BUPL mener: Fællesskabet skal på dagsordenen

I næste uge går arbejdet i det nye Folketing i gang. Ønsket om en anden regering og anden politik blev som bekendt ikke til virkelighed. Den virkelighed, vi har at forholde os til, er, at vi også i den kommende tid har en regering og en politik, der ligner, hvad vi har oplevet i de seneste godt tre år.

Så vi kan - for at sige det lidt brutalt - se frem til endnu en periode, hvor en højt prioriteret og populistisk skattepolitik prioriteres fremfor langsigtede politiske tiltag og løsninger, hvor udlicitering og privatisering idylliseres med mantraet "frit valg", og hvor kontrol og straf bliver brugt som metode fremfor tillid og forebyggelse.

Vi kan se frem til, at det individuelle fortsat er i højsædet på bekostning af det fælles, og både som forbund og som politisk engagerede individer må vi derfor fortsætte arbejdet med at sætte fællesskabet på dagsordenen.

Som pædagoger og klubfolk har vi den grundlæggende tankegang i vores arbejde, at det enkelte barn ser sig selv og udvikler sig i et fællesskab med andre børn, samtidig med at vi som professionelle har blik for det enkelte barns særlighed og støtter dets udvikling af selvværd. Vi har det på rygmarven, at det bare ikke holder at være sig selv nok. Og det synes jeg faktisk, vi har god grund til at være stolte af!

Derfor synes jeg også, der er grund til at evaluere vores egen indsats i forhold til at komme mere markant på dagsordenen. I det nuværende politiske klima bliver der tale om et langt sejt træk, men det bør ikke afskrække os.

Vi anerkender, at vores rolle som fagbevægelse er anderledes i dag end den var tidligere - også vi forandrer os i samklang med samfundsudviklingen - men vi vedkender os vores rødder, og vi vil ikke give køb på basale værdier som solidaritet og fællesskab.

Umiddelbart er der ikke megen grund til at se optimistisk på den kommende valgperiode og den politik, der kan føres med den aktuelle sammensætning af Folketinget. Så meget desto mere grund er der efter min opfattelse til, at vi dropper berøringsangsten i forhold til det politiske spektrum, for ellers er vi i gang med at udspille vores rolle som fagbevægelse.

Der er flere nuancer i samfundsbilledet i dag sammenlignet med fagbevægelsens tidlige år og andre perioder i vores historie, men vi kan og skal stadig se forskel på sort og hvidt!