab, men vi kan lide de unge og vores arbejde, og det kan de mærke. Du skal ville de vilde piger. Ellers kan du godt pakke sammen. Vi griner sammen med dem - ikke af dem. Jeg holder meget lav profil med, at jeg er pædagog. Ikke fordi jeg skammer mig over min uddannelse, men det klinger ikke særligt godt hos pigerne, fordi de er så forsømte af det system, jeg selv er en del af.«

Projektet har kontakt med omkring 225 unge under 18 år i Randers.

Det er i dag gjort til et permanent tilbud til byens utilpassede unge. Desuden har kommunen et værested til en særlig gruppe af unge, og det seneste tiltag er Bopladsen, der akut tager unge ind fra gaden og tilbyder dem en seng at sove i.



Dette er den sidste artikel i Børn&Unge's serie om pigernes dunkle verden. Pigerne er hårde ved hinanden, og de ved, hvordan man rammer, hvor det gør ondt. Og så slutter de sig sammen i bander, som overtager drengenes æreskodeks.

Alt i alt må man konkludere, at pigernes virkelighed langt fra er lyserød.

Læs også "Pigernes intelligente ondskab" og "Gangzter Bitchez" i Børn&Unge nummer 7 og 8.