BUPL MENER: Politikerne fodrer hunden med dens egen hale

Det danske arbejdsmarked er kendt for at være fleksibelt og præget af mange jobskift. Et ganske robust dagpengesystem har indtil for nylig understøttet arbejdsgivernes muligheder for at hyre og fyre medarbejdere, så det passer til deres aktuelle behov for arbejdskraft.

Det kan de, fordi dagpengesystemet har skabt tryghed for den enkelte ved at give et forsørgelsesgrundlag til dem, der mister deres arbejde. Det er baggrunden for, at det danske arbejdsmarked ofte bliver rost i omverdenen. De danske politikere er også hurtige til at bryste sig af den danske model, og de elsker at tage ansvaret for, at det er sådan.

Problemet er bare, at politikerne har spillet hasard med modellen siden 2010, hvor de gennemførte dagpengereformen. Her satte de nemlig trygheden i dagpengemodellen fuldstændig ud af kraft på en sådan måde, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet har en dansk model.

At hele beregningsgrundlaget for reformen var forkert er kendt stof. Desuden kan man bare spørge de titusindvis af mennesker, herunder de 1.000 pædagoger, der er faldet ud af dagpengesystemet, om de synes reformen var en god idé.

Siden reformen blev vedtaget, har politikerne forsøgt sig med lappeløsning på lappeløsning for at rette op på deres egen misere. De ved godt, at tryghed er en forudsætning for, at vi har et fleksibelt og ret roligt arbejdsmarked i Danmark.

Det er hele baggrundstæppet for den dagpengemodel, som et ­politisk flertal på Christiansborg fremlagde torsdag i sidste uge.

Den konto, politikerne har vedtaget, at de arbejdsløse skal samle timer på, er som udgangspunkt god nok. Den vil nemlig gøre det nemmere for de arbejdsløse at genoptjene retten til dagpengene, hvilket understøtter et moderne arbejdsmarked med flere korttidsansættelser og vikarjob.

Men, for der er et meget stort men: For at betale den nye model bliver vilkårene for de ledige forringet. De nyuddannedes dimittendernes dagpengesats sættes ned fra 82 procent til 71,5 procent, hvis de ikke er forsørgere. Samtidig skal alle have ­karensdage, som betyder, at de får mindre udbetalt. Med andre ord rummer reformen både klare forringelser og skaber utryghed.

Konsekvensen er, at vi på sigt risikerer at udsulte vores a-kasser, fordi det ikke længere kan svare sig for vores nyuddannede at betale kontingent og modtage dagpenge, når de får det samme udbetalt på en kontanthjælp, som de vil få i dagpenge. At en borgerlig regering prioriterer offentlig forsørgelse frem for personlig ansvarlighed og økonomisk frihed er et paradoks og kan i sidste ende betyde, at alle offentlige ydelser ender på kontanthjælpsniveau.

Er det virkelig der, vi skal hen? Givetvis, for det kan være svært at stoppe, når politikerne insisterer på at spare penge ved at fodre hunden med dens egen hale.