Dage med børn

Fie!!! Der er nogle, der driller inde i dukkekrogen!« Tre piger kommer løbende ud i køkken-alrummet, hvor Fie sidder med Christina på skødet og snakker om, at det er på fredag, at ræve-stuen skal til seks års fødselsdag hjemme hos Christina.

»Vi går lige ind og ser på det,« siger Anne Sophie Kristensen, 30 år, bedre kendt som Fie og ræve-voksen i Mariemindes Børnehave i Kolding.

Inde i dukkekrogen sætter Fie sig på hug – en arbejdsstilling, som det skal vise sig, at hun indtager rigtig mange gange om dagen – og får snakket med de tre drillende drenge om, at det ikke er så godt, at de forstyrrer pigerne, og om de ikke kan aftale, at de leger et andet sted. Drengene er straks med på at lege i rummet ved siden af, der er indrettet med biler, dyr, lego og playmobil og den slags, som egner sig til gulvlege. Fie foreslår, at hun lægger “biltæppet” på gulvet og får et begejstret JAH!! fra drengene, og de begynder straks at hale biler ned fra hylderne.

Fie går igen ud i ræve- og egernstuernes lille køkken-alrum tæt forfulgt af Christina, der stadig har brug for hendes opmærksomhed. Både børn og voksne er lige kommet tilbage fra påskeferie, og der er rift om ledig skødeplads og voksne, der gider at hjælpe med at vinke farvel til mor og far og lige høre om de sjove, mærkelige, kedelige, dejlige eller dumme oplevelser, ferien har kastet af sig.

Kirsten Bramming - Fies nærmeste kollega - er kommet og står ved køkkenbordet og skræller gulerødder til morgenfrugten. Imens hun arbejder med det, og mens begge pædagoger ønsker flere børn og forældre en god morgen, flyver beskeder og små historier om, hvordan børnene har haft det her til morgen gennem rummet, og de aftaler, hvad der er i grove træk skal ske i ugens løb. Fie går ned i tegnerummet for at lave en ugeplan til tavlen. Christina følger med og får til opgave at tegne på det kort, der skal sidde ud for fredag, hendes fødselsdag. En anden pige vil også være med, og snart er den turkis opsalgstavle fyldt med planer om en tur i skoven onsdag, gymnastik om torsdagen og fødselsdagsbesøg om fredagen. Den sidste voksne på ræve-stuen, pædagogmedhjælper Ruth Pedersen, ankommer, og mens der tegnes og planlægges, får hun fortalt om de begivenhedsrige dage før påske, da haren var på besøg, og der var fællesspisning i det store hus. Oplevelser hun måtte undvære på grund af ferie.



Vejleder og konfliktløser. Også Tobias, tre år, er kommet i børnehave. Han er næsten lige begyndt på ræve-stuen og har valgt Fie som sit faste holdepunkt i et hus og en dagligdag, som han endnu ikke kan overskue. Han skal også lige have ekstra tid og opmærksomhed til at sige farvel til mor og storebror og en snak om, hvem der mon har tegnet på hans kondisko. Fie forsøger at sætte ham i gang med at lege ved at arrangere et spil sammen med nogle af de andre nye børn, og det går også godt i et stykke tid. Men da Maja, som også er næsten ny, kommer ind, og Fies opmærksomhed vendes mod hende, går spillet i stå. De enes om at finde et andet spil, og der opstår et skænderi mellem to af børnene om, hvordan spillet skal lægges i kassen. Fie afventer tålmodigt og opmærksomt, om børnene selv kan løse konflikten, men da de ikke kan det, foreslår hun, at de hver især lægger en del af spillet på plads. Den løsning er børnene tilfredse med, og grinende bærer de sammen spillet over på hylden.

Klokken 10 skal de tre ræve-voksne til stuemøde, og egern-stuens pædagoger skal passe børnene. Derfor skal alle børnene ud på legepladsen, og mens stadig flere børn kommer til, holder Fie, Kirsten og Ruth øje med, at hjemmesko udskiftes med kondisko, og at alle får en jakke på for at beskytte mod en lidt kølig vind i det ellers solrige forårsvejr. To piger kommer og klager over nogle drenge, der kaster med sand.

»Sig, at de skal holde op,« siger Fie. Pigerne siger, at det har de sagt. »Så sig det igen og bliv skrap!«

Pigerne løber ud, og efter et stykke tid går Fie ud for at se, om konflikten er løst. Det ser sådan ud, og Fie kan hjælpe et par af de små, som gerne vil gynge. En af dem vil gerne løftes op, men det afviser Fie, og med en opfordring til at prøve selv og et kærligt skub i numsen lykkes det da også at svinge de små ben op i den store gynges net. Et skub for at få gyngen i gang vil Fie dog gerne levere.



Fies antenner. Mariesminde Børnehave ligger i et villakvarter i udkanten af Kolding og er for et år siden udvidet fra en lille 42 børns institution til nu at have plads til 82 børn fordelt på fire stuer. Ræve-stuen ligger i børnehavens gamle afdeling, og her kan det ses, at man tidligere ikke byggede så store rum. Alligevel har udbygningen betydet lyse og nyistandsatte rum i hele huset og et stort køkken-alrum med plads til alle børn og voksne i den nye afdeling.

Stueopdelingen er bibeholdt, men alle rum er samtidig funktionsrum. Alle børn kan frit færdes, hvor de vil, uden nødvendigvis at skulle give besked om deres færden. Også på den meget store legeplads er der rigelig plads til at lege hvor og med hvad, man lyster. Den kæmpestore bålhytte bliver flittigt brugt hele året, og den lille skov med store træer, græsplænen, cykelstierne, bakkerne, rørene til at kravle i, gravestedet og sandkassen udfordrer til brug af både kroppen og fantasien og opfordrer til at lege, lege og lege i al slags vejr.

Fie er næsten lige kommet tilbage fra barselsorlov i et år, og som noget nyt er hun gået ned i tid. 32 timer lægger hun i børnehaven, resten er forbeholdt børn af egen avl - Anders på fire år og Ebbe på ét år.

Der er mange nye kolleger og andre måder at arbejde på, som hun lige skal vænne sige til. Men på ræve-stuen er de enige: Arbejdet med børnene går ud på at give dem omsorg og tryghed, udvikle deres sociale kompetencer og gøre dem til selvhjulpne og selvstændige individer. Hvert barn skal ses som den lille personlighed, det er, og der skal tages udgangspunkt i de behov, ønsker og kompetencer, hvert enkelt barn har.

Fies gode antenner er mærkbare. Hun fornemmer instinktivt, hvilken stemning og humør hvert enkelt barn er i, og hvilken hjælp de har brug for.

»Det er vel ikke en dårlig egenskab at have, når det nu er mennesker, jeg arbejder med. Hver dag møder jeg noget nyt: I dag kan Tobias være på én måde, i morgen en anden. Det er jo det, jeg så godt kan lide. At jeg hele tiden bliver udfordret til at skulle forholde mig til de forskellige børn. Og når jeg så kommer hjem, kan jeg da ofte tænke: Nå, Fie, var det så godt, det du gjorde der?«

Fie går meget op i at være nærværende og følger intenst med i, hvordan de små klarer påklædningen, om børnene selv klarer konflikter, om de selv finder ud af at sige farvel til forældrene, og om de kommer i gang med at lege, eller om de skal have et lille skub. Og de voksne giver hinanden tiden og muligheden for at være til stede med det barn, som har brug for, at de er der sammen med det. Der er en indbyrdes forståelse for, at er man ikke lige på legepladsen eller på stuen, så er der en god grund til det.

»Vi har rammerne til, at børnene kan udvikle sig selvstændigt og have frihed samtidig med, at der også er den nødvendige tryghed og omsorg. Vi vægter nærværet og at se på, hvad det enkelte barn har brug for. Men vi kan også finde på at tænde bål eller begynde på en anden aktivitet, uden at det egentlig er børnenes behov. Men så er vi sammen om noget, vi har lyst til med de børn, der har lyst til at være med. Vi skal jo også præsentere dem for noget nyt, så de kommer videre i deres udvikling,« siger hun.



Krævende forældre. På stuemødet får Fie, Kirsten og Ruth styr på aftaler, møder og planlægning af den nærmeste fremtid: Et forældrearrangement sammen med andre institutioner, hvor kokken Claus Meyer kommer og snakker om mad og børn, besøg i et par børnehaveklasser for de børn, som skal begynde i skole efter sommerferien, mulige ture og invitationer til fødselsdage. Flere kalendere ligger klar til at holde styr på aftaler og møder, men alligevel går sætningen: »Det skal vi bare lige huske« igen mange gange i løbet af mødet.

Kirsten har haft et par samtaler med forældre til børn, som lige er begyndt i børnehaven. Det sker cirka tre måneder efter starten. Nu fortæller hun de to kolleger, hvordan samtalerne gik, og bagefter snakker de også lige om de børn, som har vanskeligheder, eller som skal have særlig opmærksomhed for tiden. Lige nu er det især en større gruppe af små og nye børn, de lige skal have styr på: Hvor længe endnu er det nødvendigt, at to af dem sover til middag? Skal forældrene snart opfordres til at gøre noget for, at de sidste blebørn bliver renlige? Og ikke mindst: Får de tre voksne på ræve-stuen givet de samme beskeder om, hvilken service, de er parate til at give forældrene? De aftaler, at de på næste stuemøde skal snakke mere om det, så forældrene er sikre på at få det samme svar uanset, hvem af de voksne de snakker med. Det bliver især vigtigt i løbet af sommeren, hvor ræve-stuen kan se frem til at skulle modtage op mod ni nye børn.

Fie har kun været pædagog siden 1998, hvor hun blev uddannet fra Jægerspris Seminarium. Derfor er det svært for hende at sige, om kravene til pædagoger har ændret sig. Men hun synes, at forældrene kræver en del.

»De stiller store krav til os om, hvad vi ved om deres barn, hvor godt vi kender deres barn, om det er alderssvarende, og hvordan det har det med andre børn. Samtidig er vores forældre selv meget oplyste om børn og opdragelse. De stiller sig kritisk til det, vi laver og siger. Vi lægger op til åbenhed og dialog, og vi er priviligerede her med at have engagerede forældre med et vist overskud. Vores største udfordring er så, at vi i det daglige må skære ud i pap, hvad vi mener er forældrenes ansvar. Vi er nødt til at blive mere tydelige med, hvad vi står for, og hvad vi forventer af dem, ellers tager det overhånd med den service, de forventer,« siger hun.

Samtidig kan Fie mærke, at krav om viden, skriftlighed og synlighed er blevet skærpet.

»Vi skal også være bedre til at kunne fortælle, hvad det er, vi står for, og hvorfor vi gør tingene, som vi gør. Der er ingen tvivl om, at vi bliver både målt og vejet af forældrene og kommunen,« siger hun.

Fie synes kun, at hun kan mærke et yderligere pres på sit arbejde, når der er sygdom og ferie blandt personalet. Så skrider planlægningen.

»Så er vi nødt til at indstille os på, at der er ting, vi ikke kan gøre, for vi får ikke bare vikar. Selvfølgelig kunne vi sagtens bruge flere hænder og mere tid, men det er ikke sådan, at jeg tænker, at det er også for dårligt, at vi ikke kan tage os af det og det. Men jeg må da se i øjnene, at der er ikke den samme tid til at stå sammen med Tobias og vente, mens han får bukserne på. Vi slækker ikke på kravene til børnene, men de får ikke den samme udelte opmærksomhed,« siger hun.



Kolding/retur. Det var en god tid som medhjælper i en vuggestue i Kolding, hvor Fie er født og vokset op, der fik hende til at vælge pædagogfaget. Hun har altid kunnet lide børn, og efter et job som au pair i USA fortsatte hun i "børnebranchen". Det var de små børn, som interesserede Fie, og det var også det, hendes uddannelse blev tilrettelagt efter. Mens hun gik på seminariet, voksede også interessen for at spille og synge med børnene, og hendes evner med sang og guitarspil bruger hun jævnligt sammen med børnene i Mariesminde. En ambition om at gøre mere ved den side af det pædagogiske arbejde lurer i baggrunden.

»I Kolding findes landets eneste musikbørnehave, og det kunne da godt være et sted for mig at arbejde. Men når det meste af tiden går med musik, hvad så med udelivet vi har her, så er der måske ikke så meget fokus på det,« siger hun.

Fie var 22 år, da hun flyttede fra Kolding til Sjælland for at studere. Mens Fie blev pædagog læste hendes kæreste - som nu er hendes mand – til mejeriingeniør i København. Og både afstanden til fødebyen og selve studiet var godt for Fie. Det betød meget for hendes personlige udvikling og for hendes selvværd, for hun opdagede, at hun var god til at arbejde med børn.

»Men når man står der med eksamensbeviset, er uddannelsen jo først lige begyndt. Seminarietiden er bare en lille del af et langt forløb, hvor man stadig uddanner sig. Man er sit eget værktøj, så man skal selv være åben og imødekommende overfor, hvad der rører sig. Jeg kan ikke komme sovende på arbejde, jeg er nødt til at lukke op for mig selv og se på, hvilke børn jeg har med at gøre, og hvad de har brug for lige nu,« siger hun.

Fie synes hele tiden, at hun lærer noget nyt. De redskaber, hun har fået via uddannelsen, kan hun bruge i praksis, men hun finder hver dag ud af, at der er noget nyt at lære, noget nyt at tage stilling til og noget nyt at blive bedre til.

»Det er enormt livsbekræftende og ekstremt lærerigt at arbejde med børn. De giver mig mange ting at reflektere over. Jeg kan ikke blive mæt af at være sammen med dem. Hvis integreringen af et nyt barn lykkes, er det jo alle anstrengelserne værd at have været igennem alle forløbene og processerne,« siger hun.



Rollemodel på skovtur. Næste dag skal ræve-stuen på skovtur. Gruppen, der denne onsdag tæller 19 børn, og de tre voksne skal med to busser, og mange af børnene er så vant til at blive transporteret rundt i bil, at en bustur i sig selv er en oplevelse for dem. Inden afgang har store som små pakket deres egen rygsæk med madpakke og drikkedunk, og den helt rigtige påklædning til det forårsvarme solskinsvejr er valgt. Tobias og enkelte af de mindre børn prøver at lege sig fra den trælse påklædning og vil have Fie til at hjælpe. Men hjælpen kommer kun i form af et: "Du kan godt selv"! Og en vedholdende parathed til at guide videre og kun hjælpe, hvor evnerne endnu ikke slår til. En enkelt fastholder, at mor har sagt, at hun godt må få sandaler på. »Men din mor er ikke lige her, og jeg siger nej,« er svaret.

Efterhånden som børnene bliver færdige, går de ud i "Solstuen" - en overdækket terasse – og nogle af drengene fordriver ventetiden med et vendespil, mens andre forsøger sig med en afstikker til legepladsen. Den går ikke: »Vi går lige om lidt, så nu bliver I her,« lyder det flere gange, og de fritgående børn må igen ind til resten af flokken. »Ræve-unger, så går vi,« rækken med børn, der holder i hånd to og to, bliver arrangeret, og så er det ud ad døren.

Turen går gennem Kolding og over på den anden side af fjorden. Lige efter stoppestedet går en sti ind i Marienlundskoven, og børnene får frit løb, så længe de kan se en voksen. Snart spredes gruppen lidt. De små fordyber sig i fine blomster, lækre pinde, flotte sten og underlige småkravl, mens de store får løbet uroen og alle kræfterne ud af kroppen.

Fie følges med de små, der sagter agterud, men hun giver dem tid til at klatre lidt i træer og ellers komme afsted i det tempo, som nu er deres.

»Vi skal jo ikke nå noget. Det er lige det her, vi skal,« siger hun, og kommer i tanke om, at det er vigtigt at få sagt, at hun også opfatter sig selv som rollemodel for børnene.

»Derfor skal man være bevidst om, hvad man gør. Børn gør det, de ser, vi gør og ikke det, vi siger, at de skal gøre.«



Føling uden overblik. Lige som hjemme i børnehaven skal børnene ikke spørge om lov til at bevæge sig, hvor de vil i skoven. Fie, Ruth og Kirsten går med børnene derhen, hvor de har lyst til at være. Det betyder, at de ikke alle tre hele tiden har overblik over, hvor alle børn opholder sig.

»Hvis jeg har brug for overblik, er det mig, der må opsøge børnene. Jeg kan godt klare at arbejde sådan. Hvis en forælder kommer og spørger mig, og jeg ikke lige ved, hvor barnet er, har jeg det fint med at henvise til en af de andre, der så måske ved det. Der kan da sagtens være nogle børn, man ikke ser en hel dag. Men når vi har samling og spiser sammen, så får vi lige kigget hinanden i øjnene og snakket sammen. Og synes jeg, at jeg mangler føling med nogle af børnene, så opsøger jeg dem. For jeg skal have føling med alle børnene, ellers ved jeg jo ikke, hvad der foregår med dem, men det er ikke sikkert, at det lige er hver dag, jeg har det,« siger hun.

Men tilføjer, at nogle børn kan blive det, pædagogerne kalder pendlere. Børn, der flyver og farer fra den ene aktivitet til den anden.

»Dem siger vi stop til for at holde dem fast i en eller anden aktivitet, ellers kan de bare fjumre fra sted til sted uden egentlig at engagere sig i noget som helst. Vi skal jo også sørge for, at børnene får prøvet lidt af det hele for at støtte deres udvikling hele vejen rundt, så det holder vi øje med. Jeg trives godt med, at vi har indrettet os sådan. Men jeg har prøvet at være i praktik, hvor der var helt frit og selvforvaltning over hele linjen, og det kunne jeg ikke lide. Derfor holder vi samling og spiser sammen,« siger Fie.

Imens vi langsomt går mellem små og store træer, hvor grønne knopper sidder på spring til at folde sig ud, reflekterer Fie over sit arbejde og det, som hun så godt kan lide ved at være pædagog:

»Jeg kan godt lide dagligdagen og at inddrage børnene i praktiske ting, bage, ordne frugt og rydde op, men også at lege og spille spil. Jeg forholder mig ikke ukritisk til mit eget arbejde. Hver dag er en ny situation og en ny udfordring, og det er da egentlig et hårdt arbejde, når man tænker på, at det er mange år frem i tiden, at man skal det. Det er et ansvarsfuldt arbejde og et vigtigt arbejde. Børn har krav på voksne, der som personer kan deres arbejde, og som vil dem. Det kan godt være, at du kan læse dig til meget, men hvis du ikke kan bruge dig selv sammen med børnene, så kommer du ikke langt.«



I næste nummer kan du læse om Lonnie Weiglin, som er fællestillidsrepræsentant.