Børnevælde i Allerød

Det kræver mod, når en lille fyr vil have et dansehold i breakdance, men helst ikke vil have de store drenge med. For hvordan får man lige selv stablet sådan et hold på benene? Det er heller ikke helt ligetil, hvis det højeste ønske er at komme til en rigtig fodboldkamp i Parken - i hvert fald ikke, hvis man selv skal arrangere turen, og det oven i købet kniber gevaldigt med at tale i telefon.

Men det er hverdag for de godt 70 børn i Ørnevang Fritidshjem i Allerød. Her har børnene meget stor indflydelse på, hvad de vil beskæftige sig med i timerne efter skoletid. Kærligt hjulpet på vej af en flok engagerede pædagoger, der fuldt og fast tror på, at børn kan klare meget mere, end de selv forestiller sig.

"Vi fokuserer på de kompetencer, børnene har, i stedet for det de ikke kan. De fleste aktiviteter her i huset udspringer fra opslagstavlen, hvor børnene sætter opslag op, når de har ideer til ting, de gerne vil lave. Vi hjælper selvfølgelig med forberedelserne - for eksempel med at lave en dosmer-seddel til dem om, hvad de skal huske, men vi lader børnene gøre arbejdet. De går selv rundt og forklarer de andre børn, hvad aktiviteten går ud på," fortæller leder Grethe Nørkjær.

Opslagstavlen er placeret i cafeen - hjertet i fritidshjemmet. Det er her, børnene hænger forslag til ture og aktiviteter, her de holder øje med, om andre børn skriver sig på, og her de kan se, hvilken pædagog, der har skrevet sig på som ansvarlig for netop deres aktivitet.

Det afgør pædagogerne ud fra, hvad de selv interesserer sig for, men det betyder ikke, at aktiviteten så er lukket land for det øvrige mandskab, understreger souschef Johny Lizier Birk.

"Vi stræber mod at lave kollektiv planlægning. Alle er inddraget og ved, hvad der foregår. Selvom man ikke er hovedansvarlig for en aktivitet, kan man godt have en genial ide til, hvordan andre kommer videre. Derfor er det vigtigt, at alle ved, hvad hinanden går og laver," siger han.



Øget selvværd. Det er ikke dovenskab, der får pædagogerne til at overlade de fleste initiativer til børnene, der i alder spreder sig fra seks til fjorten år. Tværtimod. Med årene har de erfaret, at børnene vokser om ikke i højde, så på selvværdet, når de ser, at alle ideer er værdifulde og vigtige for fællesskabet.

Og der er behov for en pædagogik, der styrker selvværdet. Ni af børnene er fysisk og psykisk handicappede og en tredjedel af den øvrige børnegruppe er såkaldte omsorgsbørn med trivsels- og adfærdsproblemer. Mange af dem er sårede på sjælen og trækker sig hurtigt tilbage. Resten af børnene er normale, velfungerende børn. Blandingen har vist sig værdifuld, og erfaringen er, at de svage børn spejler sig i de stærke børns ressourcer snarere end at spejle sig i hinandens svagheder.

"Tidligere brugte vi enorm meget energi på at konfliktbehandle, men vi oplever færre konflikter nu. Motivationen hos børnene er meget stor, når de selv står for arrangementerne. Vi bruger børnenes interessefelter til at lægge pædagogiske værdier ind som eksempelvis forhandling, at kunne mødes i den demokratiske proces, hvor man giver og tager, og at alle har en værdi på trods af det, de ikke kan. Det der virkelig ligger mig på sinde er de unge, der har mistet livsgnisten. At kunne opbygge og vedligeholde relationer er utrolig vigtigt i alles liv, og det arbejder vi meget med," forklarer Grethe Nørkjær.

Hun kan med sindsro feje de bekymringer af vejen, som omgivelserne ofte møder institutionen med.

"Mange spørger, om børnene ikke drukner i al den selvbestemmelse? Om der ikke er en gruppe, der aldrig kommer til orde? Men det er de svageste børn, der bruger opslagstavlen mest! De, der ikke kan skrive, laver i stedet en tegning. Det er noget helt, helt særligt at få en ide og se, at andre børn er med på den. Selvfølgelig sker det, at der ikke er nogen børn, der skriver sig på listen, og barnet, der fik ideen, bliver ked af det. Men så snakker vi om, at de andre børn måske ikke helt har forstået, hvad ideen handler om, og så må barnet ud og forklare det," uddyber Grethe Nørkjær og tilføjer, at børnevældet samtidig er en stor pædagogisk udfordring.

"Det kræver meget af en voksen at skulle følge et barn. Det nemmeste er at sige, at nu skal du gøre sådan og sådan. Derfor arbejder vi meget med at træde tilbage, være afvæbnende, så vi ikke "stjæler" børnenes ideer. De skal have ejerskab til det, de sætter i gang."

I selvbestemmelsen ligger også retten til selv at vælge sin kontaktperson. Det kom i stand, da nogle af børnene gav udtryk for, at de gerne ville have en anden kontaktperson, end den de allerede havde. At det var for dårligt, at de skulle have den samme som storebror. Efter en lang debat købte pædagogerne det argument.

"Børnene sætter kriterierne og vælger typisk en kontaktperson, de bruger meget tid sammen med. Hvis der er én pædagog, de særligt godt kan lide, vælger de ham eller hende. Det indebærer, at vi risikerer at blive valgt fra, og det må vi leve med. Det er i så fald et problem for hele personalegruppen."



Den integrerende baggrund. Det har ikke altid været børnene, der sætter dagsordenen i Ørnevang Fritidshjem. Men for ti år siden fik pædagogerne kendskab til Den Integrerende Baggrund. En pædagogik, der tager udgangspunkt i, at det enkelte barn er en kompetent samtalepartner og ekspert i egne behov, oplevelser, følelser og interesser.

Den tankegang fangede pædagogernes interesse, siden har de arbejdet med at integrere pædagogikken, så den passer ind i børnenes aldersgrupper og deres særlige behov. Her ti år senere er Grethe Nørkjær stadig en varm fortaler for den italienske metode. Det gælder ikke mindst en af kongstankerne - dokumentation.

"Hver pædagog har et digital-kamera, så de løbende kan dokumentere deres arbejde. Det er en gave rent pædagogisk. Det kræver tolerance fra både børn og voksne at være sammen med børn med vanskeligheder. Ved at dokumentere dagligdagen bliver det tydeligere, hvad børnene kan og har deltaget i, og det betyder, at de ikke behøver hævde sig. De kan se, at de bliver taget alvorligt," forklarer Grethe Nørkjær.

Foruden billeder er børnenes tegninger også en væsentlig del af dokumentationen, og de voksne arbejder målrettet med at lade børnene udtrykke sig gennem tegninger og bruge tegningerne til at forklare deres tanker bag en konkret ide.

I cafeen er der en computer, hvor hvert barn har sin egen elektroniske mappe. Her bliver billederne lagt ind, og børnene elsker at bladre i dem. Billederne er også tilgængelige for forældrene, og ikke mindst er de et værdifuldt, pædagogisk redskab. Et kig på billederne skubber til erindringen om, hvilke tanker der lå bag et tidligere projekt.

Dokumentation bruges også til trivselssamtaler med børnene, der finder sted mindst én gang om året. I fællesskab vælger kontaktperson og barn billeder og tegninger, der bruges ved samtalen. Barnet deltager altid i samtalen - både for at give det en reel oplevelse af at være betydningsfuld, men også for at lære forældre og pædagoger at tale højt om det, der kan være svært i barnets liv lige nu.



Værkstederne. Institutionen er bygget op omkring forskellige værksteds-aktiviteter, og tro mod tankegangen bag Den Integrerende Baggrund er det børnene selv, der tager initiativ til, hvad de vil arbejde med. Ofte bliver børnenes ideer til store fælles projekter, som alle er en del af, og som kaster nye ideer af sig.

I træværkstedet ser medhjælper Arne Wagner det som sin fornemste opgave at gøre sig selv overflødig. I stedet tuller han rundt og laver finurlige ting i træ, som børnene kan se og blive inspireret af. Han har blandt andet lavet en flippermaskine, og da nogle af drengene i november kom med de populære snurretoppe beyblades og spurgte, om de ikke selv kunne fremstille dem, var han ikke sen til at gå i tænkeboks. Det kunne de selvfølgelig - sammen med en affyringsrampe, der ikke står tilbage for det dyre isenkram fra legetøjsbutikkerne. Siden har børnene lavet mindst 50 beyblades.

Både piger og drenge nyder at tilbringe eftermiddagene i Arne Wagners lune selskab. Ikke mindst omsorgsbørnene finder ro i værkstedet, og de faste brugere belønnes for deres trofasthed. De bliver værkførere.

"For at blive det, skal man være ihærdig og hjælpsom. Jeg og de andre værkførere bestemmer, hvornår endnu et barn er klar til at blive udnævnt. Når det sker, syer de et læderforklæde, som de bærer. Værkførerne har status. For eksempel må de åbne værkstedet, selv om jeg ikke er her. Og jeg har fuld tillid til børnene. Endnu har ingen skuffet mig," siger Arne Wagner, der har værkstedet fuldt af gamle, håndrevne maskiner, som han finder på loppemarkeder og passer godt på. Derfor kræver han, at børnene har certifikat for at bruge dem. Det vil sige, at de bliver undervist i den korrekte brug af de gamle maskiner - enten af Arne Wagner selv eller af en værkfører.

Det med hjælpsomheden over for andre børn er væsentligt for værkfører-titlen.

"Står de af på hjælpsomheden, kan jeg godt finde på at tage deres forklæde og hænge det ind i skabet," smiler han og tilføjer, at det endnu aldrig er sket.

Arne Wagner råder lige nu over fire værkførere plus flere aspiranter. De fleste kommer trofast hver dag - angiveligt fordi de nyder roen i værkstedet.

"Det er lidt sjovt, for der sker jo en masse hernede. Men børnene føler, der er fred og ro, når de er her," siger han.

Men der er en god forklaring, uddyber souschef Johny Lizier Birk.

"Arnes rolige gemyt tiltrækker nogle af de skæve børn. De finder en base her. Værkstedet her er af gode grunde det sted med flest regler. Reglerne er meget tydelige hernede, og det giver tryghed for nogle af børnene."



Rollespillet. Anderledes vildt er det, når børnene kaster sig ud i Live Rollespil. Det foregår under kyndig ledelse af pædagog Tonny Skinbjerg, der ligeledes tro mod husets pædagogik betragter sig selv som konsulent snarere end vejleder.

Rollespillene bruges som pædagogisk tiltag for især drengene, der går op i legene med liv og sjæl. De formulerer reglerne, inspireret af blandt andet Harry Potter og Dragon Ball. Kulisserne finder de i naturen eller på legepladsen.

"Rollespillene er ikke bare leg. Formålet er også at lære at forstå hinandens signaler og få sagt fra. Det er sociale aspekter, som mange af drengene har svært ved. På mange måder minder rollespil om det virkelige liv på en arbejdsplads. Børnene må forhandle sig frem til fælles regler. Det handler ikke om at gennemtrumfe sin egen vilje, men at acceptere og tage hensyn til de andre og bruge andres ideer i spillet. For mig er det en god mulighed for at nå ind til drengene," forklarer Tonny Skinbjerg, der hver dag står over for en stor pædagogisk udfordring med en så blandet børnegruppe.

"Det sværeste er at få legene til at hænge sammen, uden at børnene oplever nederlag. Jeg prøver at få plads til alle. Rollespillene er en fantasiverden, så alt er tilladt. For eksempel var der en dag en meget lille dreng, der gerne ville være kæmpe. Det er okay. På den måde lærer de andre at acceptere forskellige bud på den figur," siger Tonny Skinbjerg.

Han bruger meget tid på at iagttage, lytte og forhandle med gruppen. Og ikke mindst kæmpe for de skæve eksistenser, der også skal have en plads.

"Vi har en dreng, de andre børn har svært ved at forstå. Han blomstrer op, når han er med. Det største, man kan opnå, er at have betydning i fællesskabet. Det giver succes at være med til at forme reglerne," forklarer Tonny Skinbjerg, der forsøger at neddrosle konkurrence-elementet.

"I omsorgsbørnenes verden handler det meget om liv eller død, når de deltager i rollespil, fodbold og andre aktiviteter. De har svært ved at tabe, og alt bliver en kamp. Jeg arbejder meget med ikke at understøtte konkurrence-elementet."

Typisk er det drengene, der tænder mest på rollespil. De elsker at kæmpe med og mod hinanden, hvorimod pigerne undgår slåskampene og i stedet bruger tid på at udtænke regler, så de undgår fysiske sammenstød. Skænderierne derimod er svære at undgå. Ikke mindst under forberedelserne til en af de fast tilbagevendende begivenheder - Melodi Grand Prix.

Bølgerne kan gå højt, når grupperne skal finde sammen, vælge musiknumre og koreografi. Pædagog Anne Grete Gantriis er konsulent på det projekt, og det kræver sin kvinde, når især pigegrupperne går i hårdknude, og én truer med at forlade gruppen.

"De skal lære, at når de har lavet en aftale, kan et medlem ikke bare lave om på det, for så svigter hun de andre. Når man har meldt sig til en gruppe og er meget tæt på mål, skal der altså meget til, før man går. Sådanne snakke tager lang tid og kan være meget provokerende - også for mig, for jeg har jo ikke løsningen," siger Anne Grete Gantriis.



Personalet på Ørnevang Fritidshjem holder med jævne mellem workshopper og foredrag for andre institutioner.