BØRNELIV I GHANA - Pædagogiske smæk

En børnehave, hvor børnene møder en halv time før tid for at gynge, vippe og køre i karrusel på legepladsen, fordi de ellers aldrig får lov til at bruge den. Eller et asyl for gravide gadepiger, hvor teenagepigerne kan føde og få de børn passet, der er resultatet af et liv med misbrug og prostitution. Santa Claus Nursery School og Street Girls Aid er blot to af de børneinstitutioner i Accra i Ghana, der hvert halve år siden 1997 har taget imod danske pædagogstuderende fra Frøbelseminariet på Frederiksberg.

Lisa Rosengren har været i Santa Claus Nursery School i knap to uger, da Børn&Unge møder hende, og dagligt har hun oplevet pædagogerne og børnehavelederen med det ironisk klingende navn Mrs. Comfort slå de to til femårige.

»Enten får de et smæld over fingrene børn med en tyk lineal af træ, eller også et slag i baghovedet. De første dage var jeg grædefærdig, og ville hjem til Danmark. Nu er det værste tanken om, at jeg måske vænner mig til volden,« siger Lisa Rosengren.

På Street Girls Aid, hvor Anders Madsen er i praktik, render de hjemløse børn rundt i for store sko, de

snubler i snørebåndene, falder og slår hul på både hoved og knæ, uden nogen samler dem op. Hvis ikke de forvolder skade på sig selv, er det de andre børn, der gør det.

»Selv pigerne springer i totterne på hinanden,« siger Anders Madsen.

Både han og Lisa Rosengren er chokerede over praktikstederne og i tvivl om, hvordan de skal bruge deres lokale praktikvejledere til noget fornuftigt.

»Hvordan skal jeg diskutere pædagogik og udviklingspsykologi med en pædagog, der slår og håner børnene, eller som lærer børnene at sige klokke ved at repetere glosen med dem hundrede gange?« siger Lisa Rosengren.

Men især er hun forfærdet over straf- og belønningspædagogikken.

»Det er fuldstændigt omvendt af, hvad vi lærer hjemme fra om at støtte de svage børn. Her er det den dygtigste og mest larmende pige, der er lærerens præfekt eller "cupboardgirl". Hun henter kridt og bøger i skabet til læreren, mens de stille børn hånligt får at vide, at de lige så godt kan gå hjem, for de siger jo aldrig noget alligevel,« fortæller Lisa Rosengren.

Både hun og Anders Madsen skal lave en praktikopgave på lige vilkår med de studerende, som er i praktik i danske børneinstitutioner.

»Pigen, der var i praktik før mig, fik gang i nogle praktiske projekter, hvor hun for eksempel gik med børnene på posthuset for at skrive og poste et postkort til praktikantvejlederen i Danmark,« fortæller Lisa Rosengren, der håber på at få tid til at tegne og lave flere kreative ting med børnene. Hun synes, det er svært at skulle være lærer for børnene, mere end pædagog.

»I Ghana betaler forældrene ikke penge for, at deres børn kan komme og lege i fem år, før de skal i skole. Det har de simpelthen ikke råd til. Og hvis ikke jeg underviser dem i tal og bogstaver, kommer børnene aldrig videre i systemet. Jeg håber da, at jeg kan motivere lærerne til at bruge andre indlæringsmetoder, der svarer til et lille barns logik, men jeg kan jo ikke som dansker komme og tro, at jeg kan revolutionere hele deres kultur. Jeg rejser jo hjem igen om fem måneder,« siger hun.



Volden chokerer. Den internationale koordinator på Frøbelseminariet, Henny Hammershøj, har besøgt praktikstederne i Ghana mindst fem gange, og da Børn&Unge ringer, har hun netop afsluttet et møde med fire studerende, som til august afløser Anders Madsen og Lisa Rosengren.

»Det er typisk pædagogikken og volden, der chokerer de studerende. Vi bruger derfor meget tid på at forberede dem og præsenterer dem også for engelske undervisningsmaterialer med bogstav- og taløvelser, som ingen dansk pædagog ellers får et minuts undervisning i. Men det er først, når de ankommer til Accra, de virkelig fatter, hvor anderledes kulturen er,« siger Henny Hammershøj, der mener, at de studerende kan få et billede af pædagogikken ved at kigge tilbage på deres bedsteforældres skoletid.

»Dengang var der også kun en lærer til at undervise 40 børn, og så er det jo logisk, at der skal mere disciplin til at styre børnene. Mine forældres generation vil kunne genkende øretæverne, skammekrogen og svedetimerne, som de studerende forfærdes over at se i Ghana,« siger Henny Hammershøj og tilføjer, at volden mod børnene er en del af ghanesisk familiekultur.

En anden kulturel forskel er ghanesernes ustandselige hilsner og den overvældende hjælpsomhed. De studerende fra Frøbelseminariet har en aftale med Ghana National Association of Teachers om, at de kan bo gratis på lærerforeningens kollegium i Accra, og nogle gange tror vagten på lærerkollegiet, at danskerne er sure eller utilfredse, hvis ikke de hilser på ham.

»Vi danskere bliver jo vanvittige af konstant at stoppe op og give hånd og knipse under håndtrykket, sådan som ghanesere gør, når de siger godmorgen. Ghaneserne har mange sociale ritualer, som betoner en høj grad af fællesskab,« siger Henny Hammershøj

Også i institutionen vil pædagogerne gerne sikre de studerendes velbefindende, og de ved godt, at danskerne ikke bryder sig om, at man slår børnene, og de gør det derfor ikke i deres påsyn.

»Jeg ved godt, at så snart den studerende kigger væk, slår de igen, men det er alligevel et udtryk for respekt for vores kultur, og vores studerende må også respektere deres,« siger Henny Hammershøj.

De studerende kan kontaktes på:

rosengrenlisa@yahoo.dk eller

madsenanders@yahoo.dk

Med denne artikel slutter Børn&Unges tema om børnelivet i Ghana. Se også nummer 11, 12 og 13.