BUPL mener: Ny opskrift på madordning

Skal man nu være sarkastisk og gøre grin, eller måske ukonstruktivt sige: Hvad sagde jeg? Her tænker jeg selvfølgelig på farcen om madordningen, der siden folketingsbeslutningen har levet et udskældt og omdiskuteret liv.

Men det er ikke fair at være sarkastisk eller hoven, for i virkeligheden ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Regeringen har nu endelig forstået, at hele ordningen skal gentænkes og muligvis laves om. Det har godt nok taget lang tid, og vi måtte helt ud på et overdrev, hvor for eksempel forældre i Århus selv fremstillede madpakker og dermed fik tilbageført det beløb, de skulle betale for madordningen.

Internt i regeringen var man sågar begyndt at føre ideologiske diskussioner med hinanden om tvang eller ej. Ja, Thor Pedersen, Folketingets formand, har ligefrem kaldt ordningen for 'socialistisk'. Men kritikken er i det mindste trængt igennem, og jeg kunne jo være glad og fejre det som en sejr.

Men med til billedet hører de mange timer, som pædagoger, ledere og forældre har brugt på at diskutere madordningens konsekvenser. Samt al den tid de har brugt på at forholde sig til, hvordan en besværlig og underfinansieret ordning skulle implementeres i deres børnehave.

Alle disse gode kræfter må sidde undrende tilbage og lytte til det diskuterende folketing. For det, Folketinget så ivrigt diskuterer, er de samme problemstillinger, som pædagoger, ledere og forældre hele tiden har påpeget omkring betaling, tvang, praktisk gennemførelse og så videre.

Forhåbentlig betyder regeringens erkendelse af problemstillingerne, at politikerne nu reelt vil forholde sig til, hvordan man etablerer et fornuftigt frokosttilbud i de pædagogiske institutioner. Politikerne må lytte til al den viden og alle de kreative og praktiske idéer, der er produceret indtil nu, for ikke bare at lave noget, der lapper på hullerne.

Løsningen er for eksempel ikke at gøre den eksisterende og delvist ufinansierede ordning frivillig fra institution til institution. På den måde frygter jeg, at ordningen kun bliver gennemført i de institutioner, hvor personalet og forældrene har et ressourcemæssigt overskud, og at ordningen på den måde ikke når de børn, som måske har allermest behov for den.

Løsningen er i stedet at gentænke madordningen med udgangspunkt i de engagerede forældre og pædagogers fælles viden og inddrage den i beslutningsprocessen. Der er i høj grad brug for at anerkende og lytte til dem, der fik lavet nogle velfungerende ordninger, og dem, som har haft gode madordninger i mange år.

Politikerne siger, at de vil lytte til argumenterne med åbent sind, og så skal vi være hurtige ved havelågen og tage dem på ordet. På den måde kan vi forhåbentlig få en ordning, som er fair, realistisk og først og fremmest et reelt og godt frokosttilbud til alle børn.