Delforliget om løn i hus

I andet forsøg lykkedes det at få underskrevet aftale om rammerne for ny, lokal løndannelse og afsat midler til specielle forbedringer. Aftalen er 540 millioner kroner værd

Det hidtil vigtigste gennembrud under overenskomstforhandlingerne på BUPL-området var en kendsgerning tirsdag den 8. februar, da organisationerne i den pædagogiske branche og de kommunale arbejdsgivere satte deres navnetræk under en aftale, som udstikker både de økonomiske og indholdsmæssige rammer for den lokale løndannelse. Desuden er aftalt, hvad der er til rådighed ved organisationernes specialforhandlinger.

Aftalen indebærer, at Ny Løn i den gammelkendte form er død og borte. Hvad der derimod ikke er død og borte, er den lokale løndannelse. Den består i en form, som sikrer, at de indskudte midler også kommer ud igen. Ikke som tidligere set til asfalt på vejene, men som lønforbedringer til pædagogerne. Fænomenet kaldes udmøntningsgaranti.

Nyt er også den differentierede anvendelse af det lokale løninstrument mellem på den ene side ledergruppen, defineret som ledere på løntrin 32 og derover, og alle øvrige medlemmer på den anden.

Af førstnævntes lønsum er afsat 2,5 procent, svarende til 65 millioner kroner, til lokale lønforbedringer, mens der af sidstnævntes lønsum er afsat 1,25 procent, svarende til 175 millioner kroner. Ledergruppens midler er til disposition i 2006 og 2007, mens alle andre først får deres ud 1. januar 2007.



Skævdeling. Til de videre forhandlinger om pædagog-specifikke krav er der i aftalen afsat i alt 300 millioner kroner, hvilket svarer til 1,85 procent af lønsummen. Ledergruppens andel svarer til 1,1 procent af deres lønsum, mens øvrige medarbejderes andel udgør 1,94 procent af deres.

Lagt sammen med hvad der er afsat til den lokale løndannelse, betyder det, at der til rådighed for ledergruppen er 3,6 procent og for gruppen af øvrige 3,19 procent. Forklaringen på denne skævdeling er, at en relativ stor del af ledergruppens midler, nemlig dem, der er afsat til den lokale løndannelse, regnes for mindre "sikre" end dem, der udmøntes fra centralt hold.

BUPL's hovedbestyrelse, ekstraordinært indkaldt til møde søndag 20. februar, tager stilling til, hvordan de 300 millioner kroner skal anvendes. På forhånd er forventningen, at der vil blive peget på forbedringer af grundlønningerne.



Uden for rammen. I delforliget ligger også en forbedring af weekendbetalingen for alle og pensionen til ikke-uddannede klubmedarbejdere. Udgifterne til begge afholdes i øvrigt uden for den afsatte ramme på 1,85 procent til pædagog-specifikke forbedringer.

Forbedringen af weekendbetalingen betyder, at der for alt arbejde fra og med lørdag klokken 06.00 til mandag klokken 06.00 ydes samme tillæg, som der hidtil er givet på søn- og helligdage.

Pensionsforbedringen til ikke-uddannede klubmedarbejdere indebærer, at deres pensionsprocent forhøjes fra 7,69 til 13 procent, hvoraf en tredjedel er egenbetaling.



Nyt besvær forude. Med delforliget om rammerne for den lokale løndannelse, er en vigtig hurdle klaret, men forude venter andre besværligheder.

Den ret komplicerede opgave med at få skruet en fælles lederoverenskomst for BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) sammen er ganske vist skrinlagt, men der forhandles videre om en særskilt overenskomst for de nye distrikts- og områdeledere. En sådan vil BUPL meget gerne have. Problemet er, at arbejdsgiverne stiller betingelser. Den vigtigste - og sværeste - af dem er, at der skal ske en eller anden form for opblødning af bestemmelsen om, at der på alle pædagogiske arbejdspladser skal være både en leder og en souschef.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.