Børneliv i Nicaragua; Nicaraguas børn knokler

Børn&Unge har været på besøg i Nicaragua. Landet med tusindvis af hårdtarbejdende børn og få muligheder. Vi har talt med Jessica, den 18-årige tidligere prostituerede og mor til to, med 17-årige Ever, som hver dag arbejder på en losseplads, med 14-årige Maria, som står op klokken fem om morgenen for at begynde en 12 timers arbejdsdag med sin mor og søster på et marked. Læs mere om disse børn og meget mere i dette og de kommende numre af Børn&Unge



Man ser dem overalt. Stående mellem bilerne i de stærkt trafikerede kryds, på markederne, på vejene i bjergene og måske allerværst på landets lossepladser. De sælger alt, der kan sælges. Fra vand, salte nødder og lotterisedler til små dyrefigurer, som de laver af et langt siv og kanariefugle uden bur. De pudser sko, fylder huller i vejene og samler aluminium på lossepladser. Og de er alle sammen børn. Arbejdende børn, som på grund af den ekstreme fattigdom i Nicaragua må arbejde dagen lang. Nogle kan klemme skolen ind, andre må glemme alt om de fire timer på skolebænken, og især de sidstnævnte bliver dermed låst fast i en meget ond cirkel, hvor de uden skole og uddannelse får svært ved at bryde mønstret med fattigdom og arbejdsløshed.

Der er forskellige bud på hvor mange børn, der egentlig arbejder. En undersøgelse fra Børneombudsmandens kontor viser, at 350.000 børn under 18 år arbejder, mens en anden undersøgelse viser, at tallet nærmer sig 500.000 i et land, hvor 49,5 procent af befolkningen er under 18 år. Nicaragua har i alt 5,1 mio. indbyggere. Ligegyldigt om det er den ene eller den anden undersøgelse, der har ret, så er det et alvorligt problem for det nicaraguanske samfund. Og et alt for højt tal.

Ifølge Norma Moreno, som er advokat på Børneombudsmandens kontor, hvor hun arbejder med børns rettigheder, så er der to hovedårsager til det høje tal. En økonomisk og en kulturel. Den økonomiske er som nævnt den ekstreme fattigdom, der er i landet. Samtidig har Nicaragua ingen velfærdsstat, så oven i at familierne ikke har penge nok til mad, så skal de selv betale for sundhed, uddannelse og lignende. Ofte er der mange børn i familierne og dermed mange munde at mætte, så for at få mad nok på bordet, må alle tjene lidt til familien.

"I den kulturelle årsag ligger der, at man føler, at man skal tjene til livets ophold. Det har forældrene lært, fra de var helt små, og det giver de videre til deres børn. Uddannelse er ikke lige så vigtigt, og derfor går livssynet i ring," forklarer Norma Moreno.

I den mellemstore by Jinotega bor de fattige op ad siderne på de bjerge, der omkranser byen. Det er for dyrt at bo nede i selve byen, så usikre træhuse kæmper om pladsen op ad den stejle bjergvæg. Et konditionskrævende stykke oppe ad bjerget står familien Brenes hus. Tykke træbjælker danner de to rum, som er rammen om familiens hverdag, og ved ildstedet i det mørke nøgne rum står mor Martha Brenes og puster til ilden. Der er ikke andet i rummet end ildstedet og en hylde på den lange væg med plastik-tupperware i forskellige former og farver.



Ingen tid til skolegang. Brenes er en typisk fattig nicaraguansk familie, som består af mor, far og fem børn. To af de fem børn arbejder ude, og de øvrige hjælper til hjemme. Faren arbejder med at køre bil for forskellige folk, men der er ikke så meget arbejde til ham, så børnene er simpelthen nødt til at hjælpe til. Den ene søn samler aluminium på lossepladsen til et værksted, og den anden arbejder på markedet med at sælge frugt. Det er lange og krævende arbejdsdage, og det er derfor svært for familien at få børnene i skole.

"Jeg håber egentlig, at mine børn kan lære at læse og skrive, men jeg håber også, at de kan blive ved med at arbejde, for jeg er meget fattig og har ikke penge nok, uden at de arbejder," siger mor Martha Brenes.

Datteren Nancy Tatiana Brenes er 12 år og kigger genert ned i gulvet over det fremmede besøg. Hun måtte gå ud af skolen sidste år, fordi de ikke havde betalt.

Og hun er ikke alene. En undersøgelse fra 2002 lavet blandt en gruppe arbejdende børn viste, at 48 procent af disse børn ikke går i skole.

"Det er jo svært, for ikke at sige umuligt at få plads til skolegang, hvis man som mange af de arbejdende børn arbejder et sted mellem ni og 12 timer om dagen. Men det er en ond cirkel, da børnene jo næppe får en uddannelse og et bedre job uden den almindelige skolegang," siger Norma Moreno.

Timeantallet, som Norma Moreno nævner, er meget realistisk. Alle ugens syv dage. Børnene arbejder alle de steder, hvor man kan tænke sig, at der er arbejde. Og også steder, hvor man ikke kan tænke sig. Det mest normale arbejde er nok på markederne, hvor børnene sælger frugt og grøntsager enten fra faste boder eller ved at gå rundt mellem de handlende.



Farligt arbejde. Andre børn møder man på vejen til for eksempel Jinotega. Vejen op gennem bjergene er i en utroligt dårlig stand. Vicepræsidenten bor i byen, og rygtet siger, at det er, fordi han og præsidenten er uvenner, at vejen derop ikke er blevet lavet i mange år. Børnene bruger så hele dagen på at grave grus og mudder op i vejkanten og fylde det i hullerne. Når der kommer en bil, stiller de sig midt på vejen med hånden fremme og håber på en mønt for deres vejarbejde.

Noget af det hårdeste arbejde er på landets lossepladser, hvor børnene hele dagen samler aluminium, jern eller brænde, som de om aftenen sælger videre til fabrikker eller værksteder, som kan genbruge materialerne. Arbejdet på lossepladserne er yderst sundhedsskadeligt, og Socoro Moreno, som arbejder for at hjælpe børnene på lossepladsen i byen Chinandega, siger:

"Lossepladsen er en meget stor forureningskilde for børnene. De får infektioner i maven og luftvejene og får hudsygdomme, for det er meget beskidt og usundt."

Staten gør ikke meget for at hjælpe de arbejdende børn, for den er låst fast i en markedsøkonomi, som har tvunget den til at privatisere mange institutioner, som før var offentlige, og det har betydet prisstigninger og problemer for staten med et dække sociale, sundheds-, uddannelses- og andre offentlige ydelser. Frivillige hjælpeorganisationer har rundt omkring stablet forskellige projekter på benene for at hjælpe børnene, men der er lang vej, før alle 500.000 børn kan undgå at arbejde og møde i skolen hver dag. Og dermed bryde den onde cirkel.





Et af Latinamerikas fattigste lande

Nicaragua har lidt over fem millioner indbyggere lige som Danmark, men så ophører enhver lighed også. Landet har været i konflikt i store dele af det 20. århundrede. Somoza-dynastiet holdt magten fra 1936 til 1979 ved hjælp af en vedvarende undertrykkelse.

De socialistiske Sandinister (FSLN) væltede i 1979 diktaturet efter 18 års væbnet konflikt, og der blev taget initiativ til at løse en række sociale problemer som for eksempel analfabetisme og manglende sundhed, men endnu en væbnet konflikt satte en stopper for dette.

I 1990'erne forpligtede Nicaragua sig over for det internationale samfund til omlægning til markedsøkonomi. Det har betydet problemer med dækning og kvalitet af mange offentlige ydelser. Mange tidligere offentlige institutioner er nu blevet privatiseret med prisstigninger og ikke mindst brugerbetaling til følge.

De økonomiske forandringer har medført en voksende fattigdom og en ulige velstandsfordeling. Det skønnes, at arbejdsløsheden er på 65-70 procent - i visse landområder 90 procent. 50 procent af befolkningen er fattige, heraf lever 830.000 i ekstrem fattigdom. Folk overlever i den såkaldte uformelle sektor blandt andet ved gadehandel, småjobs, tiggeri og kriminalitet.

Selv om Nicaragua ved at underskrive Børnekonventionen i 1990 har forpligtet sig til, at staten skal garantere børnene adgang til sundhed, undervisning, vand, bolig og social sikkerhed, så har alt for mange børn ikke adgang til disse basale rettigheder.

Den store fattigdom medfører, at mange familier bor sammen på meget lidt plads. Således har 18 procent af børnene et hjem med kun ét rum. Der er et udbredt seksuelt misbrug, som især piger og kvinder er udsat for.



Kilde: International Børnesolidaritets projektdokument "Alfabetisering af markedsbørn, metodeudvikling og promotion af ret til undervisning" fra 2003.





F-R-E-M-T-I-D

Den danske organisation International Børnesolidaritet, der blandt andet har BUPL som økonomisk fundament, prøver med et alfabetiseringsprojekt i Jinotega at hjælpe de mange arbejdende børn til en bedre fremtid ved at lære dem at læse og skrive



Det lille undervisningslokale er rart. Lyst med farver. Børnene sidder stuvet sammen på de forskelligt farvede borde og stole. Rundt omkring på bordene står der store poser med frugt, kiks og andre madvarer. I hjørnet af lokalet står sågar en lille skopudser-skammel. Børnene er til undervisning i International Børnesolidaritets alfabetiseringsprojekt, men de kommer lige fra diverse sælger- og altså skopudserjob og skal videre ud at arbejde bagefter.

Koncentrationen er stor. En høj, lys pige fra med et kamera kan knap nok rive børnene ud af koncentrationen. Alderen er spredt, men niveauet og iveren er den samme. "con, car, cul, fas, dor, han, mar, gar, exa...". Børnene gentager stavelserne efter deres lærer, og bagefter skriver de dem med sirlig præcision ned i deres kladdehæfter.

Lokalerne, som nu huser alfabetiseringsprojektet, lagde i forvejen rum til en børneklub for børn på ni og ti år. Den kører stadig videre, og der kan børnene komme og deltage i forskellige interessegrupper som for eksempel dans og sport. De bliver også undervist i deres rettigheder. Folkene bag børneklubben foretog i 2001 en undersøgelse af byens arbejdende børn. Den viste, at 532 børn arbejdede, og at 330 af dem ikke kunne læse og skrive.

Med hjælp og støtte fra International Børnesolidaritet i Danmark blev alfabetiseringsprojektet stablet på benene for at give de arbejdende børn en chance.

BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) udgør det økonomiske fundament i International Børnesolidaritet, som er en solidaritetsorganisation, der arbejder med projekter for børn i den tredje verden.

Projektet kan ikke nå alle de arbejdende børn. Sidste år var 54 børn med, og i år møder 42 børn til læseøvelser og højtlæsning.

"Vi går ud mellem børnene og finder ud af, hvem der har mest brug for hjælpen. Det er børn, som lever i ekstrem fattigdom, og som ikke har kunnet komme i skole af den ene eller den anden grund," forklarer Maritza Herera, som er koordinator på projektet og desuden studerer sociologi.

Næsten alle børnene arbejder på byens marked, hvor de sælger frugt, vand, tortilla, eller hvad der ellers kan give lidt mønter til familiens overlevelse. De har travlt og arbejder ni til ti timer alle ugens dage:

"Børnene er nødt til at arbejde, så de kommer kun her halvanden time om dagen. Vi har fire hold, så de selv kan bestemme hvornår på den enkelte dag, det passer dem bedst," siger Maritza Herera.

Halvanden time om dagen lyder måske ikke af meget i forhold til danske børns "fuldtids"-skolegang, men det handler om at få gjort børnene klar til at starte i den rigtige skole og få dem overbevist om, at det er en god ide, for det har børnene sjældent lyst til. Og selv om det er vigtigt, at børnene lærer at læse og skrive for måske at få en uddannelse og bryde den onde cirkel af arbejdsløshed og fattigdom i Nicaragua, så er det faktisk ikke det eneste formål med projektet i Jinotega.

"Man kan sige, at det er "undskyldningen", at de skal komme for at lære at læse og skrive. Men det er måske endda mere for at lære dem om rettigheder, at give dem et frirum uden pligter, arbejde og ansvar og at give dem selvtillid, så de tør stå op for dem selv. På markedet og i hjemmene bliver de måske misbrugt og mishandlet. Her bliver de respekteret, og der bliver ikke krævet meget af dem," siger Anna Maria Herera, der er selvlært underviser på projektet.

Der er tre personer i huset til daglig, og derudover er der fem, som arbejder løst med små projekter. Underviserne er som Anna Maria Herera ikke uddannede, men selvlærte, og flere af dem har selv været med i projekterne som barn. De kender livet på bjergsiden og markedet, kan møde børnene der, hvor de er, og brænder for at give dem den chance, som de selv fik for mange år siden.



Jobbet på lossepladsen

På Nicaraguas lossepladser arbejder hundredvis af børn. Det er hårdt, umenneskeligt arbejde, og sygdomme florerer på pladserne. Vi har mødt Ever Jose Quiroz på 17 år, hvis hverdag er på lossepladsen i Chinandega



Vi møder Ever Jose Quiroz under et besøg på et projekt, som børneorganisationen MILAVF kører for arbejdende børn i Chinandega. Ever Jose Quiroz er derfor kommet ned i byen for at fortælle os om sit arbejde på byens losseplads.

Han skiller sig ud blandt de andre børn, som kommer i organisationen. Han taler stille og forsigtigt og er i tvivl om, hvornår det er okay, at han taler. Hans kropsholdning er undskyldende, og de engang grønne sandaler på de mørke fødder er fuldstændigt sorte. Hans blik er et helt andet end de andres børn. De kigger nysgerrigt på en og fortæller ivrigt om deres arbejde i MILAVF. Ever Jose Quiroz' blik er ikke engageret og nysgerrigt. Det er nærmere skræmmende opgivende og trist. Og mest af alt slidt. Slidt som hans mørke cowboy-shorts og bordeauxrøde T-shirt. På de mørke ben lyser store hvide pletter op. Fra knæene og ned er der lige så store hvide områder, som der er mørke. Han har brændt sig på jorden og affaldet på lossepladsen, som varmes op til ufattelige temperaturer af solen. På lossepladsen er der ikke skygge.

Ever Jose Quiroz står op klokken syv om morgenen for at tage hen på lossepladsen. Lossepladsen er stor, og stanken kan tage vejret fra enhver. Rådne madvarer og affald fra hele byen ulmer i den bagende sol. Her er som i en ørken - med skrald og stank. Som om mange tusinde mennesker har holdt en stor fest og ladet alt affald ligge. Rundt omkring brænder bål, og en røg, som ofte ikke er sund, stiger til vejrs. Mennesker og dyr går spredt på den store plads og leder i skraldet. Det samme gør Ever. Han leder efter aluminium, plastik og brænde, som han samler sammen. Aluminiummet finder han blandt andet i gamle kaffeposer.

Ever Jose Quiroz går ikke i skole. Det er der ganske enkelt ikke tid eller penge til. Han må arbejde for at hjælpe moderen, for hans far hjælper ikke til med noget, og hvis der skal mad på bordet til ham og hans 12 søskende, så må han hellere give en hånd med. Også selv om det betyder arbejde på lossepladsen for ham og hans lillebror.

Klokken 17 går Ever hjem, hvor han hjælper moderen med forskellige ting. Han passer for eksempel sine mindre søskende. Men klokken 18 må han igen af sted. Han skal ud og sælge det, som han har fået samlet i dagens løb. Det er ikke meget, det hårde arbejde giver igen. 25-30 cordobas (cirka 15 kroner) får han oftest for sit hårde slid. Han køber noget mad på vejen hjem og giver resten af pengene til sin mor, så hun har lidt at føde familien af.

Ever Jose Quiroz kan ikke lide at være på lossepladsen mere. Han er der udelukkende for pengenes skyld. De store drenge på lossepladsen driller ham, og arbejdet er meget hårdt.

Hvis man spørger Ever Jose Quiroz, om han har en drøm, svarer han forsigtigt og beskedent:

"At arbejde et andet sted."





Maria sælger frugt

Maria Isolina Matamoro Laguna er 14 år og arbejder fem dage om ugen på et marked i Managua. Hun arbejder 12 timer om dagen, og resten af dagen går med huslige gøremål og transport til og fra markedet



Markedet møder en med et brag. Et brag af farver fra frugter og grøntsager. Et brag af dufte fra stegt og råt kød, krydderier og andre sære madvarer. Og et brag af varme og larm, sang og skrål fra de mange fulde mænd, som dingler rundt i de smalle passager og råb fra sælgere. Boderne står tæt og tilbyder alt fra radioer, telefoner, frugt, mad, både tilberedt og råvarer, tøj og sko. Det hele smelter sammen i et stort kompakt inferno af kaos.

Midt i det hele står Maria Isolina Matamoro Laguna i sin mors frugt og grønt-bod og smiler. Det er lidt over middag, og hun har arbejdet i snart syv timer. Men hun smiler stadig.

"Jeg begynder her klokken seks om morgenen. Jeg rydder op, fejer og lægger frugten pænt op, så det hele er klart," forklarer Maria Laguna med sit beskedne og generte smil.

Når alt er klart til den lange arbejdsdag, skal der sælges frugt. Nogle gange står hun i boden og sælger, andre gange tages den opsøgende facon i brug, og hun går ud mellem de handlende på markedet og prikker dem undskyldende på skulderen.

Sådan arbejder hun til klokken 18 om aftenen, hvor hun, hendes mor og søster tager den lange tur i bus tilbage til deres hjem nær lufthavnen. 12 timer med arbejde, salg og pres fra andre sælgende og alkoholikerne.

Maria Isolina Matamoro Laguna er 14 år. Hun går ikke længere i skole. Det gik dårligt. Da hun siger, at hun ikke rigtigt har lyst til at snakke om det, forsvinder det smukke smil fra hendes læber, og fingrene begynder nervøst at pille ved lommen på de støvede, sorte cowboybukser.

"Jeg vil så gerne i skole igen, hvis det var muligt. Det er min drøm at fortsætte med at gå i skole, men nu kan jeg i hvert fald ikke, før dette skoleår slutter. Jeg håber, at jeg kan starte igen næste år. Det ville betyde rigtig meget. Hvis jeg går i skole, så går tiden jo med noget," siger hun med forhåbning i de brune øjne.

Hun ved godt, at det er meget vigtigt for hendes mor, at hun og hendes søster hjælper til på markedet, men hun håber, at hun kan undværes nogle timer hver formiddag, hvis drømmen om skolen engang skulle blive en realitet.

Hun har et eneste fristed, og det er organisationen

INPHRU's projekt for arbejdende børn, hvor hun kommer nogle dage om ugen fra 8 til 11 om formiddagen. Her plejer hun sin anden drøm. At blive bager. Eller i hvert fald lave noget med mad. I INPHRU lærer hun at lave de smukkeste kager.

Moder Ruth og hendes to piger tager bussen hjem klokken 18. Når Maria Laguna kommer hjem, laver hun mad, spiser, går i bad, og så går hun i seng klokken 20, så hun kan være klar til den næste dag.