Bryd tavsheden

OMSORGSPLANER

Der findes endnu ingen nøjagtige tal på, hvor mange daginstitutioner, der har omsorgsplaner. Dog er 20-25 procent af den samlede formidling af Projekt Omsorg siden 1996 gået til daginstitutionerne. Og interessen er stigende. 

Der findes mere nøjagtige tal på folkeskolerne:

I november 1997 havde blot 4 procent af landets skoler en nedskrevet omsorgsplan. I november 1998 var tallet steget til 13,5 procent. I august 2000 angiver ikke mindre end 32 procent af samtlige skoler, at de har en omsorgsplan, og yderligere 33 procent angiver, at de er i gang med at etablere planer.

For snart to år siden døde Annette Liebsts mand pludseligt af en kronisk sygdom. Tilbage stod hun med to små piger på tre og fem år, mens hun var gravid med sin nu snart to-årige dreng. Hendes to piger gik i samme børnehave, som straks efter sendte hende blomster og kort, informerede de andre forældre og børn, og satte flaget på halvt i børnehaven. Alt sammen gode initiativer i en sådan situation, synes Annette Liebst. 

Men de første mange måneder efter var børnene meget krævende, og de prøvede deres mor af på alle leder og kanter.

»De virkede meget utrygge og satte sig virkelig på mig, ville være sammen med mig hele tiden og kunne være helt urimelige. De ville ikke i børnehave, jeg måtte ikke gå fra dem, og når de kom hjem, kogte de helt over igen. Alt sammen i dyb fortvivlelse over at have mistet deres far,« fortæller Annette Liebst.

Hun husker den første lange periode som meget barsk og kaotisk. En tid, hvor børnene testede hende af.

»Jeg havde på fornemmelsen, at de skulle se, hvor meget hun kunne holde til, hende, der var tilbage. Ville hun nu også forsvinde ligesom deres far havde gjort? Jeg tror, det var deres måde at få mig gjort synlig på i de perioder, hvor jeg var ked af det og meget fraværende overfor dem,« siger Annette Liebst.



Børnehaven først forvirret. I starten spurgte pædagogerne meget til Annette Liebst. Men det, der interesserede hende mest, var at få klarlagt, hvordan de sammen kunne få børnene nogenlunde på fode igen. 

»Jeg tror, det forvirrede dem, at jeg ikke var så interesseret i, at de spurgte til mig,« siger hun.

Det var her, Annette Liebst via en bekendt hørte om omsorgsplaner og det projekt, Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse arbejdede med. Hun ringede til ham for at bede ham tale med børnehaven, hvilket han gjorde. 

»Børnehaven ringede tilbage til Per Bøge samme dag, for de følte faktisk også, at de manglede redskaber til at takle dette,« fortæller Annette Liebst.

Fra det øjeblik børnehaven greb situationen anderledes an, ændrede børnenes opførsel og humør sig også. Pædagogerne satte sig ind i hver enkelt barns reaktionsmønster. Og de henvendte sig til den store, når hun for eksempel faldt i staver, havde meget lav tolerancetærskel overfor de andre børn eller til den lille, når hun trak sig fra de andre og puttede sig i sofaen. 

Den aktive måde, pædagogerne greb børnenes sorg an på, gav resultat på hjemmefronten. Børnene var langt mindre frustrerede end tidligere.

»Jeg ved, at personalet syntes, det var lettest med den ældste, fordi hun bedre kunne sætte ord og billeder på sine følelser end den lille. Men fordi pædagogerne selv tog initiativet og gik til børnene og spurgte, om de savnede deres far eller ville tale om ham, fik de mange gode snakke med dem. Det viste også børnene, at de blev taget alvorligt i deres sorg over at have mistet deres far, og at de godt måtte være kede af det og vise det,« siger Annette Liebst.

Børnene fik også det privilegium, at hvis de ville, kunne de gå over og besøge deres fars gravsted, som ligger lige i nærheden af børnehaven. Nogle gange var kammeraterne med, hvilket gjorde, at det var noget, de kunne dele med de andre børn i børnehaven.

Det betød meget for Annette Liebst, at pædagogerne forstod at gribe de øjeblikke, hvor børnene blev kede af det. Ligesom pædagogerne havde hun også oplevet, at de det ene øjeblik var utrøstelige, for kort tid efter at løbe rundt og lege.

»De gled ind og ud af sorgen, men når det skulle ud, så skulle det altså være nu. Det var og er derfor vigtigt, at pædagogerne tør gå til børnene og tale med dem om deres tab. For børn kan jo hurtigt mærke, hvis der er et emne, de voksne helst ikke vil tale om. Og sådan noget tager børn faktisk hensyn til,« siger hun. 

Fordi Annette Liebst blev så berørt, hver gang børnene snakkede om deres far og sorgen over at have mistet ham, var hun glad for, at de havde andre voksne at tale med det om. Voksne, der ikke reagerede med samme sorg.

»Jeg tror altså, de blev lidt trætte af at se mig græde til sidst, så derfor var det en stor støtte, at vide de kunne tale med andre om det,« siger hun. 



Opsøg gerne forældrene. Annette Liebst er ikke i tvivl om, at pædagogernes indsats har betydet en stor forskel for familien. 

»Pædagoger skal vide, at det virkelig hjælper og gør en forskel, at de taler med børnene. Børnene bliver jo ikke lykkelige, men det hjælper utrolig meget på processen. Samtidig føler man, som forælder, at man har nogen at spille bold med og udveksle erfaringer med. Og det er en stor tryghed at have på de dage, hvor man ikke magter særligt meget selv,« siger hun.

Men det kræver, at kontakten til hjemmet bliver udbygget i forhold til den almindelige kontakt, man hidtil har haft. Og da ikke alle forældre reagerer ens i en krise opfordrer Annette Liebst pædagogerne til ikke at være bange for at opsøge familien privat.

»En uopfordret henvendelse virker hverken anstødelig eller krænkende på privatlivets fred, men giver nærmere trøst i en svær og kaotisk tid. Det gør virkelig en forskel. Og det værste der kan ske er, at I får et nej i første omgang,« siger Annette Liebst.

Selvom der er gået to år siden børnenes far døde, er personalet stadig opmærksomme på familien. De spørger løbende Annette Liebst, om det er tid til en snak. 

»Det er virkelig rart, at de stadig spørger. I starten talte vi dagligt om, hvordan børnene havde haft det, hvad de havde talt om, og så fortalte jeg personalet, hvad der havde fyldt mest derhjemme. På den måde blev institution og hjem virkelig til en helhed,« siger hun.

Sorgen kommer stadig i bølger for Annette Liebst og hendes børn, men det er blevet mere udholdeligt. For nyelig blev hun opfordret til at kigge med på børnehavens helt nye omsorgsplan for at give sit besyv med. 

»Det har været og er stadig en uvurderlig hjælp og tryghed at have personalet i ryggen. Især fordi de tager alvorligt, at dette er noget, der kommer til at tage lang tid og for børnene altid vil være noget, de skal forholde sig til,« siger Annette Liebst. l



Materiale om sorg

Fra Kræftens Bekæmpelse findes en samling undervisningsmateriale om sorg og krise til folkeskolens klasser. Materialet til børnehaveklassen gælder også børnehaverne:

Omsorg - Når hjertet gør ondt, til børnehaveklasse til 2. klasse

Omsorg - Når bånd brister, til 3.-5. klasse

Omsorg - Når nogen man elsker dør, til 6.-8. klasse

Omsorg - Med sorgen som blind passager, en radiomontage

Omsorg - Når livet går sin vej, Oscarnomineret tegnefilm

Omsorg - Handleplan, et idékatalog for skolens/daginstitutionens møde med børn i sorg

Omsorg - Solsort og snefnug, en novellesamling til 9.-10. klasse

Pjecer:

Når forældre dør, Ved livets slutning, Kræft og sorg, Hvad fejler du far?

Materialerne kan bestilles 

på adressen: https://www.cancer.dk/omsorg/materialer-og-film/

eller ved at ringe på telefon 3525 7500. Her kan man også bestille andet materiale fra Kræftens Bekæmpelse. 





LITTERATUR OM SORG

Anneberg, Inger: Håbets labyrint. Når et barn får en 

livstruende sygdom. Høst og søn (1998)

Dyregrov, Atle: Sorg hos børn. En håndbog for voksne. Dansk Psykologisk Forlag (1992)

Dyregrov, Atle: At tage afsked. Ritualer, der hjælper barnet igennem sorgen. Hans Reitzels Forlag (1996)

Dyregrov, Atle og Raundalen, Magne: Sorg og omsorg i skolen. Senter for Krisepsykologi (1994)

Elvik, Steinar: Skolen i møte med elever som sørger. En guide til hjælp for læreren. Ad Notam Gyldendal. Norge (1991)

Elvik, Steinar: Tårer uden stemme. Når et barn er blandt de som sørger. Verbom. Norsk Forlag (1996)

Fredsted, Malene: Kan man dø? - når man er ung? Holkenfeldt 3 (1999)

Jacobsen, Anne: Kan man dø om natten? Når børn rammes af alvorlig sygdom. Gyldendals Pædagogiske Bibliotek (1978)

Jacobsen, Anne: Børn og sorg. Om børns reaktioner på tab og død. Clausens bøger (1988)

Jacobsen, Anne: Alting har sin tid. Hans Reitzels Forlag (1995)

Kamradt, Jette: Hvis mor nu taber håret. Om børn og død. Dansk Psykologisk Forlag (1998)

Møller, Erik: Sommeren efter Anemone. Aschehough (1999)

Olesen, Peter: Min mor døde. Min far døde. 25 danskere fortæller om om at miste en far eller mor. Kroghs Forlag. I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse (1999)

Olesen, Peter & Rølmer, Signe: Børn om mors og fars død. Kroghs Forlag (2000)

Ottesen, Doris: Børn og sorg - om forældretab i barndommen. Dafolo Forlag (1998)

Poulsen, Lene: At miste - vidnesbyrd fra en sorg. Dansk Psykologisk Forlag (1995)

Rimestad, Christian: Ad natmørkt hav. 11 interviews om døden. Åløkkes Forlag (1992)

Sinberg Stenson, Janet: Nu taler de om skilsmisse og det er mig det går ud over. Strandbergs Forlag (1988)

Thormann, Inger: Hvor blir du af mor? Hans Reitzels Forlag (1998)

Wenneberg, Signe (Red.): Kære far og mor. Skilsmissegenerationens voksne børn fortæller. Aschehough (1997)