De gyldne øjeblikke

Den dreng, man ikke har så god kontakt til, ham, man hele tiden skælder ud, eller den pige, der altid driller de andre og hende, der for det meste er i periferien af gruppen. De børn kender de fleste pædagoger, men hvad skal man gøre for at ændre deres adfærd? Svaret er at sætte fokus på sin egen relation til de børn. For ændrer den voksne adfærd, er der en god chance for, at børnene også gør det. Det mener de i hvert fald i Langebæk Kommune på Sydsjælland. I et år har pædagoger og pædagogmedhjælpere i kommunens fem børnehaver arbejdet med deres relationskompetence. Og det virker.

Pædagog Lise Elholm fra Skovbørnehaven Troldehøj havde meget dårlig kontakt til en dreng på hendes stue. Han befandt sig altid ude i periferien, og hun bestemte sig til at kigge nærmere på, hvorfor netop de to havde afstand til hinanden. I en periode havde Lise Elholm særligt fokus på sin relation til drengen, og ret hurtigt gik det op for hende, at hendes adfærd over for ham var anderledes end adfærden over for de andre børn.

»Han var altid herovre (den ene arm strækkes helt ud, og fingrene peger på et sted langt væk, red.) i forhold til mig - og jeg talte til ham over den afstand. Da jeg fik øje på det, begyndte jeg at gå over til ham og tale til ham i øjenhøjde, som jeg gør med de andre børn. Jeg så, at der var en grund til, at min relation til ham ikke var så god. Jeg vidste det sådan set godt, men det var noget, jeg ikke lige kunne tackle, før jeg fik set nærmere på min egen rolle i relationen,« siger hun.

Sisse Sørensen, leder af Troldehøj, syntes, at pædagogerne egentlig var gode til at være positive og nærværende over for børnene.

»Men langsomt fandt vi ud af, at der var meget mere i det. Når man kommer ned i nogle lag og bliver bevidst om, hvad det handler om, finder man ud af, at man får nogle andre virkemidler. Det har været overvældende at finde ud af, at man kan ændre så meget ved at blive mere bevidst om egne virkemidler og så se, hvad det flytter hos børnene,« siger hun.



De gyldne øjeblikke. Til hjælp i relationsarbejdet har pædagogerne et skema til selvobservation. Det er inddelt i otte relationstemaer (se tekstboks på side 9). Når pædagogen har valgt det barn og det tema, hun vil arbejde med, krydser hun af i skemaet, om hun altid er god, somme tider god, hverken god eller dårlig, lidt dårlig eller meget dårlig til det relationstema, hun har valgt. På den måde finder pædagogen ud af, hvordan hendes relation til barnet er lige nu, og om der er noget, hun skal arbejde med. Et kodeord i skemaskrivningen er, at man beskriver de gyldne øjeblikke. Det man lykkes med og det, der er positivt.

En gang om måneden udfyldes en logbog. Her skriver pædagogerne hvilket tema, de har arbejdet med, hvad der er sket, og til sidst beskriver de, hvad de vil arbejde med i næste måned. Navnet på barnet skrives aldrig i skemaet. Lise Elholm har også brugt skemaerne til at køre en helt ny småbørnsgruppe ind i børnehaven. I en periode havde hun og kollegerne fokus på trygheden ved hjælp af tema 6: "Give mening til barnets oplevelse af omverdenen ved at beskrive det, der opleves, og ved at vise følelser og entusiasme".

»Vi gjorde det ved at lægge en meget fast ramme rundt om børnene i alle de situationer, de var i hver dag, så de vidste, hvad der skulle ske. Så det var trygheden og relationerne til de voksne på stuen, som vi satte fokus på. Måske ville vi have gjort det samme før, men projektet støttede det, for du vendte dine overvejelser en ekstra gang. Når man i mange år har arbejdet med børn - jeg har været uddannet siden 1978 - så tænker du måske ikke mere så meget over, hvad det er, du gør. Men det her tvinger os til at overveje, om det du gør, er det bedste for børnene,« forklarer hun.

Lise Elholm mener, at når man er bevidst om, hvad man lige nu har fokus på, så bliver man også i stand til at arbejde mere bevidst med sin faglighed. Hun beskriver sin arbejdsproces således:

»Det kan bedst betale sig at være ærlig, når man udfylder skemaerne. At gøre noget andet er bare at lyve for sig selv. I forhold til den dreng, jeg ikke havde så god kontakt til, valgte jeg en negativ relation, men det kan være ligeså lærerigt at vælge én, der fungerer, bare for at undersøge om man kan gøre andet for at bringe barnet videre i sin udvikling. I det her tilfælde kunne jeg se, at jeg måtte ændre adfærd, og fordi jeg gjorde det, så ændrede han også adfærd over for mig,« siger hun.

Både logbøger og skemaer til selvobservation er offentlige dokumenter, som skal afleveres og bruges i den gruppesparring, som alle ansatte i børnehaverne deltager i, og til den forskningsbaserede evaluering, det fælleskommunale projekt skal ende med om cirka et år.



Det menneskelige samspil. Projektet "Udvikling af den professionelle relationskompetence" holdt sit indtog i de langebækske institutioner i januar sidste år. Men cirka halvandet år før fødtes ideen hos tre af lederne i Langebæk, der på et kursus skulle lære, hvordan man udvikler og sætter et projekt i søen. Jan Duvander, leder i Langebæk Børnehave, var en af de tre, og han sidder nu i styregruppen for projektet. I begyndelsen vidste ingen af lederne, hvad deres projekt skulle handle om, men ret hurtigt kom de frem til, at det skulle "være noget om, hvordan der kom flere fredage i en uge".

»Vi snakkede meget om, at fredagene i institutionerne var noget andet end de andre dage. Der var flere ja'er og en anderledes stemning, og derfor ville vi finde ud af, hvordan vi også kunne være mere rummelige i hverdagen. Så læste og søgte vi i forskellige retninger og stødte på Peter Westmark og hans arbejde med de voksnes relationskompetence,« siger Jan Duvander.

Peter Westmark er tilknyttet CVU-Nord og står for det danske netværk af pædagogiske institutioner, der arbejder med relationskompetence. Han er i kontakt med det norske International Child Development Program (ICDP) og har udviklet de nye pædagogiske principper for socialt samspil fra det program. Anne Linder, psykolog i Langebæk, er den lokale tovholder og har sammen med styregruppen udviklet skemaer og arbejdsmetoderne gruppesupervision og gruppesparring. Hun mener, at det gode ved projektet er, at der er fokus på ressourcerne og ikke på det, man gør forkert.

»Vi går helt ned i de mikroskopiske dele af samspillet og ser på, hvad det er, der lykkes for os. Samspil er jo klister for al menneskelighed, vi har bare sat det menneskelig samspil ind i en pædagogisk ramme, sat det ind i nogle begreber, som vi kan arbejde med,« siger hun.



Udvikling foregår i relationer. Relationsarbejdet er funderet i Daniel Sterns udviklingsteorier, at man som voksen altid er ansvarlig for den relation, man indgår i med barnet. En anden teoretiker er skotten Trevarthen, som udbygger relationstænkningen med læringen. I relationen lærer både barnet og den voksne, men kun hvis de kan finde "et fælles tredje".

»Barnet er den ene i relationen, og den voksne er den anden. Sammen vender de sig ud mod omverdenen og ved at undersøge den, udvikler barnet sig. Som for eksempel når pædagogen siger: Se, der er en fugl, den siger pip. Så er fuglen det fælles tredje,« forklarer hun.

Tidligere var slagordet "med udgangspunkt i barnet" i pædagogiske sammenhænge. Men det er slut nu, mener Anne Linder.

»De nye udviklingspsykologiske teorier siger, at al udvikling er relationel. Der sker ingen udvikling uden relationer, så det, vi gør i det her projekt, er, at vi flytter fokus fra barnet og hen på relationen. Og de otte samspilstemaer systematiserer pædagogens fokus og sætter nogle begreber på relationen. Logbogen er med til at hæve pædagogernes egen vurdering af deres faglighed op på et kognitivt niveau,« siger Anne Linder.



Frustrationer og glæde. Efterhånden som projektet fik mere og mere klare konturer, blev det vigtigt for lederne, at det havde et indhold, som alle fem børnehaver i kommunen kunne arbejde med i fællesskab. En længere kamp med forvaltningen resulterede til sidst i, at projektet fik det kommunale stempel. Med penge fra den fælles kursuspulje, fra fonde og fra kommunen kan det nu køre videre indtil slutningen af 2003.

Gennem peptalks for alle og gruppesparringer på tværs af børnehaverne, hvor pædagogerne på en struktureret måde taler om frustrationer og glæder, vanskeligheder og fremgange, holdes projektet i gang. Anne Linder mener, at både peptalks og sparringer har været en fælles opgradering af viden om de nye teorier og om den enkelte pædagogs egne virkemidler.

»Mange er pædagogerne er jo uddannet for 20 år siden, og de skal - også på det teoretiske plan - have flyttet fokus fra "med udgangspunkt i barnet" til "udgangspunkt i relationen",« siger hun.

Anne Linder mener, at en af fordelene ved projektet er, at pædagogerne har fået et fælles sprog og et fælles fagligt fokus.

»Nu ved vi, hvad vi taler om, når vi taler sammen. Og så er det også godt, at vi har fået flyttet fokus fra at finde fem fejl til at finde fem styrkesider hos hinanden,« siger hun.

En sidegevinst af projektet har været, at i den periode, det har kørt, har der ikke været nogen indstillinger til PPR om børn, der har brug for ekstra støtte. Anne Linder mener, at det fortæller noget om, at de ressourcer, som pædagogerne bruger, har øget børnenes trivsel.

»De har kunnet tilrettelægge deres relationer til børnene på en så kompetent måde, at børnene har kunnet udvikle sig. Så de bekymringer, der har været, har man fået taget undervejs,« siger hun.



Pædagogen er ansvarlig. At det snart er fredag hele ugen i Langebæks børnehaver, er også noget pædagogerne kan skrive under på. Jan Duvander hører mindre skældud og mere glæde, når han går rundt i sin institution.

»Vi står da stadig i en presset hverdag, men vi har gjort de huller større, hvor samspillet lykkes, og så når vi det jo alligevel, har det vist sig. Med de krav der kommer fra kommunen, skal vi dokumentere vores faglighed. Med det her projekt får vi tydeliggjort vores arbejde for politikerne, så de kan se, hvad det er, de kommer og skærer i. Det er vel den bedste måde at gå på barrikaderne på,« siger han.

Lise Elholm mener, at hun er blevet mere opmærksom på børnene.

»Hvor jeg måske før irettesatte barnet, tænker jeg mig lige om først. Og det resulterer som regel i, at jeg gør noget andet end før. Man finder ud af, at man selv er ansvarlig for relationen. Nu ved vi, det er én selv, det er legen, og det er omgivelserne, der betyder noget for børnenes trivsel og udvikling,« siger hun.

Sisse Sørensen mener, at arbejdet med relationerne styrker én i, at legen og den daglige omgang med hinanden rummer alt.

»Vi har jo været så fokuseret på at sætte en masse ting i værk og været hamrende dygtige til at få organiseret gode aktiviteter og afviklet dem i god ro og orden, som vi havde lovet forældrene det. Gennem mange år havde vi fået bygget nogle forventninger op, som vi ikke mere tror på. Da vi blev skovbørnehave for fem år siden, gjorde vi op med nogle af de ting, men først nu tør vi tro på, at det vigtigste redskab er os selv, og at den gode udvikling ligger i samspillet,« siger hun.



Otte temaer til bedre relationer

1. Vise positive følelser og glæde for barnet.

2. Justere i forhold til barnet og følge barnets udspil/initiativ.

3. Tale til barnet om de ting, barnet er optaget af, og prøve at få en samtale i gang.

4. Give ros og anerkendelse for det, barnet klarer at gøre.

5. Hjælpe barnet med at samle sin opmærksomhed, sådan at der sker en fælles oplevelse af ting i omgivelserne.

6. Give mening til barnets oplevelse af omverdenen ved at beskrive det, der opleves, og ved at vise følelser og entusiasme.

7. Uddybe og forklare de fælles oplevelser.

8. Hjælpe barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte positive grænser - ved at lede, ved at vise positive alternativer og ved fælles planlægning.

Kilde: Peter Westmark ICDP