Børnene uden for lågen

Familier med oprindelse i et land i den 3. verden bruger daginstitutioner, skolefritidsordninger og klubber i mindre grad end andre familier. Og blandt familier med 3. verdens-baggrund er det de pakistanske, som bruger de offentlige dagtilbud allermindst. Har moderen pakistansk oprindelse, er sandsynligheden for, at barnet kommer i institution, langt mindre, end hvis hun kommer fra for eksempel Somalia eller Afghanistan.

Det er for i hvert fald sidste dels vedkommende den ret overraskende konklusion på en undersøgelse, som det uafhængige analyseinstitut Bureau 2000 har gennemført for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det uventede kommer af, at pakistanske familier normalt anses for at have megen fokus på deres børns uddannelse og deres integration i det danske samfund. Der er således et relativt stort antal dansk-pakistanere i gymnasieskolen, på universiteterne og på andre højere læreranstalter.



I bunden. Mens 60 procent af de 0-2-årige børn med en dansk mor går i vuggestue eller dagpleje, gør kun 20 procent af deres dansk-pakistanske jævnaldrende det. Forskellene genfindes i varierende grad, når det drejer sig om de 3-5-årige, de 6-9-årige og de 9-13-årige.

Men det er ikke bare i forhold til dansk-danske børn, at den dansk-pakistanske deltagelse er lav. Det gælder, som det fremgår af nedenstående tabel, i forhold til alle andre børn.



På rette vej. Ud fra blandt andet en antagelse om, at daginstitutioner kan berede vejen for en vellykket integration, er der de senere år gjort en del for at få familier fra 3. verdens lande til at benytte offentlig dagpasning. Indsatsen har båret frugt, især i landkommunerne, hvor andelen af etniske mindretal i dagpasning nu er højere end i storbyerne.

Siden Bureau 2000 i 1997 sidst undersøgte forholdene på dette felt, er andelen af 0-2-årige med etnisk baggrund i 3. verden vokset fra 26,7 til 38,9 procent i vuggestuer/dagpleje, andelen af 3-5-årige fra 65,4 til 85,7 procent i børnehaver og andelen af 6-9-årige fra 44,5 til 80,7 procent i fritidsordninger.

Dermed er forskellen mellem de etniske og ikke-etniske gruppers brug af dagtilbud snævret ind, men især for de mindste børns vedkommende er der endnu et godt stykke vej til, at den står lige.



Andre faktorer. Undersøgelsen dokumenterer, at etnisk baggrund er langt den vigtigste, men ikke den eneste faktor for, om familien bruger eller ikke bruger offentlige dagtilbud.

Familietype og uddannelse spiller også en rolle. Børn af enlige er hyppigere brugere end børn fra par-familier, ligesom forældre med en erhvervsuddannelse er flinkere end ufaglærte til at sende deres børn af sted. Derimod spiller prisen for en plads i daginstitutionen ingen rolle.

Der er fra denne regel dog én markant udtagelse: Hvis kommunen ikke har regler om økonomisk friplads skolefritidsordninger, falder deltagelsen markant.



Målrettet information

"Hvad? Det chokerer mig at høre."

Bashy Quraishy, forfatter, foredragsholder, debattør og politiker med pakistanske rødder, er mistænksom, så det kan høres i telefonen. Han ender dog med at tage til efterretning, at dansk-pakistanske familier er de mindst tilbøjelige til at bruge børneinstitutioner.

"Men jeg kan nu ikke forstå det, for det er jo velkendt, at de er ambitiøse på deres børns vegne, og at de unge klarer sig glimrende i uddannelsessystemet," siger Bashy Quraishy, som gætter på, at det er en blanding af tradition, arbejdsløshed og økonomi, som ligger bag.

"Men først og fremmest er det manglende kendskab til fordelene ved at lade børnene gå i institution. Det, der er brug for, er derfor ikke løftede pegefingre, men målrettet information. Der skal lægges vægt på, at det at gå i en børnehave er godt for børnenes integration og sproglige udvikling," mener Bashy Quraishy.