BUPL MENER: Lad os sikre, at færre børn og unge får ondt i livet

Det er nogle stærke historier, der er i dette nummer af Børn og Unge. Unge på kanten og pædagoger, der ihærdigt arbejder for, at de unge kommer på ret køl. Men hvorfor er det, at så mange har ondt i livet? Hvorfor er det, at der er så mange, det ikke lykkes for?

Vi har alle et ønske om, at børn vokser op og bliver demokratisk deltagende i vores samfund, at de bidrager og får en god uddannelse og et godt arbejde.

Regeringen har en ambition om, at vi skal blive bedre til at bryde den sociale arv, at vi skal inkludere alle i fællesskabet. Svært at være uenig i.

Men hvad gør regeringen så? Den sætter kommunerne under stram styring. Den er så stram, at der ikke er råd til at investere i minimumsnormeringer og til en fokuseret indsats i socialt belastede områder. Der er heller ikke tid til opsøgende arbejde i hjemmet eller på gaden blandt de unge. Det er skidt, når vi nu ved, at det netop er noget af det, der skal til, for at gøre noget ved problemet.

Når regeringen så samtidig indfører et kontanthjælpsloft, der skaber endnu flere børn og unge, der kommer på kanten, ja så scorer de selvmål.

Derfor har vi i BUPL sat os for at hjælpe regeringen med dens ambition om at bryde den sociale arv. Vi har sammensat en ’Børnepolitisk Investeringsplan’, som vi har sendt til og præsenteret for de politiske ledere på Christiansborg. Planen går ud på, at der investeres 4 milliarder kroner på området. Pengene bruges til at indføre minimumsnormeringer og ekstra ressourcer til sociale normeringer. Desuden til ressourcer, der kan understøtte tværfagligt samarbejde mellem sundhedsplejen og vuggestuen, bedre inklusion og øget trivsel i folkeskolen, opsøgende arbejde målrettet børn i udsatte positioner i skole og fritid og en styrket indsats mod børnefattigdom.

Nogle vil måske hævde, at der ikke er penge til det. Men så må jeg bare minde om, at regeringen taler om skattelettelser for 7,8 mil­liarder kroner. Så jo, der er penge. Det handler om, hvad vi vil prioritere.

Når en ny undersøgelse viser, at kun 73 procent af de udsatte børn – dem, der har mest brug for det – går i fritidstilbud, så har vi et problem, vi som samfund skal tage alvorligt. Når der er 49 kommuner, der sparer på fritidsinstitutionerne, så er det en forkert prioritering. Hvis politikerne virkelig vil gøre noget effektivt, så har vi nu givet dem planen. Den løser ikke alle problemer, men det er et godt sted at starte.

Vi ved jo, at det at investere i børns og unges fremtid er godt givet ud. Og måske kan vi sikre, at der er færre, der får ondt i livet.