BUPL mener: Grænseoverskridende åbenhed

Det gøs i mig, da statsministeren på valgaftenen kaldte sin kone op til kys på scenen. Det lignede amerikanske tilstande, nemlig tilstande, hvor sexliv, alkoholforbrug, religiøst engagement og valg af familiehund udstilles som del af politisk troværdighed - eller afsløres som mangel på samme.

Derfor er jeg også lidt utilpas over sidste uges internetudstilling af ministres og ægtefællers/samleveres økonomi og foreningsmedlemsskaber. Folkevalgte politikere er valgt på deres politik, som man kan være enig eller uenig i, men samlevere og livsstil vælger de selv, og det kommer jo strengt taget ikke os andre ved, så længe de passer deres arbejde og i øvrigt opfører sig ordentligt, overholder landets love og betaler enhver sit!

Det er absolut ikke mit ærinde at forsvare diverse ministres og minister-ægtefællers økonomiske krumspring og eventuelle habilitetsproblemer. Slet, slet ikke. Men for mig at se bliver grænsen til det private mere og mere utydelig både for den enkelte og i det offentlige rum.



Som pædagoger er vi i den særlige situation, at vi hele tiden må reflektere over forskellen mellem det personlige og det private. Vi har vores personlighed med på jobbet, og sådan må det være i et menneske-til-menneske-arbejde. Den pædagogiske kerneydelse er omsorg for og deltagelse i børn og unges udvikling og læring, og det kræver både faglige kvalifikationer og personlige kompetencer. Det er svært at forestille sig en upersonlig og uengageret pædagog, for empatien og engagementet er en del af fagligheden. Men den pædagogiske faglighed skal ikke forveksles med pædagogen som privatperson. Det private må skilles fra professionalisme og fra personlighed, både i vores nærvær i forhold til brugerne og i vores samarbejde med hinanden.



Og hvad giver så politikere troværdighed? Det tøj de har på? Deres evne til at agere på TV? Eller det budskab, de kommer med? Troværdighed opnår man ved at være tro mod, hvem man er, og hvad man mener. Vi lever ganske vist i spindoktortider, og der er for så vidt ikke noget galt i at få hjælp til at komme ud med sit budskab. Men der er noget galt, hvis det ikke længere er ens eget budskab, hvis man ikke kan stå inde for det, men er del af et strategisk spil.

Også derfor ser jeg den aktuelle "åbenhed" om ministerielle ægtefæller som grænseoverskridende. Det er stadig noget, der hører privatlivet til, og det vedkommer altså ikke arbejdet, om man har hængerøv - eller om ens mand er det!