BUPL MENER: Vold fra børn kan være ødelæggende

Pædagoger er udsat for meget vold på jobbet, og volden stiger, viser undersøgelser, du kan læse om i dette nummer af Børn&Unge. Men fordi volden kommer fra de børn og unge, vil de fleste nok opfatte det som mindre krænkende, end hvis den kom fra en vred voksen på et behandlingssted. Mange vil nok tænke, at det kan det da ikke være så slemt at blive udsat for. Men vold fra børn kan give store skader på den pædagog, som rammes. Ofte er der tale om psykiske skader, for det er kolossalt grænseoverskridende at blive angrebet af et barn, både når det sker en enkelt gang, og når det sker gentagne gange. Jeg har selv prøvet det flere gange, og jeg glemmer det aldrig!

Der var engang en pige med ADHD, der i raseri kastede en tapeholder efter mig, og hvis hun havde ramt mig, kunne jeg snildt have fået en hjernerystelse. Jeg har også prøvet, at en dreng, som gik igennem en følelsesmæssig hård periode i forbindelse med forældrenes skilsmisse, kastede en saks efter mig. Den strejfede mit øre, som begyndte at bløde. Jeg var temmelig rystet efter begge voldsepisoder, men det satte heldigvis ikke varige spor hos mig, hverken fysisk eller psykisk.

Det priser jeg mig lykkelig for. Når man læser om pædagogen Nadia, hvis liv er gået i stykker efter et groft overfald fra et barn, ved man, at vold fra børn kan give alvorlige, varige mén.

Der bør ikke herske tvivl om, at de berørte pædagoger skal have erstatning, når skaden er sket. I 30 år har Erstatningsnævnet set bort fra et krav i loven om, at vold skulle være politianmeldt inden for 72 timer, når en pædagog var kommet skade efter vold. Men i 2014 ændrede nævnet praksis, så episoden skulle politianmeldes, også selvom volden kom fra et mindreårigt barn.

Den nye praksis skabte mange problemer for pædagoger. Helt grundlæggende er det jo grænseoverskridende at skulle politianmelde børn og unge, som man arbejder med – det kan være ødelæggende for forholdet til barnet og familien, og meget pædagogisk arbejde kan være spildt. Selvom vi vidste, at det var en svær situation, anbefalede vi pædagogerne at politianmelde. Men det var svært for pædagoger overhovedet at få lov til at anmelde et barn, for politiet, som nok heller ikke var forberedt på ændringen, rystede på hovedet, for et barn kan jo ikke straffes.

Arbejdsgiverne og forældrene var heller ikke begejstrede. Der var hele vejen rundt enighed om, at det ikke gav mening at politianmelde et barn.

BUPL har i medierne råbt op om problemerne og holdt godt gang i debatten. I Folketingets Retsudvalg har vi også fremlagt vores synspunkter. Alt sammen for at vække politikernes interesse for problemet. Og det lykkedes! Justitsministeren har erkendt, at den nye praksis var uklar, og derfor har han udsendt en vejledning med nye retningslinjer for politianmeldelser.

BUPL har samarbejdet med justitsministeren om vejledningen, og vi har gjort alt, hvad vi kan, for at gøre den så brugbar som muligt på arbejdspladserne, sådan at politianmeldelser kan undgås.

Sagen om politianmeldelser er et skoleeksempel på, hvordan vi som fagforening kan gøre og gør en væsentlig forskel for vores medlemmer. Og i dette tilfælde også for mange andre. Den viser, at vi er i dialog med politikerne og kommer i pressen, at vi kæmper stædigt for vores medlemmer, og vi ikke giver op.