Dansk pædagogik i Libanon

Lyden af legende børn kommer tættere og tættere på, da bilen drejer op ad den stejle, hullede vej, der fører op til Ghassan Kanafanis Kulturfonds børnehaver ved Ain Al Helweh-lejren. Foran den store gule gitterport myldrer det med børn. De yngste er klædt i laksefarvede uniformsbluser. De genkender straks Anni Kanafani, der er leder af Ghassan Kanafanis Kulturfonds otte børnehaver i Libanon, og løber hende i møde med knus og kram. Anni Kanafani er oprindelig dansk pædagog, men hun har nu i 40 år boet og arbejdet i Libanon.

Huset bag gitterporten er en af fondens første og største børnehaver med plads til 250 børn i stueetagen fordelt på for- og eftermiddagshold. På første sal holder specialbørnehaven med plads til 20 mentalt og fysisk handicappede til, mens anden sal, som blev bygget i 1996, indeholder et bibliotek, der har plads til omkring 250 børn og unge gennem ugen. Biblioteket bliver primært brugt af skolebørn, der modtager lektiehjælp eller hygger sig. Men biblioteket er også ramme om et gadebørnsprojekt, der tager sig af børn, der er droppet ud af skolen, har dårlige familieforhold eller sociale vanskeligheder.



Disciplin og læring. Huset er indrettet med sekskantede grupperum, der ligger som perler på en snor rundt i en ring om et sekskantet fællesrum i midten. Den specielle arkitektur giver en sær følelse af hygge og omfavnelse. Fra de lyserøde eller lyseblå grupperum summer lyden ud fra grupperne af laksefarvede børn, der alle er i gang med skemalagte aktiviteter.

Børnene i fondens børnehaver er inddelt i tre grupper efter alder. De går kun i børnehave fire til fem timer om dagen, hvilket er helt normalt for børn i Libanon.

Når børnene kommer op i den sidste børnehavegruppe, det vil sige, når de er fem til seks år, er det et krav fra statens side, at de begynder at lære at læse og skrive. I Libanon er børnehaven som institution i mange år primært blevet betragtet som en forberedelse til skolegangen. Derfor er legen stadigvæk nedprioriteret til fordel for, at lære børnene at læse og skrive i mange libanesiske såvel som palæstinensiske børnehaver.

I fondens børnehaver har Anni Kanafani og fondens folk fra begyndelsen forsøgt at lægge en anden pædagogisk stil.

»Da vi begyndte at lave børnehaver i 1974, blev jeg hurtig klar over, at jeg ikke bare kunne overføre den danske pædagogik hundrede procent hertil. Men jeg kunne godt bruge mange ting fra den danske pædagogik, så længe de blev integreret i og relateret til palæstinensernes traditioner såvel pædagogiske som

kulturelle og sproglige,« fortæller Anni Kanafani.



Læring leges ind. Selvom fondens børnehaver er ligeså underlagt de statslige læseplaner som alle andre børnehaver, så kæmper personalet for at mindske den traditionelle undervisningsform så meget som muligt. Børnene får kun undervisning to gange om ugen, og fonden er ikke tilhænger af kæft, trit og retning. Pædagogerne prøver så vidt muligt at lege bogstaver og tal ind hos børnene ved at lave forskellige aktiviteter og lade børnene prøve sig frem på egen hånd. Alligevel er der et fast ugeskema for hver aldersgruppe, hvor alle ugens aktiviteter er nedskrevet.

»Det er ikke meningen, at børnene skal lære at læse og skrive. Det er et forstadie, der handler om at lære dem at bruge sanserne, styrke dem, lære dem farver, tegn, linier og punkter. Lære dem at genkende, beskrive og kende forskel,« siger Anni Kanafani.

Alle fondens børnehaver kører samme pædagogiske linie, hvor et emne vælges i samarbejde med børnene. Emnet kan være alt lige fra luft, krig, lægearbejde til oliven. Derefter arbejder den enkelte gruppe med deres emne i to til fire uger, hvor de, hvis emnet skulle være oliven, kan tage på besøg på et olivenolieraffinaderi og i en olivenlund. Børnene samler oliven, mærker dem, kvaser dem og snakker om dem. Og måske laver de også sange om oliven, tegner og maler ud fra emnet eller laver rytmik og drama om det. Formålet er at se emnet fra så mange vinkler som muligt og give barnet lysten til at skabe.

»Det er en meget struktureret pædagogik, vi kører hernede. Men jeg tror, at hvad børnene lærer på fem timer her, nok er det samme som børn i Danmark lærer på en hel dag,« siger Anni Kanafani.



Helhedspædagogik. Fondens pædagogik er baseret på en grundlæggende helhedsholdning til børn, hvor leg, sang, dans, musik, rytmik, drama, billedkunst, fortællinger og samlingstunde over emner og førskoleundervisning er hverdag. Meningen er at støtte hele barnet og udvikle dets sansemæssige, motoriske, emotionelle, intellektuelle, sociale og kreative kompetencer.

Selvom nogle danske børnehaver arbejder på denne måde, er der alligevel en verden og kultur til forskel på libanesiske og danske børnehaver.

Når en aktivitet er i gang, hersker der en vis disciplin og samlet ro over Kanafani-børnene. Det meste foregår i hold, og børnene er meget tålmodige og venter pænt på hinandens tur. For libanesere og palæstinensere er familien og gruppen nemlig langt vigtigere end individet, og det smitter af på pædagogikken.

Til gengæld har forældrenes opfattelse af leg kontra læring flyttet sig. Førhen tænkte de libanesiske og palæstinensiske familier på børnehaven som en "førskole". Det skabte problemer undervejs, men pædagogerne har haft mange samtaler med forældrene, der efterhånden har forståelse for det gode i at lade børnene lege i stedet for at lære bogstaver og tal hele tiden.

Faktisk har pædagogerne samtidig formået at få forældrene til at interessere sig mere for deres børns kreative sider ved at præsentere børnenes tegninger og malerier på en flot måde, blandt andet ved at lave udstillinger.

Alligevel er Anni Kanafani ikke tilhænger af at fjerne undervisningen helt, hvis hun kunne.

»Måske man i Danmark har været lidt for firkantet med, at børnene endelig ikke skulle begynde at lære at læse og skrive, før de kom i skole. I virkeligheden så er børn i den alder jo meget nysgerrige efter at lære nye ting,« siger hun.



Børnehave er prestige. 10 procent af lejren består af børn i børnehavealderen. I dag går de fleste i børnehave hos enten Kanafani-fonden eller andre organisationers børnehaver. Kanafani-fonden tager omkring hundrede amerikanske dollars om året for at have et barn gående. Ved søskende får familien halvtreds procent rabat. Men det er ikke alle familier, der betaler fuld pris. I år er der tyve procent, der betaler det, Anni Kanafani kalder en "symbolsk pris". For det vigtigste er, at børnene kommer i børnehave.

»Det er netop børnene fra de dårligst stillede familier, der nok har mest brug for at komme i børnehave,«siger hun.

Derfor bruger fonden også tid på at lave opsøgende arbejde for at fortælle disse

familier, at der er muligheder for nedsat pris. For fonden handler det nemlig om kun lige at kunne få det hele til at løbe rundt. Børnenes levevilkår har førsteprioritet.

Alligevel kan man undre sig over, at familier sender deres børn i børnehave og gladeligt betaler hundrede dollars for det, når de dårligt har penge til det. Men forklaringen er enkel ifølge Anni Kanafani.

»For det første ligger der en vis prestige i at sende sit barn i børnehave. Og for det andet er det også en vigtig aflastning for mødrene. Både at børnene kan blive stimuleret udefra, men også så hun kan få tid til at besøge venner, købe ind og ordne forskellige gøremål,« siger hun.

For børnene er det også eneste mulighed for at få noget lys, luft og plads at lege på. De overfyldte lejre levner ikke plads til den slags luksus.