BUPL MENER: Det ligner en leg, men ...

De første år i et barns liv er afgørende for, hvordan barnet trives, udvikler sig og lærer, både nu og resten af sit liv. Det ved vi. Det er dokumenteret. Og alligevel har vi vuggestuer med en historisk lav normering og alt for få uddannede pædagoger. Nogle steder er pædagogandelen nede på 40 procent. Og det har konsekvenser.

Julius er otte måneder og ved at lære kunsten at kravle. Han står på alle fire og gynger frem og tilbage, imens han pludrer. Jeg smiler og siger opmuntrende: ’Ja, sikke du kan’ og ’Kom så, Julius’, imens jeg kravler lidt frem og tilbage foran ham. Han nyder tydeligt sit nye fremskridt, men bliver hurtigt frustreret, fordi han oftest ender med at skubbe sig bagud.

Maria er 11 måneder og ved at lære at spise med ske. Det kræver tålmodighed. For selvom skeen er i hånden, ender maden ikke altid i munden, men mest ved siden af. Jeg hjælper hende med en skefuld grød i ny og næ, imens jeg sætter ord på situationen: ’Ja, der fik du skeen ind i munden’. Maria er tilfreds, når grøden ender, hvor den skal, og efterhånden som den værste sult er aftaget, får hun også tid til rigtigt at mærke den klistrede grød mellem fingrene og røre rundt i tallerkenen.

I den brede befolkning er der ofte en opfattelse af, at det eneste, de mindste børn har brug for – udover forældrene – er pasning af en omsorgsfuld voksen. Og selvfølgelig betyder det alverden, at børn omgives af empatiske og omsorgsfulde mennesker, men der er langt mere på spil.

Julius og Maria har også brug for pædagogens faglighed. Jo, Julius skal nok lære at kravle, og Maria skal nok lære at spise sin mad, men som pædagoger skal vi svare på andet og mere end barnets umiddelbare behov.

Fagligheden udvider omsorgen ved eksempelvis at vide, at frustrationen er en vigtig del af barnets udviklingsproces. Pædagogen har øje for, hvornår netop Julius eller Maria skal have et lille skub eller en hjælpende hånd – og hvordan. Pædagogen ved, at den måde, hun møder Julius og Maria på, er afgørende for deres tillid til og nysgerrighed på omverden. Fagligheden giver således omsorgen en ny dimension, fordi det også er omsorgen for, hvor barnet skal hen – ikke kun i dag og i morgen, men som menneske. Netop det er svært at synliggøre for folk uden for faget.

Hver gang vi i BUPL dokumenterer virkeligheden, giver det genlyd. Men svaret fra politikerne kan hurtigt blive det forkerte, når det handler om de mindste børn: At vi skal organisere arbejdet bedre og ansætte flere uuddannede, eller forældrene skal have pengene til frit valg – til at gå hjemme eller købe private børnepassere.

For første gang i mange år kan vi se, at antallet af 0–2-årige børn er stigende. Vores fælles udfordring som pædagoger er nu at kæmpe for, at det også resulterer i en investering i området, så vi som pædagoger kan møde Julius og Maria med den omsorg, nærhed og faglighed, de fortjener.