Børneliv i Nicaragua; Børnenes fristed

Turen op til Jinotepe i det sydlige Nicaragua gør det svært at forestille sig, at man skal op og snakke om arbejde med utilpassede unge. Palmer og træer klæder de svulmende bjerge ind i et blødt, grønt tæppe. Skyerne hænger lavt og berører blidt de runde bjergtoppe. Tankerne går ikke på unge med en hård hverdag. Men sandheden i Jinotepe kan ikke helt leve op til skønheden på vejen derop. Det smukke findes her side om side med hårde odds, de mange ungdomsbander i byen og diskrimination, der ikke går på hudfarve, men der imod rammer piger og børn.

Et sted i byen har de unge dog et frirum. Et hus på et gadehjørne, hvor de unge kan komme og gå, som de vil og deltage i alverdens aktiviteter. Og et frirum hvor de selv har ansvaret for det meste. Man træder ind i et stort rum, der er meget sparsomt møbleret. Der står kun et bord i det ene hjørne, og en masse stole og bænke er stablet op ad den ene væg. Til gengæld fylder musikken hele rummet med hiphop-tonernes rytmiske dunken. En gruppe unge drenge med tørklæder på hovedet og de "rigtige" T-shirts ligger og snurrer rundt på gulvet med arme og ben i vejret. Deres breakdance-trin er hurtige og halsbrækkende, men de bliver udført i sikker stil. Dans er bare en af de ting, som de unge kan komme og blive undervist i her i huset. Organisationerne bag frirummet er den nicaraguanske børnebevægelse MILAVF i samarbejde med den danske organisation International Børnesolidaritet, hvor BUPL, PMF og SL sidder i styrelsen.

MILAVF's arbejde i Jinotepe, der har 35.000 indbyggere, gør indtryk af en ganske bestemt grund: Her er det de unge og måske selv tidligere ballademagere, som gør hele arbejdet. Lige fra det opsøgende arbejde ude i byens kvarterer og koordinering af aktiviteterne til ledelse og undervisning i de forskellige interessegrupper. For hver enkelt gruppe og ansvarsområde vælger de unge en børneleder, som står for det enkelte område. Det kan for eksempel være koordinering af undervisningen eller formand for pigenetværk. Sådan arbejder MILAVF i mange byer i Nicaragua. Alle steder får børnene ansvar og medindflydelse.



Diskrimineret for at være børn. Der er mange potentielle problemer for børn og unge i Jinotepe. I byen er der mange bander, og der skal ikke mange forkerte handlinger til, før man er med i noget, som man havde været bedre forundt uden.

Og holder man sig ude af banderne, er man ikke fri for problemer alligevel. Ricardo Giron på 17 år er en af børnelederne, som har ansvaret i projektet, og han forklarer de unges problemer således:

"Problemet er i høj grad diskrimination. Først og fremmest for pigerne, som får at vide, at de skal hjælpe i hjemmet og bare er født for at tjene familien og manden. Drengene bliver diskrimineret af bander, hvis de ikke selv er med i dem."

Evelyn Fonseca er 14 år og formand for det specielle pigenetværk i byen, som forsøger at give de undertrykte piger en større selvtillid og viden om deres rettigheder. Hun uddyber:

"Vi bliver også diskrimineret for bare at være børn. De voksne siger: I er jo kun børn. Der er et ordsprog, som hedder "Børn er fremtiden", men vi arbejder med, at børn også er noget nu. Det har vi fortjent, så vi har ændret ordsproget til "Børn er i dag"."

Det er mest børn og unge, som er blevet generet af bander eller har haft problemer i skolen eller hjemmet, der er her. De hårde tilfælde, som er dybt involveret i bander, kriminalitet og misbrug kommer her ikke. Og det er heller ikke meningen, for der er ganske enkelt ikke plads til dem i projektet. På nuværende tidspunkt er 582 børn og unge tilknyttet projektet. Men børnelederne vil gerne have fat i endnu flere.

"Vi tager ud i kvartererne, hvor de unge bor, og prøver at hjælpe dem med at komme i gang med at gøre nogle af de ting, de gerne vil, men ikke har mulighed for. Og vi laver forskellige arrangementer ude i byen, hvor vi prøver at fortælle, hvad det er, vi kan tilbyde dem," forklarer 16-årige Ricardo Mojica, der ligesom den anden Ricardo er børneleder og står for at koordinere det opsøgende arbejde.

Det opsøgende arbejde kan være svært. Især fordi de unge er lidt mistroiske overfor voksne og autoriteter som for eksempel MILAVF. En mistro, der er kommet af diskriminationen.

"I starten udviser de mistillid og holder sig lidt tilbage. Men lidt efter lidt bliver de interesserede og begynder at integrere sig. De bliver interesserede i de aktiviteter, vi har i huset, og så begynder de at komme her. Og mange af dem bliver faktisk også selv børneledere," siger Ricardo Giron.

Børnelederne og de andre involverede møder flere forhindringer undervejs i processen. En ting er de unges skepsis. Noget andet er forældrene.

"Først prøver vi at kortlægge, hvilke problematikker der gør sig gældende med børnene. Så prøver vi at snakke med både forældrene og børnene om problemerne og giver dem mulighed for at fortælle, hvad de godt kunne tænke sig. Og giver dem muligheden for rent faktisk at gøre det. Nogle forældre er meget i mod og siger, at sådan er børnenes situation nu engang, og det er bare ærgerligt. Men der er også nogen, som er meget taknemmelige over at få hjælp," forklarer Ricardo Giron.



Børn bedre end voksne. Når de tre børneledere fortæller om projektet, glemmer man helt deres alder. Det er som at høre en voksen tale. Deres spanske formuleringer er utroligt modne, og de er virkeligt vidende om projektet hele vejen rundt og kan fortælle længe om børnenes baggrund og problemer. Ikke mindst fordi de selv har stået i samme situation for få år siden. De er meget nysgerrige, og interviewet vender faktisk i ti minutter, hvor de to Ricardo'er og Evelyn Fonseca udspørger min danske tolk og mig om vores land og arbejdet med utilpassede unge i Danmark. De sluger hvert et ord og spørger ind til det hele. Overraskelsen er stor, da vi fortæller, at i Danmark er det kun voksne, som laver arbejde som dette. Ricardo Giron mener ikke, at voksne ville kunne udføre arbejdet her lige så godt, som de kan.

"Børnene åbner sig mere over for os. De er skeptiske og nervøse overfor voksne, og derfor fungerer det bedre, når vi står overfor dem og giver dem de forskellige tilbud og muligheder."

Aktiviteterne i projektet er delt op i forskellige interessegrupper. Der er for eksempel dans, teater, rap, kunst og journalistik. Selv om det oftest er interessegrupperne, der trækker de unge til, så er det ikke det vigtigste i projektet.

"Det handler ikke bare om, at de unge accepterer at komme her. De kommer her og får muligheden for at se, at de også har rettigheder - at de kan og må gøre noget for deres eget liv - derfor begynder de at blive integreret og tage ansvar her i projektet. Vi underviser dem i deres rettigheder, så de ikke længere bare accepterer at blive diskrimineret og undertrykt," forklarer Evelyn Fonseca med en stemme, der stiger i volumen af engagement og iver.



Stolt forbillede. Der er enkelte voksne involveret i arbejdet. En af dem er Josue Sanchez, der er koordinator i MILAVF. Han er indbegrebet af en rollemodel. Han er sidst i 20'erne, i pænt strøget skjorte, hans sko skinner højpoleret, og han har selv stået i samme situation som de unge for en række år siden. De unge flokkes om ham for at høre, hvad han har at sige, eller for at fortælle ham om det sidste nye på deres ansvarsområde. Beundringen lyser ud af de unges øjne, når Josue Sanchez taler, og det er tydeligt, at de unge gerne vil leve op til hans forventninger. Og det gør de. Stoltheden i Josue Sanchez øjne, når han taler om de unges arbejde, fortæller alt om opfyldte forventninger. Han er ikke i tvivl om, at arbejdet her i Jinotepe virkelig gør en forskel.

"Både drengene og pigerne har udviklet sig. Ændringerne sker inde i børnene selv. De har udviklet sig til at være hovedpersoner i deres eget liv. De udvikler en erfaring, en viden og et kendskab til forskellige faglige ting, for eksempel dans og kunst," forklarer han og fortsætter:

"De ændrer sig på to måder. For det første begynder de at forstå deres egen rolle i samfundet, og dermed tager de også selv ansvar. For det andet så er mange af de unge, som kommer, meget generte og usikre, fordi de kommer med en masse problemer, og her lærer de at udtrykke sig og at socialisere sig med andre unge og sige, hvad de vil og ikke vil."

Der snurres fortsat på det blanke gulv. En af de lange drenge viser en af de væsentligt kortere beundrere et svært trick, hvor hele kroppen holdes oppe i en arm, mens der snurres. Den mindre dreng ser en anelse skeptisk ud, men prøver at efterligne tricket. De tynde arme har svært ved at holde kroppens vægt oppe, og flere gange rammer kroppen gulvet med et mindre brag. Den korte dreng ømmer sig kun kort, før han kaster sig over tricket igen. Denne gang med en støttende hånd fra den lange dreng og tilråb med de små detaljer, der er forskellen på snurren og brag. Denne gang lykkes tricket, og den korte dreng kæmper for at skjule stoltheden og bevare det seje udtryk. Den lange dreng gør derimod intet for at skjule sit stolte smil.





Mor er stolt

Et hvidt tørklæde med sort mønster dækker det øverste af det mørke skulderlange hår. Det er trukket langt ned mod øjnene og bidrager til det alvorlige udtryk, som Roberto Jose Reyes har, når man snakker med ham. Et udtryk, som dog forandres fuldstændig, når han danser. Så griner de mørke øjne, hans bevægelser bliver frie, og glæden stråler ud af ham.

Roberto Jose Reyes er 19 år og er kommet i MILAVF's hus i lidt over et år. En af børnelederne opsøgte ham, fordi han vidste, at Roberto havde problemer i hjemmet med sin mor. Besøget fik ham til at tage en tur ned i huset. Han så dansegruppen, og så var han solgt.

Før brugte han meget tid hjemme. Han sad og så tv eller hørte radio. Eller også hang han ud med sine venner rundt om på gaderne i byen.

"Jeg var ikke så meget i skole. Et par gange måtte jeg gå et år om, fordi jeg ikke lige fik afsluttet skoleåret, og jeg syntes egentlig også, at det var lige meget," fortæller Roberto Jose Reyes med et skævt smil.

Da han begyndte at komme i projektet ændrede en del sig. Han flyttede hen til sin tante, og han begyndte at gå i skole igen. Han deltager også i det opsøgende arbejde i MILAVF, så andre unge kan få en ny chance, som han selv fik det.

"Jeg har indset, at skolen er vigtig, og går der hver dag nu. Jeg føler mig stolt nu, når nogen spørger, hvad jeg laver, og jeg kan svare, at jeg går i skole og danser. Jeg er også meget stolt af mit arbejde her. Det er jo nærmest et frivilligt lederarbejde."

Roberto Jose Reyes er ikke den eneste, der er stolt. Han fortæller, at både hans tante, søskende og ikke mindst hans mor er blevet meget stolte, efter han er begyndt i projektet.

"Min mor er stolt nu. Dans er jo en slags kunst, en måde at udtrykke sig, så hun føler, at jeg gør noget godt nu."

For Roberto Jose Reyes har muligheden for at komme i huset gjort en verden til forskel. Han føler, at det er lige som et hjem, fordi der er så meget omsorg overfor de unge, og de kan lave en masse ting her.

"Jeg har ikke bare lært at danse. Jeg har virkelig udviklet mig. Jeg er blevet mere udadvendt og kan se en masse muligheder nu. Hvis MILAVF en dag ikke eksisterer mere, så kan jeg nu se, at jeg sagtens kan komme i en anden dansegruppe. Jeg kan også blive danselærer. De muligheder kunne jeg slet ikke se før. Jeg er blevet motiveret og inspireret til at gøre noget ved mit liv."



MILAVF

MILAVF er opkaldt efter drengen Luis Alfonso Veláques Flores, der som niårig offentligt kritiserede Somoza-regeringen, der holdt magten i Nicaragua fra 1936 til 1979 ved hjælp af en vedvarende undertrykkelse. Han sagde, at de skulle holde op med at bruge penge på våben og konflikter og i stedet bruge dem på uddannelse og hospitaler. Luis Flores blev dræbt af Somoza-dynastiet på grund af sine udtalelser, og han blev på den måde et symbol på alle børns rettigheder.

MILAVF blev stiftet af de socialistiske Sandinister, der væltede diktaturet i 1979, som et regeringsprogram i 1980'erne. På det tidspunkt var der utroligt stor fokus på børnenes vilkår, og programmet blev finansieret af regeringen, så der var både penge til lejrture og forskellige aktiviteter.

Da sandinisterne i 1990 tabte valget, blev al støtten fjernet, og organisationen kører i dag som en NGO med støtte fra andre organisationer.

MILAVF har kontorer og børneråd 25 steder i Nicaragua, og alle steder er det børn og unge, som er ansvarlige for de forskellige aktiviteter. Organisationen arbejder specielt med forebyggende arbejde i forhold til børn i risikosituationer. Det kan for eksempel være på grund af arbejde, vold og fattigdom. MILAVF kan ikke ændre børnenes økonomiske situation, men de prøver at ændre børnenes måde at tænke på og give dem et frirum, hvor de kan dyrke nogle af deres interesser. Det foregår i forskellige interessegrupper, hvor børnene for eksempel kan lave radio, male billeder, gå til dans, teater og madlavning.