Børneteaterfestival: 4-12 år H.C. Andersen hitter

Næste år, når eventyrdigterens 200 års dag for alvor skal fejres, kommer H.C. Andersen-forestillingerne uden tvivl til at stå i kø. Men allerede her i 2004 er der flere børneteatre end ellers, som har ladet sig inspirere af hans mageløse fantasi

Underfundig poesi

Selv om det kan virke uopfindsomt, er Anemone Teatrets nye udgave af "Ole Lukøje" et usædvanlig vellykket bevis på, hvorfor H.C. Andersen er en uudtømmelig kilde for dansk børneteater. Med en rap og skæg og meget musikalsk skuespiller som eventyrfortælleren Ole Lukøje opdateres den herlige historie om kække Hjalmer, der hver aften i en hel uge får besøg af finurlige Ole.

Ved hjælp af lidt ufine midler som varm mælk i øjnene får han Hjalmer til at blive så gabende søvnig, at knægten uden videre vrøvl går i seng. Men belønningen venter i drømmeland, hvor skuespillerne med sprudlende kropssprog, poesi og underfundig humor giver fantasien vinger.

I tæt samspil med film, computergrafik, dukker og levende musik skaber de et eventyrligt univers, hvor et mageløst musebryllup blot er én af mange spændende oplevelser.



Hyggelig uhygge

Så strålende højder når Teater Konkylie ikke. Men deres version af det ofte dramatiserede eventyr "Fyrtøjet" skiller sig ud fra mængden

ved at være meget lidt uhyggelig. Den drabelige historie om grådighed mildnes af enorme, langpelsede dukkevovser med skønne slaskeører og farvestrålende øjne. Lidt som Fido derhjemme! Og godt nok er stemmen skrap og ansigtet arrigt, men det afskyelige snakkehoved af en heks holdes på tryg afstand i et stort, flot dukketeater.

Til gengæld er den frejdige skuespiller-soldat, som viser sig at være mere udspekuleret end heksen, der hyrede ham, tæt på tilskuerne.

Stor i slaget og munter, så længe han kan spendere. Mindre kæk, når han betror os, at det er sværere at være fattig, når man én gang har prøvet at være rig. Næppe noget, der tænder børn over 10 år!



Kærlig bjæffen

Kan et teater hedde Hund? "Hvorfor ikke" må man spørge med titlen på det nye Teater Hunds første forestilling, der er blandt årets bedste for mellemstore børn. I et fandenivoldsk, moderne eventyr sættes tiden bogstavelig talt til vægs. Kæmpemæssige ure markerer især fraværet af tid, men også problemet med for megen tid og tid, der går for langsomt.

Med stor effekt og kærlig bjæffen styres de mangeartede, komiske indfald, musikken og et forrygende, pantomimisk kropssprog i historien om Erik, der leder efter sin skytsengel. Erik skal passes af familiens sære rotteonkler, men hans oprør mod tidstyranniet harmonerer ikke med deres skemalagte trippen rundt i egen tidslomme. Det gør Erik noget ved og opdager, at for at finde en ven skal man lytte til sit hjerte.



Følelser i trin

Dans er i dag en del af teatertilbudet til børn. I Coronas nye "Tolo på vej" demonstrerer pionéren Jørgen Carlslund igen sin suveræne evne, når det gælder danseteater for børn. Med respekt for dansens og den levende, medfortællende musiks direkte tale til følelserne, beretter trinene og hans udtryksfulde dans om det svære valg mellem tryghed og nye udfordringer. Et oplagt tema for børn i børnehaveklassealderen, når det skildres med nænsom humor

og genkendelig komik.

Tolo vil gerne ud og se verden, og hver dag trækker han i tøjet, lægger bamsen væk og tager rygsækken på. Men først i tredje forsøg og med bamse som ledsager lykkes det ham at vove sig ud i larmen! Sejren er stor. Men det største ved forestillingen er næsten de små forskydninger, der afslører, at Tolo for hver gentagelse bliver modigere og dygtigere til at mestre livets krav.



En hyggespreder

Det Ripensiske Teaterselskab er rykket ind i en vaskeægte, stor og flot pølsevogn, hvorfra der serveres "To med det hele". Det er dog ikke pølser, men mennesker, der hentydes til i forestillingen, som er en udpræget hyggespreder, varmhjertet og rar. Samtidig er den et godt stykke af vejen et velspillet udgangspunkt for en oplevelse af, at dem, der er lidt skæve og anderledes, skal behandles ordentligt. Og måske nok så vigtigt, at de kan være lige så herlige at være sammen med som alle andre.

Pølsemand Ejnar og især hans medhjælper Vagn er sådanne to eksistenser. Den ene stor i slaget, den anden mere skrøbelig, men ikke uden selvbevidsthed, når det gælder. Det gør det, da hund dukker op i selskabet, for hunde er ikke velsete i pølsevogne.



Komisk udstyrstykke

Bjarne Reuter er som regel en sikker vinder, når børnebøger dramatiseres. Det gælder også Teater Vestvoldens udgave af "Kaptajn Bimse og Goggeletten", selvom komikken hos de to skrupskøre flyvere er lovlig hårdt trukket op. Sød og kontaktskabende er til gengæld Anja Owe som pigen Anna, der ikke kan sove. Hun har glemt sin elskede dukke i sommerhuset, men får den igen med hjælp fra Kaptajnen og hans langørede og meget nærtagende andenpilot.

Først skal de tre dog en del igennem, for den skægge, lille gule flyver bruger rosiner som brændstof, og den slags kræver det snilde at fremskaffe - heldigvis. Forestillingen er nemlig et vidunderligt, komisk udstyrsstykke, og jagten på rosiner medfører flere rolle- og sceneskift undervejs.



"Ole Lukøje"4-10 år, Anemone Teatret www.anemoneteatret.dk

"Fyrtøjet" 4-12 år, Teater Konkylje www.teaterkonkylje.dk

"Hvorfor ikke?" 4-10 år, Teater Hund www.teaterhund.dk

"Tolo på vej" 4-9 år, Corona Danseteater www.coronadanseteater.dk

"To med det hele" 4-12 år, Det Ripensiske Teaterselskab www.drt-ribe-dk

"Kaptajn Bimse og Goggeletten" 4-9 år, Teatret Vestvolden

www.teatret-vestvolden.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.