BUPL MENER: Vi skal sikre plads til mangfoldighed

De seneste år har der været livlig debat om mænd i daginstitutioner. Desværre har debatten gået meget på, hvorvidt det nu var sikkert for børnene, at mænd var alene med børn, eller om der var for stor risiko for, at de kunne gøre børnene fortræd. Hele pædofilihysteriet og forskrækkelsen kørte i en længere periode for fuld udblæsning og medførte, at flere og flere kommuner og ­hermed institutioner indførte særregler for de mandlige pædagoger i daginstitutioner.

Denne debat er heldigvis noget mere afdæmpet nu og er blevet erstattet af en forståelse af nødvendigheden af, at der ansættes flere mandlige pædagoger, når det handler om de helt små børn. For godt nok er antallet af mandlige pædagoger på vej op, når vi ser på antallet af mænd på uddannelsen. Her er 28 procent af de studerende mænd, men de udgør kun 6,7 procent af pædagogerne i børnehaverne og er helt nede på knap 2,7 procent i vuggestuer.

Særregler og pædofiliforskrækkelsen er nogle af grundene til, at mænd ikke ønsker at arbejde i børnehaver og vuggestuer, men hvad kan det ellers handle om? Det er et af de spørgsmål. som vi i BUPL forsøger at komme tættere på via kampagner, film og projekter. Også Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har rettet fokus på dette og har igangsat en større kampagne, der skal sætte fokus på, at det er vigtigt, at der er en mangfoldighed af medarbejdere i dagtilbud, og at der i særdeleshed skal tiltrækkes og fastholdes mænd til arbejdet med de små børn.

Det er vigtigt, at en daginstitution afspejler den mangfoldighed, der er i det øvrige samfund, og derfor skal sammensætningen af pædagoger også leve op til det. Børnene skal opleve, at det ikke er deres køn, der afgør, hvilke muligheder de har i livet. De skal opleve, at omsorgsarbejdet ikke udelukkende udføres af kvinder, og at det ikke altid er den mandlige pædagog, der er med på træværkstedet.

Hvis vi vil have den mangfoldighed, så må vi også undersøge og blive klogere på, hvorfor de mandlige pædagoger ikke står i kø for at arbejde med de helt små børn. For ét er særregler og mistænkelig­gørelse, noget andet er, hvordan vores syn i øvrigt er på mangfoldighed og kvalitet i det pædagogiske arbejde? Måske er vi som pædagoger selv med til at opretholde en kønsstereotyp opdeling af arbejdsopgaver imellem kønnene. Har vi blinde vinkler, som fastholder os i bestemte roller overfor børnene?

Sikkert er det, at kampagner og opmærksomhed ikke i sig selv, kan sikre den mangfoldighed, vi efterspørger. Vi har alle et ansvar for at gøre arbejdspladserne så rummelige, at børnene kan møde en mangfoldighed af mennesker – både i form af mænd og kvinder og i form af inspirerende personligheder.