BUPL mener: Brug børnechecken på daginstitutionerne

" Hvis vi mener noget med innovationssamfundet og iværksætter-Danmark, så skal der sættes ind med kvalitet allerede i de første offentlige tilbud, børnene mødes med.

Socialdemokraternes nye formand Helle Thorning-Schmidt tog i sidste weekend endnu et velfærdsgode under behandling, nemlig børnechecken. De rigeste skal slet ikke have den, og dem, der har penge til det, skal betale skat af ydelsen, lød det. Den nye S-formands begrundelse for at gøre indhug i børnechecken er interessant, set fra BUPL's synspunkt. Helle Thorning-Schmidt tilføjede nemlig, at pengene fra børnechecken i stedet kan bruges til at hæve kvaliteten i daginstitutionerne.

BUPL har flere gange påpeget det besynderlige i det overførsels- og betalingscirkus, der foregår med børnechecken og forældrenes institutionsbetaling som artister. Vi har påvist, at forældre til en nyfødt over de næste 18 år kan forvente at modtage nøjagtigt det samme beløb på de kvartalsvise børnechecks, som vuggestuen, børnehaven og SFO'en eller fritidshjemmet vil koste dem, indtil barnet fylder 10 år. Der flyttes altså groft set rundt på de samme penge mellem offentlige kasser. I princippet kunne institutionerne lige så godt gøres gratis, mod at børnechecken blev inddraget.

Pengene fra børnechecken kunne bruges på en mere konstruktiv og kollektiv måde - på noget, som forældrene i alle undersøgelser råber på, nemlig bedre kvalitet i daginstitutionerne. En BUPL-undersøgelse har vist, at et flertal af forældrene er tilhængere af at reducere børnechecken og bruge pengene på forbedringer i institutionerne. Selv det mest velhavende forældrepar kan nemlig ikke selv købe sig til bedre plads i datterens SFO eller en bedre vuggestue med ordentlig tid og ro til lille Victor. Det er det offentliges opgave at sørge for ordentlige vilkår for alle børn i daginstitutionerne, og det er det offentlige, der må tage de nødvendige forbedringer på sig.

BUPL er helt enig med Socialdemokraterne i, at pengene fra børnechecken vil gøre meget mere gavn brugt på forbedringer af den kollektive velfærdsydelse, som institutionerne er. Hvis vi mener noget med innovationssamfundet og iværksætter-Danmark, så skal der sættes ind med kvalitet allerede i de første offentlige tilbud, børnene mødes med. Her kan de ca. 13 mia. kr., som staten bruger på børnechecken hvert år, gøre rigtig meget gavn. For eksempel kunne man for bare halvdelen af beløbet ansætte tre pædagoger ekstra i hver af landets institutioner. Eller udvide antallet af kvadratmeter i institutionerne betragteligt. Begge tiltag er både nødvendige og investeringsværdige og vil med hjælp fra børnechecken kunne gennemføres i langt større målestok, end den VK-regeringen har sat op med sine 500 mio. kr. årligt i fire år.

Socialdemokraterne har åbnet for en vigtig og rigtig debat. BUPL bidrager gerne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.