Brugerundersøgelser; Forældre giver et fingerpeg

Selv om brugerundersøgelser ikke siger noget om den faglige kvalitet af daginstitutionerne, giver de et godt fingerpeg, om forældrene er tilfredse med bestemte områder, mener konsulent Thomas Rafn fra Kommunernes Landsforening

Den oplevede brugertilfredshed kan være et mål i sig selv. Det siger ikke nødvendigvis, om pædagogerne er fagligt dygtige, eller om institutionerne er fagligt i orden, men tilfredsheden giver et godt fingerpeg om bestemte emner," siger Thomas Rafn fra Kommunernes Landsforening.

Han afviser kritikken af metoden.

"Vi har taget en stikprøve. 400 ud af 600 har svaret. Det er rigeligt. Vi har ikke vægtet svarene i forhold til alder, køn og geografi, fordi vores test viser, at det ikke betyder ret meget," siger Thomas Rafn.

Han understreger, at undersøgelsen tager højde for alt for mange svar i samme institution.

Spørgsmålene i undersøgelsen er både formuleret af Kommunernes Landsforening og Gladsaxe Kommune.

"De spørgsmål, vi selv har formuleret, er testet af brugerne på landsplan. Jeg kan ikke styre, hvilke spørgsmål kommunerne selv indføjer i undersøgelsen, eller hvordan de spørgsmål bliver til," siger Thomas Rafn.



Politisk brug er o.k. Han har ikke noget imod, at brugerundersøgelser bliver brugt politisk.

"Men det er selvfølgelig ikke nok, at kommunen gennemfører undersøgelsen og herefter hviler på laurbærrene," siger Thomas Rafn.

Når hver fjerde forælder i Gladsaxe ikke mener, at pædagogerne bruger nok tid på det enkelte barn, kan det skyldes for få ressourcer. Men også at pædagogerne laver alt muligt andet end at passe børn, påpeger Thomas Rafn.

"For at finde ud af det, skal kommunerne og pædagogerne arbejde aktivt med svarene. Ellers er det umuligt at finde ud af, hvad de i realiteten rummer. Det er da også mit indtryk, at kommunerne arbejder ihærdigt med det," siger Thomas Rafn.



Flere ressourcer, tak. I den integrerede institution Hyldegården i Gladsaxe har lederen Susanne Severinsen bidt mærke i de negative svar om tid til børnene.

"Vi har diskuteret spørgsmålet i forældrebestyrelsen og besluttet, at det handler om ressourcer til flere ansatte og mere kvalificeret personale," siger Susanne Severinsen.

Hyldegården har derfor sendt en bøn om flere ressourcer til byrådet under den årlige budget-ønskerunde.

"Mange andre daginstitutioner i Gladsaxe har gjort det samme. Det er svært at handle ret meget anderledes på svarene i undersøgelsen. Skulle vi gøre det, ville det kræve, at vi fulgte op med flere spørgsmål. Det ville klart gøre undersøgelsen bedre og mere valid, men det har vi ikke ressourcer til," siger Susanne Severinsen.

Selv om den enkelte daginstitution ikke kan anvende undersøgelsen til ret meget, kan den bruges til at sammenligne daginstitutionerne i Gladsaxe med andre kommuner, mener Susanne Severinsen.

Siden Hyldegårdens bøn om mere personale har Gladsaxe Kommune vedtaget budgettet. Daginstitutionerne fik ikke flere penge til personale.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.