De 52 trin

52 trin. Det er, hvad der adskiller vuggestuen Røde Ko fra jorden. Men det kan være 52 irriterende trin, når det er 52 trin, man skal op ad, inden man overhovedet kan komme op i vuggestuen. Og ned ad igen, når man skal på tur til de nærliggende legepladser. Og en gang til op igen, når man skal hjem til frokost og middagsluren.

"Vi vil gerne ud på ture, og det er et vilkår, vi har her på tredje sal, at så skal vi bare op og ned ad de trapper," siger Kirsten Albrechtsen, pædagog i vuggestuen Røde Ko, der ligger tæt på Rundetårn i Købmagergade i det indre København.

Sammen med kollegaen Jytte Scheel har hun deltaget i et KiD-projekt for selvejende institutioner i København. Projektet har sat fokus på, hvordan de 13 deltagende institutioner har kunnet forbedre børns muligheder for bevægelse og udfoldelse. Kirsten og Jytte har deltaget i en temagruppe, som har beskæftiget sig med "Normer og regler", og de har i det sidste år haft fokus på den trappe, som er vuggestuens adgang til omverdenen.

"Er der noget, som vi gør, som er med til at gøre det mere besværligt at komme op og ned ad trappen," formulerer Kirsten Albrechtsen det spørgsmål, som blev toneangivende for arbejdet i KiD-projektet.

Derfor blev de gældende normer og regler for færdsel på trappen undersøgt, og såvel børn som voksne blev observeret nøje på vej op og ned ad trappen, også selv om det ikke var specielt let.

"Det er hårdt at få tid til at lave observationer, for når vi er ude på den trappe, så er vi der ikke med en blok i hånden og har tid til at registrere, hvad der sker. Så det bliver på hukommelsen, og når der er tid til det, når vi kommer op," forklarer Kirsten Albrechtsen og understreger, at man simpelthen er nødt til at prioritere observationer, hvis man vil lave et konkret pædagogisk udviklingsarbejde, for ellers får man ikke et reelt billede af, hvad der foregår.



Også fokus på pædagoger. Det viste sig hurtigt, at det blev nødvendigt at vende blikket indad, fortæller Jytte Scheel:

"Vi satte også fokus på os selv. For det afspejler sig helt sikkert hos børnene, hvordan vi kommer op. Det har meget at sige, hvordan vi giver udtryk for det. Og det betyder meget, hvordan man kommer hen til trappen. Om man siger: "Så er det op på tredje sal" og ser positiv ud, eller om man går og tænker på, hvad man skal have til aftensmad," siger Jytte Scheel.

De blev også mere opmærksomme på, hvad de sagde til børnene, supplerer Kirsten Albrechtsen.

"Pludselig kan man høre sig selv, og det man går og siger: "Kom nu, kom nu..." Så lavede vi en aftale på den ene stue om, at vi slet ikke skulle sige noget om det at komme op ad trappen, men snakke om det, vi har lavet, eller det, vi skal op til, for eksempel hvad vi skal have at spise. I stedet for at det bliver sådan en tone, der bare kører deruda'," siger Kirsten Albrechtsen.

"Når man har hørt på "kom nu" tilstrækkelig mange gange, så holder man op med at høre efter. Så der må nogle andre boller på suppen," siger Jytte Scheel.



Bjørnen sover. Omvendt kan hun også godt forstå, at børnene ikke altid er vilde med turen op til tredje sal, især hvis man er træt og sulten efter en god lang formiddag på en legeplads.

"Det kan være uoverskueligt nogle gange, det kan jeg godt forstå," medgiver Jytte Scheel.

Og der er også børn, der gerne vil give op overfor udfordringen fra de 52 trin.

"Nogle børn lægger sig ned midt på trappen og spiller død eller usynlig. Og det får de andre til også at lægge sig. Så er der ikke andet at gøre end selv at lægge sig ned og så måske synge "Bjørnen sover".

Og efter den så er man klar til at gå videre," siger Jytte Scheel og tilføjer lakonisk.

"Nogle gange kan det tage rigtig lang tid at komme op ad trappen."

Men efter at have belyst normer og regler for færdsel på trappen, er de to pædagoger ikke i tvivl:

"Efter vi har fået fokus på det, så virker det helt anderledes. Det er blevet bedre," siger Jytte Scheel og understreger, at kollegerne også har været meget positive og bakket op om projektet.

"Og de er selvfølgelig også blevet opmærksomme på, hvad de siger og gør på trappen."



Forældrene. Men hvor kollegerne har været flinke til at bakke op om projektet, så har det været lidt sværere at få forældrene med på ideen.

"Vi vil jo gerne have forældrene med på det også, at de også synes, det er vigtigt at gå op. Men de slæber stadig børnene herop på 3. sal," siger Jytte Scheel, der dog godt kan forstå, at forældre, der skal skynde sig med afleveringen, kan finde på at vælge den hurtigste løsning. Men derfor skal de alligevel gøre mere ud af det overfor forældrene.

"Vi skal have det mere med, også i vores samtale med nye forældre. De skal kunne rumme, at vi ligger på 3. sal og har en trappe op," fastslår Jytte Scheel.

Og det er såmænd til børnenes bedste, understreger Kirsten Albrechtsen.

"Børn skal gøre så meget som muligt selv, det står endda i vores årsplan. Både for at aflaste de voksne, men også fordi de kan, skal og vil gerne," siger hun.



Trappen. Projektet har også affødt, at der nu skal ske noget med selve trappen, fortæller Kirsten Albrechtsen.

"Trappen er ikke så inspirerende. Så der har vi et projekt i gang med bestyrelsen i ejendommen om at få den malet. Og så har vi en ide om, at det kunne gøres lidt mere spændende for børnene. Man kunne for eksempel lave en slange nedefra og op og sige, at nu skal de op til hovedet og trykke på en knap. Eller male en vejbane med biler på væggen, så de kan køre en bil helt op til 3. sal," forestiller Kirsten sig.



KiD

KiD står for Kvalitet i Dagtilbud. Det er et fælles projekt mellem Socialministeriet, Kommunernes Landsforening og BUPL, som

begyndte i december 2000. Socialministeriet har afsat 25 mio. kroner til at støtte projekter i perioden 1. juli 2003 til 3. juni 2004.

13 selvejende daginstitutioner i København har fået 500.000 kroner i støtte til projektet "Børns kropslige udfoldelse i København" i samarbejde med BUPL København og Hovedstadens Pædagogseminarium. Projektet har til formål at sætte fokus på, udvikle og dokumentere børns kropslige udfoldelse i

daginstitutioner.

Projektet er delt op i temaerne "Legeplads og sanseintegration" (omtalt i Børn&Unge nr. 21/2004), "Normer og regler" og "Fælleslege", som bliver omtalt i næste nummer af Børn&Unge.



Konsulenten: Svært at ændre normer

I et år har Lotte Schack Kaspersen, til daglig underviser i pædagogik ved Hovedstadens Pædagog-Seminarium, været konsulent for temagruppen "Normer og regler" i det københavnske Kid-projekt. Men der er et spørgsmål, hun stadig ikke kan besvare:

"Hvorfor er det så svært for pædagoger at forandre normer og regler? Hvad er det for nogle mentale indstillinger og barrierer, man skal ind og arbejde med?" spørger Lotte Schack Kaspersen.

Men arbejdet i temagruppen har også peget på mulige løsninger, hvis man har mod på at rokke ved institutionens fundament af såvel formulerede som indforståede normer og regler.

"Det er vigtigt, at udviklingsarbejdet er forankret til et fysisk sted i institutionen, så man kigger målrettet på det, for eksempel hvad der foregår på trappen, i salen eller på gangen. Så projektet ikke bare svæver," siger Lotte Schack Kaspersen

"Det er nødvendigt, at det tager udgangspunkt i et sted, for at man overhovedet kan få øje på, hvad man gør," tilføjer hun og henviser til Vuggestuen Røde Ko.

"Trappen et godt eksempel, fordi de fra starten sagde, at de ville kigge på det. Og de har helt sikkert fået en bevidsthed om, hvad de gør," siger konsulenten.

"Pædagoger taler i ord til børn, og børn gør i handlinger. Og der har de i vuggestuen Røde Ko jo fået blik for, at det ikke nødvendigvis hjælper at sige "kom så..." Det kan næsten få den modsatte effekt," siger Lotte Schack Kaspersen.