BUPL MENER: Spørg altid, om I gør nok for de udsatte

Det er mandag morgen. Lille Peter på to år bliver endnu en gang afleveret med en våd ble, som ingen rigtigt ved, hvornår er blevet skiftet sidst. Peter er trist, siger ikke meget og har en adfærd, der er bekymrende. Han trækker sig fra børnene og de voksne og vil kun sidde hos Lene, som er den eneste pædagog, han er tryg ved.

Som pædagoger knokler vi og står på pinde for Peter med alle ­fagets midler, som vi plejer at bruge for at bryde den onde spiral. Vores samarbejde med Peters forældre er intenst, for vi ved, at de ikke kan løfte opgaven, og vi ved, at deres sociale udfordringer er en hæmsko for et trygt liv for Peter. Alligevel er en underretning til kommunen ikke det redskab, der ligger og blinker tydeligst i den pædagogiske værktøjskasse.

Et det et urealistisk scenarie, jeg ridser op her? Det tror jeg egentlig ikke, for i dette nummer af Børn&Unge kan man læse, at det ikke er i børnenes første år, der bliver underrettet. Og det er ellers netop i de tidlige år, at vi kan gøre mest for at hjælpe barnet til en bedre fremtid.

For vi ved det jo godt: Tidlig indsats hjælper! Det er dokumenteret, og forskningen er entydig på det punkt. Hvis lille Peter mistrives på grund af sociale problemer, kan en samlet koordineret indsats gøre en kæmpestor forskel.

Hvad forhindrer os så i at underrette? Det ligger naturligvis lige for at rette skytset mod rammebetingelserne for at udføre pædagogisk arbejde, mod socialrådgivernes mulighed for at udføre deres profession og mod en udsultet offentlig sektor, hvor mulighederne for at arbejde fagligt og gøre det nødvendige er presset i bund.

Men der er et men: Enhver profession er også altid nødt til at se indad, også med de kritiske briller på. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvorfor pædagoger underretter så lidt? Er der en berøringskultur, som vi bliver nødt til at gøre op med? Er vi så usikre på vores egen professions formåen, at vi ikke tør åbne op for andre, der skal komme og kigge os i kortene? Eller har vi et så stort ’Florence ­Nightningale-gen’ at vi påtager os ansvaret for at klare det hele selv?

Uanset hvad forklaringen er, bør man spørge sig selv på enhver pæda­gogisk arbejdsplads, om der gøres nok for de udsatte børn i forhold til at underrette. Og i BUPL skal vi gå i kødet på kommunerne for at spørge kritisk til rammebetingelserne for at underrette, og hvordan forvaltningerne arbejder med underretningerne.

Jeg drømmer ikke om, at pædagoger fremover skaber en tsunami af underretninger. Men jeg drømmer om, at børn som Peter bliver opfanget meget tidligere, end det ofte er tilfældet i dag. Det er her, vores profession har sin kolossale berettigelse og kan vise, hvad vi kan. For observation er en af pædagogernes stærkeste værktøjer.

Udover at vi kan hjælpe det enkelte barn, er der store summer at hente ved at sætte tidligt ind. Er økonomi begrundelse nok for at gøre det? Ja, for hvis de midler, der bliver sparet på tidlig indsats, bliver geninvesteret i den offentlige sektor, har vi svaret på politikernes evige problemer med at finde penge. Samtidig kan vi hjælpe endnu flere børn til en god og tryg fremtid. Det er sund fornuft.