BUPL mener: Hvor blev maden af?

En kølig forårsvind trækker ned fra bjergene i den norditalienske provins. I børnehaven nærmer klokken sig 11.30, og en strøm af børn følger efter pædagogen ud på badeværelset for at gøre sig parate til det fine bord, der er dækket med duge og servietter. I køkkenet står de hvidklædte piger klar med rygende varm pasta, tomatsovs og parmesanost. Måltidet sættes til livs med højlydt tilfredshed, mens tomatsovsen langsomt siver ned ad hagesmækken og pletter den hvide dug. For en udenforstående gæst ligner det ren italiensk idyl, og sådan er hver dag sikkert heller ikke. Der er nok også dage med kaos, men maden er der hver dag. Måltidet er en uundværlig del af livet i børnehaven, det er et af dagens højdepunkter, et samlingspunkt, en tilvænning til en kulturel tradition.

Sådan var det også en gang i Danmark. Eller næsten, måske ikke så traditionsbundet, men dog med et blik for vigtigheden af et sundt måltid til alle uanset social, kulturel og økonomisk baggrund. Måltidet markerede et demokratisk fællesskab og foregik - måske til forskel fra den italienske tradition - med en høj grad af deltagelse fra børnenes side, både i tilberedning af maden, borddækning og oprydning. Ikke altid med lige stor begejstring og entusiasme, men dog med en fornemmelse af fællesskab og samhørighed.

Men gradvist forsvandt det faste måltid. Den frisk tilberedte mad blev afløst af hjemmesmurte madpakker - eller slet ingen mad. Hvor blev maden egentlig af? Det korte svar er, at den blev prioriteret væk som "det mindste onde", når kommunerne skulle spare. Der blev aldrig truffet en egentlig beslutning om, at måltidet i børnehaven skulle afskaffes. Tværtimod. Alle beklagede udviklingen, eksperter og politikere var og er enige om, at et sundt, ernæringsrigtigt, nærende måltid var vigtigt, og at børn i øvrigt spiser for usundt. Alligevel forsvandt maden.

Sådan behøver det ikke at være. Det kan lade sig gøre i Italien og i Sverige, så hvis vi vil, kan vi også gøre det i Danmark - igen. Vi kan vælge at prioritere det, at skabe overensstemmelse mellem kostpolitiske erklæringer og dagligdagen for børn og unge. I stedet for at "snyde" ved at lade forældrene betale for noget, som engang var en naturlig del af daginstitutionen, i stedet for at skabe sociale uligheder, i stedet for at belaste pædagogernes arbejdsmiljø med nye stressfremkaldende opgaver. Måltidet skal være en naturlig og integreret del af det pædagogiske arbejde og af fællesskabet i institutionen. Vi vil have maden tilbage!