Da Mikkel Ræv åd Høne Pøne

Mathias og mig fandt røverindgangen," siger Rasmus stolt.

"Der var ridser og træ brækket, så de lige ku' smutte ind og ta' alle vores penge...!"

Han ser forurettet ud. Hvad skulle de med børnehavens penge? Kasper har et forslag til, hvordan man en anden gang skal stoppe ubudne gæster:

"De kommer om natten, og så står vi bare der og siger: Hov, hvad skal du her, din Fister Løgsovs. "

Gårdhaven i Bramming i Sydvestjylland har haft ubudne gæster, og det fylder voldsomt i børnene. Da de blev afleveret en morgen, lignede børnehaven ikke sig selv. Døre og skabe var brudt op, og det var en voldsom oplevelse. Men det er ikke det eneste, der er sket inden for et par uger. Ud over to indbrud var ræven på besøg af flere omgange og snuppede omkring 15 kaniner og 13 høns, selv om hegnet var blevet forstærket. Det var voldsomme oplevelser på kort tid. Og hvordan reagerer man så, når virkeligheden på den måde braser direkte ind og smadrer børnenes trygge rammer?

"Da børnene mødte om morgenen, og dyrene var væk, blev de selvfølgelig kede af det og forskrækkede," siger Birgit Simonsen, der er leder i Gårdhaven.

Pludselig var der kun et par kaniner tilbage og så Høne Pøne. Det var en stolt og snu høne, som havde undgået ræven. Hun havde en særlig status og kunne finde på at komme og snuppe maden uf af hænderne på børnene, når de sad ude og spiste. Hun var så tam, at børnene kunne tage hende op og snakke med hende. De var glade for, at hun i det mindste havde overlevet, men efter nogle dage kom ræven igen, og så var Høne Pøne også væk.



Vi tog ud til rævegraven. Gårdhaven har 48 børn og er en syv år gammel børnehave indrettet i en gammel gård i et nyt boligområde. Markerne er udstykket, og gårdens stald og stuehus er ombygget til børnehave. Politikerne havde fra starten besluttet, at det skulle være en børnehave med dyr og oplevelser i naturen, og derfor er børnene vant til, at der er både geder, høns, kaniner, undulater osv. De er en del af børnehaven, og så er det selvfølgelig barskt, når kaniner og høns en morgen pludselig ikke er der mere, fordi ræven har været på spil.

"Børnene blev kede af det, men vi brugte situationen til at fortælle om Mikkel Ræv og om, at den netop på dette tidspunkt havde unger. De skulle selvfølgelig have noget mad, og det forstod børnene godt," fortæller Birgit Simonsen.

"Faktisk var vi lidt bange for, at der havde været tale om dyremishandling, for vi havde fået at vide, at nogle personer havde lusket rundt omkring børnehaven og inde ved dyrene. Men vi syntes, at alt tydede på ræven, og vi gik derfor med nogle af børnene ud til en rævegrav, der ligger knap en kilometer herfra. Her kunne børnene på afstand konstatere, at der faktisk lå fjer og uld uden for rævegraven, og det gav dem en god forståelse for, hvad der var sket. Så var det trods alt nemmere at klare, for børnene har jo også sympati for de små ræveunger."



Vi viser vore følelser. De børn, der var ude ved rævegraven, kunne derhjemme fortælle alle de andre børn om deres oplevelser. Dermed blev virkelighedens indbrud i hverdagen accepteret, selv om det selvfølgelig var trist. Det var noget, børnene kunne snakke meget og længe om. Efterladenskaber som uld og en hønevinge blev studeret indgående, og hønens vinge blev nærmest et udstillingsobjekt. Værre er det, når det er en mår eller en ilder, der har været på spil, for den efterlader blodige spor. Ræven tager dyrene med.

"Børnene ved jo godt, at de dyr, de holder af, ikke lever evigt. Det sker jo også, at for eksempel en kanin dør en naturlig død, og så laver vi en rigtig begravelse. Det er vigtigt, at vi som pædagoger er ærlige og også viser følelser. Vi skal ikke bare sige "pyt med det", for at børnene ikke skal blive for kede af det, vi skal tværtimod vise, at vi også synes, det er sørgeligt. Men vi skal ikke blive hysteriske, når vi kommer om morgenen, og ræven har brudt ind og taget høns og kaniner. Vi skal bevare roen og som altid "navigere i kaos". Og så skal vi her og nu tage os af børnene og deres store behov for at snakke om det, der er sket," siger Birgit Simonsen.

Børnehaven havde ellers solidt net af tråd for at beskytte dyrene, men ræven har alligevel kæmpet sig ind. Dermed kunne børnene ved selvsyn konstatere, hvor vigtigt det er for ræven at skaffe mad til sine unger.

"Men nu vil vi gerne, at kommunen sørger for at få sløjfet rævegraven, så vi ikke kommer i den situation igen," siger Birgit Simonsen.



Indbrud giver utryghed. To gange var der i samme periode også ubudne gæster på to ben:

"Det er i endnu højere grad med til at skabe utryghed hos børnene, og derfor har vi nu valgt at installere videoovervågning uden for åbningstid. Når døre er ødelagte, skabe brudt op, det roder, og der er forsvundet ting, er det noget, børnene tager meget alvorligt, og de bliver noget forskrækket, for det kan jo også ske hjemme hos dem selv. Her er det også sværere for os som pædagoger at forklare, hvorfor det sker. Vi fortæller børnene, at dem, der bryder ind, ikke gør det, fordi de vil være onde. Men vi skal ikke forklare det på en måde, så børnene synes, det er synd for tyvene og i orden, at de bryder ind. For det er det jo ikke. Børnene ved generelt godt, at man ikke må tage noget, der er andres, og derfor reagerer de, når det sker," siger Birgit Simonsen.

Hun indrømmer, at hun ville have haft svært ved at klare det, hvis der havde været tale om voldsom og meningsløs hærværk, eller hvis mennesker havde mishandlet dyrene.

"Så havde det været meget stærkere følelser, og så ville det være svært. Men også der skulle vi naturligvis bevare roen, selv om børnene gerne må opleve, at vi er rigtig godt gale."

Tilbage til børnene. Den sidste tids begivenheder fylder, og børnene nøjes ikke med at snakke om ræven og røverne. De kommer også med gode forslag. Mathias mener, at der skal sættes et stærkt stakit op, og Thor har også arbejdet med diverse løsninger:

"Jeg laver rævefælder. Træfælder og sandfælder," siger han stolt. Da han er bange for, at det ikke gør tilstrækkeligt indtryk, tilføjer han hurtigt:

"Og...øh...jeg fangede en tyv i nat!"

Med de børn i Gårdhaven, kan det ikke gå helt galt.



Voksen og følsom

Når rovdyret har været på spil eller

institutionen udsat for hærværk og

dyremishandling, har børnene behov for

rolige pædagoger, der opfører sig både

voksent og følsomt



Et rovdyr har været på besøg, og der ligger blod og rester af de elskede dyr. Eller endnu værre: Der har været hærværk og dyremishandling, og det er et chokerende syn, der møder både personale og børn. Hvad stiller man op?

Cand.pæd.psyk. Vagn Dalgaard mener, at de to vigtige nøgleord voksen og følsom i virkeligheden siger det hele:

"Pædagogen er den voksne, det vil sige den, der har overblik, erfaring og viden. I den aktuelle situation betyder det, at der ikke må vises forvirring, panik eller voldsom forskrækkelse, for det smitter lynhurtigt af på børnene, og det gør det hele værre. Den voksne er den, der har styr på situationen, og det skal hele udstrålingen vise. Så ved børnene, at her er der i det mindste noget, de kan regne med."

"Men den voksne skal også være følsom, og der er nogle autentiske følelser, som ikke skal skjules. Sorg og vrede hører med, og disse autentiske følelser skal geares på en måde, så børnene kan modtage dem. Den voksne kan altså være ked af det og vred, men samtidig vise, at der er styr på situationen."



Snak ikke hen over hovedet på børnene. Som pædagog ved man, at det er vigtigt at tale med børnene om det, der er sket. Men det er også vigtigt, at børnene er med i den allerførste fase, hvor der skal dannes overblik, snakkes med politi osv. Det går ikke at stå og skælde spontant ud over, at nogle ønskede foranstaltninger for sikkerhed ikke er blevet gennemført, eller ophidset diskutere det, der er sket, mens børnene måbende står omkring og hører på:

"Når man om morgenen står på stedet og ser på skaderne, må de voksne ikke snakke hen over hovedet på børnene. Det er ren gift, for så står de der og prøver at følge med i, hvad der sker. De skal ind i snakken, hvis de er til stede. At være voksen og følsom vil her sige at kunne sætte sig ind i, hvor børnene er. Det er den kobling, der er vigtig. Der skal tages udgangspunkt i, hvordan børnene føler, selv om man som voksen er et andet sted," siger Vagn Dalgaard.

"I næste fase sidder man så og snakker om det, der er sket. Nu er der ro på, og nu skal det sættes i perspektiv. Men husk, at selv om man som voksen har en masse forklaringer, så er det børnene, der har størst behov for at snakke. Lad dem bare komme med alle deres bemærkninger og spørgsmål og tag den så derfra."



Den voldsomme vrede skal ud. Børnene ved godt, at der sker indbrud, for det hører de meget om, og det er måske også sket hjemme ved dem selv. Det kan de forholde sig til. De kan også godt forstå, at rovdyr skal leve, at det er en del af naturen. Det er straks vanskeligere, når der er tale om meningsløs hærværk og dyremishandling. Her har børnene for alvor behov for at være vrede - og det har pædagoger også. Så man kan godt være rigtig gal sammen, problemet er selvfølgelig, at dem, man er gal på, ikke er til stede.

I nogle situationer kan man lege, at de, der har gjort det, sidder på en bestemt stol, og så kan børnene rigtig få skældt ud. Man kan også vælge at tegne dem, der har gjort det, og det kan der komme nogle grumme tegninger ud af. Måske skal tegningerne oven i købet forstørres til legemsstørrelse, og så er der også mulighed for at komme af med vrede. Men på et tidspunkt skal de voksne naturligvis gå ind og sætte tingene i perspektiv.

"Der har altid været "onde" mennesker, men der er jo næsten altid en grund til, at man bliver sådan. Det er nogle, der er "på den". De har det skidt, og så gør de sådan noget. Når vreden er kommet ud, kan børn godt se det hele i denne lidt større sammenhæng. På samme måde ved indbrud eller ved tyveri. Det er en mulighed for at fortælle, at for nogle er det en sygdom, der er noget, der hedder kleptomaner. Andre føler, at de er nødt til det, fordi de tager stoffer eller skylder penge. Det undskylder ikke, men det er med til, at børnene bedre forstår," siger Vagn Dalgaard.

Han mener, at det i virkeligheden er godt, at børnene får de mere ubehagelige oplevelser.

"Børnehaven er jo en kunstig verden med håndtag, der sidder højt oppe og med små stole. Men når den slags sker, er det ikke spor kunstigt, så er det virkelighed. Så er det ikke tv eller en historie, så er det en del af vores allesammens virkelighed på godt og ondt."





Cand.pæd.psyk. Vagn Dalgaard er psykolog i sorggrupper for børn under Foreningen Børns Vilkår. Han har som skolepsykolog mange års erfaringer fra arbejde med børn i skoler og daginstitutioner. Vagn Dalgaard er medforfatter til "Den ny børnekarakter" udgivet af Skolepsykologernes Landsforening og "Hvem er jeg, hvad skal jeg ville" på Dansk Psykologisk Forlag.



Når uheldet er ude

Tidlig morgen. Noget er helt gal. Meningsløs ødelæggelse, opbrudte døre, blod, rester af dyr, en såret kanin. Det er et voldsomt syn - og de første børn står der allerede. Hvad gør man?



Lad børnene opleve, at du midt i kaos har styr på situationen. Lad børnene mærke i dit kropssprog, stemmeføring osv., at du er den voksne og erfarne med overblik. Det er der behov for, når de trygge rammer i øvrigt er ødelagt.



Lyt til og svar på børnenes spontane udbrud, bemærkninger og spørgsmål, selv om det er her og nu, mens skaderne stadig vurderes, der evt. skal kontaktes politi osv.



Undgå - også i allerførste fase - den frustrerede voksensnak uden om børnene, mens de er til stede. Tag dem med ind i snakken, så de oplever, at dette er voksne og børn sammen om.



Vær ærlig og vis følelser som vrede og sorg. Børnene gennemskuer det, hvis du spiller komedie, og de har brug for, at man er ked af det eller gal sammen.



Når der er ro på, snakkes det hele godt igennem. Tag udgangspunkt i børnenes bemærkninger og spørgsmål - så skal det nok give plads til de forklaringer, der er nødvendige.



Lad eventuelt børnene komme af med vrede ved at tegne, og sæt bagefter ord på. Tegningerne kan få de mærkeligste ting frem, der kan give anledning til yderligere snak.



Vreden kan også komme ud, ved at man "sætter dyremishandleren i en stol" og så skælder godt og grundigt ud.



Når vreden er kommet ud skal man lande og sætte tingene i perspektiv, så børnene forstår, at der måske er en grund til at nogle opfører sig, som de gør.



Brug situationen. Hvis et rovdyr har været på spil, kan man snakke om naturen, se billeder, tegne sultne ræveunger osv.



Forbered dig på, at børnene kan snakke om episoderne i ugevis...