BUPL MENER: Kontantshjælpsloftet er en skamplet

Kontanthjælpsloftet er en af de største skampletter i nyere dansk arbejdsmarkedspolitik. Reformen slår klart dagpengereformen, der ellers skubbede titusindvis af danskere ud af dagpengesystemet. Og konkurrencen om dårlige reformer, der skaber fattigdom er ellers hård. Lad mig bare nævne sygedagpengereformen, ressourceforløbsreformen eller 225 timers reglen. Dårlige reformer, der skaber fattigdom for almindelige danskere.

Men kontanthjælpsloftet er dog den værste. Kontanthjælpsloftet betyder, at andelen af børn der lever i fattigdom stiger til 43.500. 43.500 børn!!! Den lader vi lige stå et øjeblik. Bag ved det høje tal gemmer der sig et hav af børneskæbner, der må leve med daglige afsavn. Og her tænker jeg ikke på at mangle en iPad eller iPhone. Nej, jeg tænker på reelt afsavn i form af mad, tøj og basale fornødenheder. En grum analyse? Næppe. For vi taler virkelig om meget få penge at leve for.

Så få, at politikernes forsvar for, hvor mange penge kontanthjælpsmodtagere får, er tæt på at være vildledning. Vildledning, fordi den mest desperate tilhænger af kontanthjælpsloftet kan finde på at lægge ydelser oveni beregningen, som mange slet ikke er berettiget til. De her lave ydelser gør, at mange danske børn må leve i en situation, hvor det at være bekymret for morgendagen er ren luksus i forhold til at have store bekymringer for dagligdagen.

Det skal kunne betale sig at arbejde, siger fortalerne for kontanthjælpsloftet. Et mantra, der bliver gentaget som videnskabeligt faktum. Det kan i den grad betale sig at arbejde. Også af sociale årsager, fordi de fleste danskere gerne vil være en del af et arbejdsfællesskab. Men mens disse politikere venter på, at udsatte kontanthjælpsmodtagere kommer ud på et arbejdsmarked, der enten ikke kan rumme dem, eller hvor der ikke er job, der passer til deres kompetencer, ja så må kontanthjælpsmodtagerens barn leve i fattigdom og håbe på bedre tider.

Dette barn møder pædagoger så i hverdagen og må hjælpe. Som vi ser i dette nummer af Børn&Unge, kan pædagoger virkelig gøre en forskel. Godt arbejde af pædagogerne i Barrit Børnehus.

Nu er der 43.500 børn, der har behov for hjælp. De samme politikere, som skaber denne fattigdom, er de samme, som råber højt om, at pædagogerne må se at få brudt den negative sociale arv og øge den sociale mobilitet. Jo tak, det gør pædagoger hver dag under meget vanskelige vilkår. Men politikerne gør bestemt ikke opgaven nemmere ved at skabe en yderligere ulighed og flere fattige børn.

Politikerne må tage ansvar for børnene. Børn bliver taget som gidsler i politikernes kamp for at skære ned på velfærdsydelserne.

Mere børnefattigdom i Danmark må og skal ikke være konsekvensen af Folketingets klapjagt på de svageste danskere.