BUPL Mener: Vores psykiske arbejdsmiljø

Det pædagogiske arbejdsområde er overvejende et kvindeområde, og det ser arbejdspsykolog Henrik Hopff i dette nummer af fagbladet Børn&Unge som en af grundene til, at antallet af afskedigelsessager for pædagoger igen sætter rekord. Afskedigelserne er ofte begrundet i

arbejdsarbejdsvanskeligheder eller langvarig sygdom, og begge dele er jo symptomer på, at man har ondt i det psykiske arbejdsmiljø rundt om på institutionene.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af problemerne ligger i manglende ressourcer og deraf følgende pres på den enkelte, men jeg er heller ikke i tvivl om, at samarbejdsformen og den indbyrdes kommunikation i en børnehave er ganske anderledes end den, man vil opleve på f.eks. en brandstation.

Mit ærinde er ikke at sige, at det ene er bedre end det andet - og hvordan skulle man i øvrigt måle det? Men vi må give slip på berøringsangsten over for, at arbejdsmiljøet giver så mange medlemmer ondt i livet.

Vi kan ikke snakke os fra det ved alene at fokusere på besparelser og strukturændringer. Folkeskolen bliver jo også kritiseret og omstruktureret, og alligevel bliver masser af folkeskolelærere af begge køn ældre og ældre i gårde. Sygeplejefaget er som pædagogfaget et kvindefag, og også her skal medlemmerne løbe stærkere og stærkere for at opfylde forventninger og krav til arbejdet.

Og alligevel er der flest pædagoger, der knækkes af arbejdet.

Jeg tror, mange af os har svært ved at skille det personlige fra det private. Personlige kompetencer og egenskaber er en del af professionalismen. Det er klog ansættelsespolitik at sikre forskellighed blandt de ansatte, så det samlede personale kan spænde over de udfordringer, der ligger i arbejdet. Pædagoger arbejder tæt sammen, og hvad den ene har lidt svært ved, er den anden måske god til. Det er fakta, men tit sker det, at følelserne kommer i spil, så forskellighederne fokuseres og bliver faretruende.

Det er så svært, dette her. Som FU-medlem kan jeg ikke melde klart ud, for hvordan laver man fagforeningspolitik på følelser? Men som erfaren pædagog kan jeg genkalde mig problemstillinger, hvor det kneb med at holde profession og person adskilt, og derfor er min konklusion:

Vi har som pædagoger et stort medansvar for børn og unges trivsel og udvikling. Som ansatte har vi et tilsvarende medansvar for hinanden. Ikke privat og følelsesbetonet, men engageret og professionelt!