BUPL struktur: hård fødsel

Mens der er uenighed i BUPL's hovedbestyrelse om den politiske del af forslaget til ny struktur i BUPL bakker et komfortabelt flertal på 30-8 op om den rent geografiske nyordning, som reducerer antallet af fagforeninger fra 22 til 12

Skal formændene for de 12 nye fagforeninger være fødte medlemmer af hovedbestyrelsen? 22 stemmer ja, 18 nej.

Skal antallet af forretningsudvalgsmedlemmer sættes ned fra syv til fem? 22 stemmer ja, 19 nej.

Skal valget af et nyt og slanket forretningsudvalg ske allerede på den ekstraordinære kongres 30. marts 2006? 21 stemmer ja, 20 nej.

Skal ikke bare fagforeningsformanden, men også alle andre lønnede tillidsfolk vælges direkte af medlemmerne på generalforsamlingen? 17 stemmer ja, 20 nej.

Så tætte var afstemningerne, da hovedbestyrelsen torsdag den 8. december tog fat på at behandle forslaget til ny geografisk og politisk struktur for BUPL. Et forslag, som for den politiske dels vedkommende kan få en svær gang på jord. På den ekstraordinære kongres 30. marts er det nemlig ikke nok med et almindeligt flertal. Her skal der såkaldt "kvalificeret flertal" til. Det vil sige, at 2/3 af de afgivne stemmer skal være ja-stemmer. Grunden er, at forslagenes gennemførelse i de fleste tilfælde kræver lovændringer.



Delte vande. Forslaget til ny geografisk og politisk struktur blev anbefalet af forretningsudvalget, men ligesom hovedbestyrelsens modtagelse var delt, var også forretningsudvalget delt i sin anbefaling.

Et komfortabelt flertal i hovedbestyrelsen på 30-8 bakker op om den rent geografiske nyordning, men der er især uenighed om den politiske del af forslaget. Det samme gælder i forretningsudvalget.

Der stod således kun et snævert flertal på fire, mod tre i det siddende forretningsudvalg, bag anbefalingen af, at samme forretninsgudvalg skal reduceres fra at have syv til at have fem medlemmer. Støtterne var forbundsformand Birgit Elgaard, hovedkasserer Henning Pedersen og de faglige sekretærer Birgitte Conradsen og Kitte Adler-Nissen, mens forbundsnæstformand Lis Pedersen og de faglige sekretærer Allan Baumann og John Langford var imod. Dog skiftede Kitte Adler-Nissen undervejs på hovedbestyrelsesmødet standpunkt, så hun endte med at stemme imod forslaget.

Et flertal i forretningsudvalget havde anbefalet, at valget af det nye forretningsudvalg skal finde sted på den ordinære kongres i december næste år, men et forslag fra BUPL-fagforeningerne i Vejle Amt og Ribe Amt gik på, at man i stedet vælger det nye forretningsudvalg allerede 30. marts på den ekstraordinære kongres. Dette forslag blev vedtaget med én stemmes flertal.



Magt contra sammenhæng. Mens de modsatrettede holdninger til forretningsudvalgets størrelse et langt stykke hen ad vejen handlede om, hvorvidt man syntes, troede og mente, at fem medlemmer er nok og syv for mange, var der fagpolitiske og demokratiske principper på spil i debatten om fagforeningsformændenes valgbarhed til hovedbestyrelsen.

Efter de nuværende love er fagforeningsformændene udelukket fra at sidde i hovedbestyrelsen. Reglen er ved to tidligere lejligheder søgt afskaffet, men det er slået fejl, fordi der ikke kunne samles det fornødne 2/3 flertal.

Hovedargumentet mod at lukke formændene ind var, og er fortsat, at det vil føre til en uheldig magtkoncentration. Desuden peges på, at formændene for de nye og meget større fagforeninger får nok andet at se til.

Tilhængerne af ikke bare at gøre op med formændenes udelukkelse fra hovedbestyrelsen, men gøre dem til fødte medlemmer, lægger især vægt på, at det vil bidrage til en stærkere sammenhængskraft i hele organisationen.

Det bærende argument for at slanke forretningsudvalget har i øvrigt også med hovedbestyrelsen at gøre. Synspunktet er følgende: Samtidig med at antallet af fagforeninger reduceres fra 22 til 12, reduceres antallet af fagforeningsvalgte hovedbestyrelsesmedlemmer til 23 mod i dag 32. Derfor bør forretningsudvalget af demokratiske årsager blive så meget mindre, at det numeriske styrkeforhold mellem parterne holdes intakt. Formodningen er desuden, at forretningsudvalget vil blive mere effektivt og dynamisk ved at blive mindre.



Geografien. Hovedbestyrelsens håndtering af den geografiske del af strukturreformen viste, at den ikke i samme grad som den politiske deler vandene. Der er bred enighed om, at der er god fornuft i færre, større og dermed mere potente fagforeninger. Der er også enighed om, at fagforeningerne skal have mindst 3000 medlemmer, skal følge regionsgrænserne og helst være nogenlunde lige store.

Hvad der derimod ikke er fuldstændig enighed om, er den konkrete grænsedragning mellem nogle af de nye fagforeninger.

Problemerne er koncentreret på Sjælland. Således foreslog BUPL Vestsjælland og BUPL Roskilde Amt henholdsvis Ringsted Kommune og Ny Køge Kommune henført til den nye fagforening for Midt- og Vestsjælland, som de to sammen danner, mens BUPL-fagforeningerne Afdeling 2, 3, 4 og 5 i Københavns Amt foreslog Ny Furesø Kommune lagt under deres kommende fusionsfagforening.

Ingen af forslagene opnåede dog flertal i hovedbestyrelsen. Det betyder, at Ringsted Kommune og Ny Køge Kommune fastholdes som del af den ny fagforening for Sydsjælland og Lolland Falster, mens Ny Furesø Kommune forbliver en del af den nye fagforening for den nordlige del af Region Hovedstaden. En fagforening, hvori det nuværende BUPL Frederiksborg Amt og BUPL Afdeling 1 indgår.



Køreplan. Hovedbestyrelsesmødet 8. december, som var det første skridt i den politiske behandling af strukturforslaget, nåede på grund af overvældende talelyst ikke til vejs ende. Derfor har der tirsdag i indeværende uge været holdt et ekstra-ekstraordinært møde, hvor de resterende dele af strukturpakken er blevet behandlet.

Herefter henstår et nyt hovedbestyrelsesmøde i januar, ekstraordinære generalforsamlinger i de lokale fagforeninger i perioden fra 14. februar til 10.marts samt ekstraordinær kongres 30. marts.

Planen er fremdeles, at såvel den politiske som den geografiske struktur skal være på plads og i funktion 1. juni 2006, syv måneder før den kommunale opgave- og strukturreform træder i kraft.o



Se iøvrigt indstik om den nye struktur midt i bladet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.