De gyldne øjeblikke

Man mærker det med det samme. Der er ingen slinger i valsen. Personalet i Ryvang 2 har sat sig et fælles mål, og det går de efter at opfylde med liv og sjæl. De går efter "de gyldne øjeblikke" ved hjælp af pædagogisk idræt. Gennem lidt over et års arbejde med idrætten som pædagogisk omdrejningspunkt har pædagogerne erfaret, at hverdagen for børn og voksne bliver både lærerig, sjov og vedkommende.

Efterhånden som pædagogerne i begyndelsen af 2003 kom i gang med at dyrke pædagogisk idræt, fandt man ud af, at den praksis på en helt anden måde, end man tidligere havde oplevet, lagde op til, at børn og voksne sammen befandt sig i "gyldne øjeblikke". Tidspunkter, hvor man er så fuldt koncentreret om kampen, dysten eller legen, at man glemmer sig selv, glemmer tid og sted, og hvordan man ser ud.

Anne Kløjgaard, leder, mener, at det har betydet et gevaldigt løft for børnehaven, at man har valgt at fokusere på pædagogisk idræt som den vej, man vil gå.

"Nu har vi et fælles mål. Det er det her, vi vil, og vi kan se, at det er godt for både børn og voksne. Vi har alle godt af at lege, bevæge os, forglemme os og glædes sammen, når vi har det sjovt og lærer noget nyt. Og så tror vi på, at børn lærer med kroppen. Og derfor er der utrolig meget læring i det, både socialt, sprogligt, intellektuelt og følelsesmæssigt. Allermest lærer man i "de gyldne øjeblikke", hvor alt går op i en højere enhed. Så det er de øjeblikke, vi satser på at finde og opleve," siger hun.



Alle bevæger sig. I Københavns første og hidtil eneste idrætsbørnehave er børn og voksne i bevægelse dagen lang. Måske lige undtaget de to gange en halv time, mens bussen transporterer børn og voksne fra Valby, hvor opsamlingen ligger, til Rymarksvej i Hellerup, hvor udflytterbørnehaven holder til. Personalet er uddannet specielt i idrætspædagogiske aktiviteter gennem Danmarks Idrætsforbund, og al udvikling og læring søger man at opnå gennem forskellige former for fysiske aktiviteter ude og inde.

Samlingen om morgenen er lavet om til morgengymnastik, tegning og maling foregår på staffelier udenfor - børn har brug for at kunne udtrykke sig med store bevægelser, A4 er en misforståelse til små børn, siger personalet. Her er næsten intet legetøj, men masser af madrasser, hoppebøffer, trampoliner, skateboards, rulleskøjter, hockeystave, bolde, klatremuligheder, balancebaner, cykler, der dog kun er ude to gange om ugen, mælkekasser til at bygge boldbaner, klatretårne og huse af, en hængekøje, en udendørs bålplads, der også bruges som fortælleplads og stedet, hvor man snitter med knive.

Børnene skal deltage i to til tre strukturerede aktiviteter om ugen. Det kan være boldlege, mandagsmuler - vild leg og slåskampe, mest for de aktive drenge, afrikansk dans, Faneborg - en kompliceret regelleg, som alle elsker, skovture med indbyggede overlevelseslege, gymnastik i Fremad Valby, hvor man om onsdagen låner klubbens bevægelseshus, rammelegen Ridder og Elver, fodbold, hockey eller rytmik. Desuden er der hver tirsdag Ejnar-dag, hvor alle børn og voksne synger og bevæger sig til musik - navnet på aktiviteten kommer af, at det er pædagogmedhjælperen og musikeren Ejnar, der styrer slagets gang.



En stol er en misforstået seng. Pædagogerne er inspireret af Hans Henrik Knoop og flow-teorien, der netop taler om, at det er i "de gyldne øjeblikke" læring finde sted. Det er gennem intens oplevelse og fokusering, at man kan have nydelsesfulde oplevelser, der er meget lærerige, fordi kroppen og sindet er forenet i en koncentreret, optimal fysisk og mental bevægelse. (se artiklen "Glade børn lærer bedst" - et interview med H. H. Knoop i Børn&Unge nr. 24/2004).

I Ryvang 2 mener de, at "de gyldne øjeblikke" kræver både kropslig/fysisk bevægelse og sociale relationer, og at det er de voksnes rolle at bidrage til at skabe gyldne øjeblikke.

"Når både børn og voksne har det så sjovt og bliver så grebet af det, fordi hele dig er med i det og er så intenst fokuseret på det, du er med i, så er oplevelsen meget mere intens, end hvis du har lavet en tegning eller en perleplade. Det er det, pædagogisk idræt kan, som ikke ret meget andet kan," siger Anne Kløjgaard.

Pædagogerne er også inspireret af Professor Steen Larsen, der siger: "En stol er en misforstået seng, når man sætter sig ned, går hjernen på standby og tror, at den skal sove." Derfor satser de på at sidde ned så lidt som muligt. Det sker faktisk kun i bussen, og mens der spises frokost.

Børnene lærer det, de ellers ville have lært, hvis Ryvang 2 var en almindelig børnehave. De lærer det bare på en anden måde, mener pædagog Sussie Hansen.

"Men jeg tror også, at de lærer meget mere, fordi de har kroppen med. I mange institutioner sidder man ned i en rundkreds og lærer noget, her gør vi det, imens vi udfolder os fysisk i samværet med andre. Vi tror, at det rykker meget mere, vi tror, at man lærer mere, når man er i bevægelse, og mens hele dig er med, ikke kun dit hoved, men alle dine sanser og hele din krop. Det er vores overbevisning, og det er der jo også teori, som viser. Man har jo i mange år vidst, at god motorik er forudsætningen for et godt sprog," siger hun.

Heller ikke finmotorikken glemmes. Pædagogmedhjælper Andreas Dennung mener, at den sagtens kan trænes ved, at man for eksempel dribler med en bold.

"Og så er der masser af finmotorisk træning i at tage tøj på, smøre mad, skære frugt ud, bage boller og lege med mudder. Og det er da mere meningsfyldte ting at lære af," siger han.

Sussie Hansen har hørt, at man nu vil indføre sjipning i skolen igen, fordi børnene bevæger sig for lidt, og det går ud over koncentrationen og fører andre uheldige konsekvenser med sig som fedme, sløvhed, diabetes med mere.

"Bare det, at vi altid har sjippetov og hulahop-ringe fremme, gør, at alle mestrer det, fra de er tre-fire år. Så jeg er sikker på, at vi har fat i den lange ende her, når vores børn får lært de ting meget tidligt. Desuden giver vi jo børnene glæden ved bevægelse, og der råbes jo op om, at vi skal bevæge os noget mere. Så når vi lærer børnene, at det er dejligt at bevæge sig, kan det kun komme dem til gode senere hen," siger hun.



Vi ser på styrkerne. Ryvang 2 har plads til 78 børn, hvoraf de otte er mellem to og tre år, og otte er såkaldte basisbørn, det vil sige børn med særlige vanskeligheder og behov. Både de små og basisbørnene profiterer af idrætspædagogikken. Sussie Hansen fortæller om et barn, som var meget sproglig dårlig, men god til fodbold.

"Han oplevede jo at være en meget populær kammerat. På grund af hans evner på en fodboldbane var han meget attraktiv at lege med og fik social succes via sine evner som fodboldspiller. Det hjalp faktisk også på hans sprog, for han skulle jo kommunikere med sine kammerater, når de spillede," fortæller hun.

At se på styrker frem for svagheder er ikke kun noget, pædagogerne satser på med basisbørnene. Det gælder for alle børn - og også for de voksne.

"Det er så grundlæggende for os, at man kan sige, hvad man er god til, og hvad man er dårlig til. Vi lægger vægt på det, hver især er gode til. Vi satser på og udvikler børnene gennem det, de er gode til, og det gør vi også med de voksne. Det giver altså en positiv ånd og et fællesskab, som styrker, i stedet for at vi bruger tid på at finde fejl og mangler hos hinanden. Og vi oplever, at det får både børn og voksne til at rykke," siger Sussie Hansen.



Det er fedest at vinde. Pædagogerne er ligeglade med, at det måske ikke er så tilladt at bruge konkurrenceelementet inden for det pædagogiske felt. Det er fedest at vinde, det ved alle, så der er ingen grund til at skamme sig over, hvis man er god til noget og vil vinde, mener de.

"Vi skal ikke alle sammen være lige dygtige til det hele, men når der er noget, man er dygtig til, så skal man have ros for det og for den indsats, men har gjort for at blive dygtig. Børn må gerne være i centrum, være den bedste til noget og kunne tåle at blive fejret," siger Anne Kløjgaard.

Sussie Hansen mener, at det vigtigste er, at de voksne ser alle børn og signalerer, at alle børn er unikke og har noget specielt at komme med.

"Og sådan er det også med de voksne, for vi tror, at når personalegruppen ser styrkerne hos hinanden, så smitter det af på børnene. Man har lov til at brænde for noget og være god til noget inden for den vej, vi nu har valgt. Så er det o.k., at man bliver fremhævet, for alle ved, at det bliver de også en anden dag. Man lærer, at man ikke er en dårlig person, hvis man ikke lige er god til det samme som ham ved siden af, for så er der noget andet, man er god til, og det får man at vide," siger hun.

Pædagogerne tror på eksemplets magt. Så de leger lige så meget som børnene, er altid med i aktiviteterne på lige fod og gør meget ud af at være nærværende hele tiden. De lader sig ikke forstyrre af telefoner og privat snak. De lægger vægt på at være professionelle og gode rollemodeller.

"Børn lærer ikke af at få at vide, hvad de skal gøre, men ved at se på andre, der kan det, for eksempel de voksne. Børn lærer ikke at spise ordentligt, fordi de voksne siger, at de skal. Der er mange børn, der er kommet i klemme i en madpakke," siger Sussie Hansen.



Teorien bag pædagogisk idræt

Pædagogisk idræt:

-er aktiviteter, som aktiverer mennesker, så de alene eller sammen med andre opnår noget, som ligger ud over selve aktiviteten

-et middel, som anvendes for at nå et pædagogisk mål

-kan formidles til målgrupperne via aktivitet, en ramme eller en iscenesættelse

-tager udgangspunkt i det hele menneske og ikke i aktiviteten

-indeholder elementer fra legen, bevægelsen og det brede idrætsbillede

-anvendes af personer, som via aktiviteten, rammen eller iscenesættelsen vil noget pædagogisk med andre

-tager afsæt i idrættens kultur, den kultur skal være forenelig med de pædagogiske målsætninger

-vil mere end idrætten. Det vil sige have et perspektiv, en vision for, hvad man vil med idræt og hvordan. Pædagogisk idræt må gerne være sjov, men ikke kun for sjov.